Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan vender tilbage i en efterfølger, der føles som en dårlig kopi

Som teenager er det svært at forestille sig noget værre end at bytte krop og liv med sin mor. Som præmis i en forvekslingskomedie, er det derimod helt perfekt.

Som med ‘Freaky Friday’ fra 2003, hvor Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan spiller mor og datter, der efter at have drevet hinanden til vanvid bliver underlagt en forbandelse, der vil blive ophævet, hvis de lærer at respektere og forstå hinandens liv og valg.

Filmens skøre og vellykkede præmis tager sin begyndelse da Tess (Jamie Lee Curtis) beslutter sig for at gifte sig med sin kæreste Ryan. En beslutning, der bestemt ikke falder i datteren Annas smag.

Når først filmens præmis er købt, læner man sig let tilbage og nyder handlingens udvikling, der ender som en rørende fortælling om to generationers forskelligheder – og ikke mindst ligheder. Det er derfor ikke en underdrivelse at kalde ‘Freaky Friday’ for en nyklassiker.

Nu er der gået mere end 20 år, og den lange ventetid er en af hovedårsagerne til, at undertegnede rent faktisk har haft høje forventninger til, at en efterfølger kan fungere. For det giver mening, at teenagedatteren fra dengang skal vokse op og blive som sin mor – og lade det være historiens udgangspunkt.

Gentager sig selv

Anna (Lindsay Lohan) lever livet som selvvalgt solomor til teenagedatteren Harper (Julia Butters). Og det bliver ikke bare lynhurtigt slået fast, at deres forhold minder utrolig meget om det, Anna havde med sin mor, da hun selv var teenager – det bliver fortalt på præcis samme måde som i første film: Anna er dybt frustreret over Harpers teenage-attitude og det, at hun ikke gider stå ud ad sengen om morgenen.

Heldigvis har Tess besluttet sig for at være en fast del af deres liv og hjælper så ofte, hun kan. Anna nægter dog at tabe ansigt overfor sin mor og forsøger at lade, som om hun har styr på tingene.

I skolen opfører Harper sig som en kopi af den Anna, vi lærte at kende i ‘Freaky Friday’. Hun kan ikke indordne sig og er desuden uvenner med den populære Lily (Sophia Hammons).

Efter en uheldig hændelse bliver de to pigers (enlige) forældre kaldt til møde hos skolens rektor. Det slår med det samme gnister mellem Anna og Lilys far, Eric (Manny Jacinto) i en scene, der desværre sætter den lave standard, der præger filmen helt frem til slutningen.

Dialogen mellem Anna og Eric er pinagtig at overvære og udstiller dem begge som værende uinteressante, ucharmerende og uintelligente stereotyper – der kan ikke sidde mange fra den generation, som kan identificere sig med deres situation.

Usammenhængende og irriterende

Efter kun et halvt år beslutter Anna og Eric at gifte sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at stedsøstrene Harper og Lily har sluttet fred. De hader stadig hinanden indædt, hvilket gør det lidt svært som seer at forstå, hvorfor de to voksne har valgt at gifte sig –især fordi de gennem hele filmen taler om, hvor vigtig familien er for dem begge.

Det hele udvikler sig til mere ufrivilligt sjovt drama mellem de to forældre, deres børn... og Tess, der vist bare er med for at bruge Jamie Lee Curtis som trækplaster. I hvert fald virker det underligt, at når vi endelig kommer frem til det ventede mix-up, er det uden Eric, der trods alt er far til den ene af pigerne.

Lily bliver til Tes, mens Anna og Harper byttes rundt, og der er nu dobbelt-op på forvekslinger. Men i modsætning til forgængeren er dialogen usammenhængende og karaktererne direkte irriterende.

For i stedet for at forsøge at skabe relaterbare karakterer, forfalder man blandt andet til at lade Jamie Lee Curtis stå og gemme sig bag et pladecover og diktere, hvad Lohan skal sige til sin gamle flamme – der tilsyneladende er for dum til at opdage, hvad der foregår, selvom det sker lige ved siden af ham.

Og så er det utrolig plat at se de to “unge” forsøge at køre på el-løbehjul og tro, de er uovervindelige i deres nye kroppe. Det understreger desværre, at filmen ikke er meget andet end en karikatur af sin forgænger.

Stereotype skildringer

‘Freakier Friday’ er en rodet omgang. Og det ødelægger desværre filmen, der ellers har mange gode elementer, som ganske vist minder om noget, vi har set før. Men der er sket så meget på 20 år, at en efterfølger sagtens kan forsvares, når det kommer til både seksualitet, generationskløft og meget andet. Men det hele gøres til stereotyper.

At der er gået 20 år, og man ikke har formået at komme med en bedre og mere original idé end det her, er ubegribeligt. Potentialet til en værdig efterfølger er til stede, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det eneste, man har gjort, er at gentage sig selv og så ellers bare skrue lidt op for vanviddet.

Det gør desværre, at selv hen imod filmens nogenlunde vellykkede slutning, er det umuligt at blive oprigtigt rørt over den udvikling, karaktererne har været igennem.