"Gift ved første blik"-par er blevet forældre
Foto: Lars Horn
Artiklen blev bragt første gang hos Se og Hør.
Det var tilbage i august måned, at Kathrine og Michael, der blev "Gift ved første blik" kunne fortælle, at de var i ganske lykkelige omstændigheder.
Siden har Kathrine ad flere omgange kunne fortælle alle sine nysgerrige følgere om graviditeten, der blandt andet har budt på en sygemelding allerede fra 2. trimester, da DR-stjernen var hårdt ramt af opkast og en enorm træthed.
Glæden ved tanken om den kommende lille ny har dog hele tiden været der. Og i weekenden kunne parret endelig dele, at deres lille datter kom til verden fredag den 11. februar.
– 11/02/2022 kom lille Leonora til verden ved en drømmefødsel. Hun blev født 13 dage før termin med en kampvægt på 3.128g og en længde på 52 centimeter, starter Kathrine teksten til billederne, hvor hun viser den lille pige frem til verden.
– Hun er helt perfekt og det smukkeste, vi nogensinde har set, og vi er smaskforelskede i vores lille pige, lyder det videre.
Kathrine og Michael fandt kærligheden til hinanden, efter de i 2018 begge tog udfordringen op om at finde lykken på anderledes vis.
De blev sat op med hinanden af eksperterne i "Gift ved første blik", og siden er romancen mellem dem kun blevet større, og der er nu både kommet hus og baby til.