Hvad har porno og feminisme tilfælles? Ny tv-serie giver dig svaret på netop det
Foto: Katrina Marcinowski/HBO
"Du bliver nødt til at skjule medicinen. Ligesom når du giver en pille til en hund, og dypper den i peanutbutter først."
Sådan præsenterer den opportunistiske porno-forlægger Doug Renetti (Jake Johnson) sin markedsføringsstrategi i første afsnit af HBO Max-serien "Minx".
Strategien fungerer samtidig også som hans argument for at putte nøgne, mandlige kønsdele ind i Joyces (Ophelia Lovibond) feministiske magasin.
Hvis hun vil sælge seriøse, feministiske artikler og essays om den kønsbaserede økonomiske kløft og abortrettigheder, bliver hun nødt til at pakke sine budskaber ind i noget letfordøjeligt – som penisser.
Jake Johnson, der nok særligt er kendt for rollen som Nick Miller i tv-serien "New Girl", og Ophelia Lovibond, der blandt andet er kendt for rollen som Carina i "Guardians of the Galaxy" og Erica i tv-serien "Trying", udgør de redaktionelle roller i det umage team, som lancerer det første amerikanske, erotiske magasin til kvinder.
Men hvad tænker de to skuespillere selv om sammenhængen mellem seksuel frigørelse og ligestilling?
Gør serien ikke det samme, som Joyce stejler over i starten af serien – pakker ligestillingsproblemer ind i peanutbutter?
Spørgsmålene hober sig op, og vi har rettet dem alle sammen mod de to hovedroller på en Zoom-forbindelse fra LA.
Serien er sat i et 70’ernes Los Angeles, hvor der er en del tabu omkring kvindelig seksuel nydelse. Har det tabu ændret sig?
Ophelia: Jeg tror helt sikkert, det har ændret sig. Tanken om, at manden er den seksuelt aktive og kvinden er seksuelt passiv, er selvfølgelig en illusion, og jeg tror, der er en voksende bevidsthed om, at det ikke er skamfuldt, at kvinder også er seksuelle mennesker.
Hvordan var jeres oplevelse af at søge viden og tale om kvinders nydelse, da I var yngre?
Ophelia: Jeg gik på en katolsk pigeskole, og så vidt jeg vidste, eksisterede kvinders nydelse ikke, haha. Det var i hvert fald ikke særlig frisindet.
Der blev ikke talt åbent om kvinders seksualitet OVERHOVEDET, hvilket jeg synes var frustrerende.
Jake: Min oplevelse var præget af en masse forsøg og fejl. Min vej til at lære om kvinders nydelse gik gennem partnere, der fortalte mig, at det, jeg gjorde, ikke var det rigtige. Så forsøger man nogle andre manøvrer.
Hvad er sammenhængen mellem seksuel frigørelse og ligestilling?
Ophelia: Jeg synes, de to ting er tæt forbundne. Også når det kommer til seksuel frigørelse burde begge køn have lov til at optage lige meget plads og have samme ret til sikkerhed.
At være frigjort handler også om retten til at identificere sig som et seksuelt væsen.
Hvad tænkte du, da du læste Joyces karakter?
Ophelia: Jeg elskede hende og følte en samhørighed med det samme. Jeg holder meget af, at hun har ridser, laver fejl og aldrig er et færdigt produkt.
Hun lærer hele tiden at blive en bedre feminist. Jeg forstod øjeblikkeligt hendes modsætninger, og jeg følte, at jeg vidste, hvordan jeg skulle fortælle hendes historie.
Er I selv feminister?
Ophelia: Ja! Jeg forstår ikke rigtig, hvordan man ikke kan være feminist.
Jake: Ja. Jeg tror ofte, folk har den forkerte definition af, hvad feminisme er. Feminisme handler ikke om at tage noget væk fra mænd.
Når folk indser, at det handler om ligestilling, så tror jeg kun, der er et fåtal af ægte galninge, der ikke ønsker ligestilling.
Bladets første pornomodel (Taylor Zakhar Perez) bliver undervejs klogere på feminisme og indser, at mænd også lider under patriarkatet. Har du nogensinde følt dig som et offer under patriarkatet?
Jake: Nej, ikke rigtig. Jeg tror, jeg i højere grad har nydt godt af patriarkatet, frem for at være et offer for det.
Jeg har heller ikke følt mig låst i en stereotyp manderolle, for jeg er opvokset med en enlig mor, der lærte mig at tale om mine følelser.
I serien siger Doug, at Joyce ikke kan sælge sit feministiske magasin uden at smøre det ind i peanutbutter (nøgne mænd, red.) – gør serien ikke det samme?
Jake: Først og fremmest handler serien om underholdning. For mig er feminisme en del af det, men Doug er en kapitalist, og de laver et magasin, som han skal sælge.
Jeg mener ikke, at serien skal undervise eller prædike om feminisme. Der bliver måske smurt peanutbutter på budskabet, men jeg håber, at folk kan relatere til karaktererne, og serien får dem til at føle noget.
Ophelia: Det er en komedie, og det er meningen, at den skal underholde, men jeg håber også, at folk kan se, at mange af de udfordringer, de taler om i serien, ikke hører fortiden til, selvom den udspiller sig i 70’erne.
Mange af de uligheder, der præsenteres i serien, dealer vi stadig med her 50 år senere.
”Minx” har premiere på HBO Max den 17. marts.