
Instruktøren bag ny krimiserie med Trine Dyrholm: "Hun er jo essensen af den danske superkvinde"

Foto: ©SlotMachine
Vi er mange, der glæder os utroligt meget til den kommende krimiserie med Trine Dyrholm, 'The Danish Woman'.
I podcasten 'Nordic Film Talks' har instruktøren af serien, Benedikt Erlingsson, netop gjort ventetiden lidt sværere at udholde. Her fortæller han nemlig om Trine Dyrholms karakter, der bedst kan beskrives som en moralsk, professionel, toptrænet morder på slap line.
Og overraskende nok lader den intense thriller også til at trække tråde til det, den danske skuespiller i sin tid blev kendt for – nemlig hendes evner inden for sang, som hun brød igennem med ved Melodi Grand Prix i 1987.
Serien 'The Danish Woman' er indspillet – og foregår – i udkanten af Reykjavik. Her har den mystiske danske kvinde, Ditte Jensen, med en mørk fortid, slået sig ned. Egentlig var hendes nye islandske tilværelse et forsøg på at starte på en frisk og lægge fortiden bag sig.
Men med en baggrund som supersoldat er det ikke helt nemt for Ditte at dedikere sig til et roligt liv, hvor det meste af tiden går med at passe have.
Så da folk i hendes nabolag kommer i problemer, tager hun det på sig at løse deres små hverdagsudfordringer på den måde, hun bedst kan: nemlig med trusler, vold ude af proportioner – og drab.
- Dittes intentioner er egentlig gode nok, fortæller Benedikt Erlingsson i podcasten 'Nordic Film Talks'.
- Hun er et dårligt menneske, der prøver at gøre gode ting. Hun er en dæmon, som vil være en engel.

Foto: ©SlotMachine
- For mig er karakteren en blanding af Pippi Langstrømpe, Putin og Rambo. Hun er en soldat, der vender hjem fra krig – lidt ligesom Odysseus – og skaber en masse katastrofer, forklarer serieskaberen.
Thrillerseriens første to afsnit har allerede haft premiere på tv-festivalen Series Mania, hvor 'The Danish Woman' blev mødt med stor begejstring. Her fremhævede kritikere, at Trine Dyrholms præstation som morderen Ditte blev ved med at overraske.
- Hun (Trine Dyrholm, red.) var altid mit førstevalg til rollen, fortæller Benedikt Erlingsson.
- Hun er jo essensen af den danske superkvinde! siger han og griner.
- Trine er et fænomen for mig. (…) Hun har vist os så mange forskellige ansigter gennem sin karriere – hun er en kamæleon. Og karakteren Ditte Jensen er også selv en god skuespiller. Hun har altid masker på, forklarer instruktøren.
- Trine formår at gøre hende (Ditte, red.) sympatisk hele vejen igennem – og det er på en måde også lidt farligt.
I podcasten beskriver Benedikt Erlingsson, at det var en fornøjelse at arbejde med Dyrholm, der tydeligvis også havde det sjovt med rollen og kunne være utålmodig for at komme i gang med optagelserne.
- ”Lad os nu optage!" genkalder Benedikt Erlingsson sig.
- Det lød nærmest som et krigsråb fra hende nogle gange, fortæller han og griner af Dyrholms entusiasme.

Foto: ©SlotMachine
Den islandske serieskaber forklarer, at han, efter sin film 'Woman at War' fra 2018, der handler om, hvorvidt målet helliger midlet, fandt på Dyrholms morderiske karakter.
- Efter 'Woman at War' pressede den her danske karakter, Ditte Jensen, sig bare på. Vi vil jo alle sammen gerne redde verden, og nogle gange får man nogle impulser, som kan være brutale og onde. Det kender jeg selv, og jeg må indrømme, at jeg har meget af den her danske kvinde inde i mig, fortæller Erlingsson.
- Alle har jo en reptilhjerne, og nogle gange får man bare lyst til at angribe et problem voldsomt, sabotere andre, lave en toldkrig – eller springe noget i luften! siger han med slet skjult reference til en vis amerikansk præsident.
Det, serien 'The Danish Woman' gør, er at udforske, hvad der sker, hvis helt almindelige mennesker – din nabo for eksempel – begynder at opføre sig, som statsledere gør.
Som serien forløber, begynder Ditte at falde mere og mere til i rollen som selvudnævnt pedel for nabolaget.
Hun slår ihjel, hvis nogen skaber problemer, laver aggressiv skadedyrsbekæmpelse mod de lokale katte, hvis de ødelægger pæne haver, og rådgiver unge kvinder i, hvordan de skal passe på sig selv, når det kommer til deres seksuelle debut.
'The Danish Woman' kaster kort sagt Trine Dyrholm ud i actionsekvenser, absurd komedie, vilde monologer, køligt drama – og musicalsekvenser.
Udover voldelige sammenstød, mysterier, cliffhangere og drab river 'The Danish Woman' nemlig tæppet væk under publikum – på vidunderlig, kalkuleret vis.

Foto: ©SlotMachine
- Introsekvenserne er i sig selv en lille provokation og et forsøg på at overraske, forklarer instruktøren. Uden at afsløre for meget fortæller han, at hvert afsnit begynder med en unik introsekvens, hvor Dyrholm danser rundt.
- Det er en måde at se ind i hendes (Ditte Jensens, red.) underbevidsthed på, forklarer han.
I en anden episode af 'Nordic Film Talks' har Trine Dyrholm tidligere teaset for, at hun snart medvirker i et projekt, hvor hun får sunget en del.
- Jeg elsker at synge, og jeg elsker musik. Jeg gør det ikke særlig ofte, men jeg savner det nogle gange, fortæller skuespilleren i podcasten og tilføjer, at hun gerne vil ”kombinere musik og film mere” i sit arbejde.
'The Danish Woman' fik verdenspremiere på Series Mania 23. marts 2025. Hvornår serien får dansk premiere - og på hvilken streamingtjeneste - ved vi endnu ikke.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Efter mange år som sygeplejerske lavede Anne et sceneskift: Nu følger 8000 med i hendes liv

Mor til tre: Jeg er stresset hele tiden og ved ikke, hvor meget mere jeg har at give
