Fuld plade: "En af årets bedste serier" er landet

Selvom filmene og den nye serie bærer ’Alien’-navnet, er det ikke rummonstrene (xenomorpher), der er hovedpersonerne i værkerne. Det handler altid om mennesker, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi reagerer, når vi bliver smidt ud i ekstreme situationer.

Og ja, så er der selvfølgelig også masser af xenomorph-action, hvor de slagter det ene mennesker efter det andet eller bruger det som rugekasse for nye monstre.

Når foreningen mellem monstergys og humanistisk undersøgelse er bedst, får vi mesterværker som Ridley Scotts originale ’Alien’-film fra 1979 – og nu i serieformat med ’Alien: Earth’.

Det er ’Legion’ og ’Fargo’-serieskaberen, Noah Hawley, som står bag det nyeste kapitel i den årtier lange franchise, og den tager os helt tilbage til start. Endda lidt før.

Begivenhederne er hensat til 2120, to år før begivenhederne i ’Alien’.

Et forskningsrumskib, Maginot, er på vej tilbage mod Jorden efter en +50 år lang mission. Ombord har de en masse forskellige rumvæsner, der er blevet indsamlet med henblik på at studere og udnytte deres egenskaber for profit.

Kloden er ikke længere styret af lande, som vi kender det, men opdelt i territorier, der styres af selskaber. Noget går galt ombord, og rumskibet styrter ned på Jorden i et område kontrolleret af tech-virksomheden ’Prodigy'.

En indsatsstyrke bliver sendt ind samt en gruppe hybrider – en form for android, hvor et menneskes bevidsthed er blevet overført til. Det bliver starten på et mesterligt eksistentielt mareridt, og spørgsmålet er, hvem der er de virkelige monstre, og hvem der bare forsøger at leve deres liv.

Fascinerende horror-science fiction

Vi følger en stor håndfuld forskellige eksistenser i ’Alien: Earth’.

Hovedperson er hybriden Wendy (Sydney Chandler). Hun var en 12-årig syg pige, inden hendes bevidsthed blev overført af det usympatiske og hensynsløse techgeni og grundlægger af ’Prodigy’, Boy Kavalier (Samuel Blenkin).

Nu er hun den første af sin slags og den officielle leder af de andre hybrider, der alle er opkaldt efter karakterer fra ’Peter Pan’. En bog, Kavalier læser højt hver aften for dem over et højtaleranlæg.

Men er det smart at overføre børns bevidstheder til voksne kroppe, der i øvrigt er stærkere og hurtigere end de menneskelige pendanter? Endnu et spørgsmål, som Noah Hawley, der selv har instrueret flere afsnit og leveret manuskript, giver sig i kast med.

Serieskaberen giver tid til, at figurerne kan udvikle sig, og tempoet er heller ikke vanvittigt højt i de første seks afsnit, som anmelderne har fået stillet til rådighed. Der er knald på til tider, men der dvæles også flot ved de stunder, hvor karaktererne bearbejder dilemmaer eller følelser i deres indre.

Det er fascinerende at se, hvordan Wendy adskiller sig fra en rigtig synth (betegnelsen for androider i universet) som Kirsh (Timothy Olyphant), der har en kølig og beregnende tilgang til alt. Lidt af a la sikkerhedsofficeren fra Maginot, Morrow (Babou Ceesay), der er en cyborg.

Det vil sige, at han er et menneske med robotdele. En knækket eksistens, der ikke har noget at leve for, udover at fuldføre missionen om at levere rumvæsnerne til sin arbejdsgiver, firmaet Weyland-Yutani.

Virkelig veludført

En af cheferne for det i ’Alien’ velkendte firma spilles med kynisk perfekthed af danske Sandra Yi Sencindiver. Danskerfesten i ’Alien: Earth’ fortsætter med ’Bad Bitch’-skaberen Diêm Camille, der spiller en af indsatssoldaterne ved navn Siberian. En præstation, der nok engang på bedste vis fremviser skuespillerens smittende scenetilstedeværelse.

I det hele taget, er det en yderst velspillet serie.

Sydney Chandler rammer en perfekt kombination af barnlig naivitet og sans for retfærdighed, Samuel Blenkin er en perfekt Elon Musk-agtig selvfed skurk, og Babou Ceesay er rystende god som splintret menneske.

Det er ikke en rigtig 'Alien’-titel, uden at der er nogle drabelige monstre, og det har ’Earth’. Der er den velkendte xenomorph, der lurer i skyggerne, og så er der de nye monstre. Fire styks, og selv de mest tilforladelige af udseende er dødsensfarlige. Det er nogle syrede påfund, som leder tankerne tilbage til Noah Hawleys superhelteserie ’Legion’, hvor det komiske blev blandet i smuk forening med gruopvækkende gys.

Starten på hvert afsnit, hvor vi får små glimt af, hvad der er sket i det foregående, mens titlen langsomt dukker frem på skærmen, er en perfekt appetitvækker til den følelsesmæssige rutsjbanetur, vi bliver udsat for i den efterfølgende lille times tid. Det er snigende uhygge, knusende og hjerteskærende dødsfald pakket ind i rå og overraskende eksplicit, blodig splat.

’Alien: Earth’ er ikke bare en superb horrorserie, det er en vanvittig god og virkelig veludført dramaserie, der hypnotiserer sin seer til at overveje, hvad det vil sige at være menneske. Det er storslået seriekunst fra en af serielands dygtigste fortællere.