Miraklet i Lourdres

Umiddelbart kan det virke som om "Miraklet i Lourdes" mest er lavet til mennesker, der har et særligt forhold til religion. Med sin historie om den unge sclerosepatient Christine, der ligesom tusindvis af andre pilgrimme valfarter til den franske by Lourdes. Hvor myten siger, at man kan helbredt ved mirakler. Filmen følger Christine og hendes rejseselskab: moderen med den den meget hjerneskadede datter. De to midaldrende kvinder hvis sygdomme ikke er så fatale igen. Den ældre, stærkt troende kvinde, Christine deler værelse med, og så selvfølgelig hjælpere og plejere til de syge rejsende.

I sin rolige, lidt retroagtige stil, beskriver østrigske Jessica Hausner et meget særligt miljø og en gruppe mennesker, der har alt på spil, som håber på det største af alt: et mirakel. Det mirakel som lige pludselig sker for Christine. Hun rejser sig fra sin kørestol, og det utrolige er virkelig sket. Først vækker det opstandelse og stor interesse. Hendes medrejsende pilgrimme har jo næsten del i det, i og med hun hører til blandt dem. Men så kommer misundelsen hurtigt. Tvivlen, distancen, køligheden fra de andre.

"Miraklet i Lourdes" er en fremragende film om mirakler ja. Men ikke så meget i religiøs forstand som i menneskelig. Hvordan tager vi mennesker beskeden om, at et mirakel er sket? Man kan foruroligende godt sætte sig ind i reaktionen hos de andre pilgrimme, da det sker for Christine. For når nu alt er på spil, når det er ens liv eller ens nærmestes liv, det gælder - så forstår man måske godt, det kan være svært at acceptere, at det kan ske for andre og ikke en selv. Hvorfor?
Det får vi aldrig svar på. Heller ikke på, om det virkelig er et mirakel, der er sket for Christine eller om hun får tilbagefald. Det skal vi heller ikke vide. Det er netop tvivlen i os som publikum, der får filmen til at leve længe efter også.

5 F'er

RELEVANTE LINKS