Der er jule-te i koppen, æbleskiver og pebernødder i voldsomme mængder, og december-stemningen er i det hele taget svulstig i dagens episode af EJ EJ EJ!, hvor dine to yndlingsværter har placeret sig dybt i en orange sofa for at genbesøge en af årets største fornøjelser, ’Gift ved første blik’.
For hvordan gik det egentlig med de jyske typer Sonny og Laura?
- Katastrofalt! lyder dommen fra Thomas Balslev, der kalder dem årets værste match.
Signe Larsen har en teori om, at aldersforskellen mellem dem måske bare var for stor, og det var derfor, at de måtte kaste håndklædet i ringen. Eller måske var det Reykjaviks skyld?
Værterne diskuterer alt og genser de afgørende øjeblikke, hvor tingene begyndte at ramle for de enkelte par i denne sæson.
De ser tilbage på hundelorte, mandebabyer, aflåste døre og vaskeægte magi!
Og så ser de faktisk et mønster. Nemlig at tingene går galt, så snart kvinder besøger mænd.
- Det tror jeg er et mønster, der også udspiller sig i den virkelig verden. Jeg tror, der er mange kvinder, der kommer hjem til mange mænd og tænker, ’hvad fanden foregår der her?’, siger Signe Larsen.
Også i denne uge har EJ EJ EJ! den store fornøjelse at uddele en vaskeægte fidusbamse (tak til sponsoren Andel Energi) til den deltager, der har haft den bedste energi.
Lyt med for at finde ud af, hvem der løber med prisen – og selvfølgelig hvordan den endegyldige top 3 over de værste svinestreger fordeler sig.
Lyt til EJ EJ EJ!s adventskalender nu og hver søndag. Du finder podcasten herunder eller der, hvor du lytter til dine podcasts.