Se, lyt & oplev
16. december 2011

The Girl With The Dragon Tattoo

David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo minder så meget om Niels Arden Oplevs Mænd der hader kvinder, at jeg ikke kan lade være med at tænke: Hvorfor dog lave den igen? Læs anmeldelsen her
Af: Mette Rou Lund
https://imgix.femina.dk/media/aaf59898a7cb4247b49e3ca810d565e8.jpg

Tandløs drage
Det er svært at anmelde denne her film. For den er jo god. Fyldt med dygtige skuespillere, underholdende og spændende, overbevisende rammer og alt det der. Men, men, men - vi har jo set det hele før! Jeg synes i hvert fald, at David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo minder så meget om Niels Arden Oplevs Mænd der hader kvinder, at jeg ikke kan lade være med at tænke: Hvorfor dog lave den igen, nu med skuespillere der taler engelsk, selvom de stadig skal forestille at bo i Sverige, stadig har svenske navne og nogle af dem også taler med noget, der lyder som skandinavisk accent. Spøjst.

Personligt er jeg meget mere til den svenske version og ikke mindst Noomi Rapaces udgave af Lisbeth Salander. Rooney Mara, der ikke er kendt for så meget andet end rollen som Mark Zuckerbergs kæreste i Finchers The Social Network, er god til at ligne et offer, og selvom Lisbeth også er et offer, så er hun SÅ meget mere end det. Jeg synes ikke, Mara får den seje side frem - uanset hvor meget sort øjensværte og hvor mange (efter sigende rigtige) piercinger, hun har. Det bliver ikke lettere af, at hun skal forestille at være sejere end Daniel Craig, selveste Mr. James Bond, som næsten er for cool og lækker i rollen som journalisten Mikael Blomkvist. Han oser så meget af mand, at man ikke helt tror på, at det er hende, der tager ham i sengen… Synes ellers netop at det bedste og mest nyskabende ved både Stieg Larssons krimitrilogi og filmatiseringerne er Lisbeth Salanders meget handlekraftige og dragende karakter, og den er noget mere tandløs i Finchers version, så det bliver filmen også.
Premiere 21. december

3 F'er eller måske 4 små

Læs også