Frederik Cilius og Rasmus Bruun vender tilbage med ny komedieserie

Oprustning. Hvis det ikke bliver årets ord i 2025, er det ikke til at gætte, hvad så bliver.

Mens Europa i disse dage er ved at væbne sig militært, og danskerne prepper som aldrig før, har statsminister Mette Frederiksen opfordret befolkningen til ”åndelig oprustning”.

Hvad end dét så betyder, kommer duoen Frederik Cilius og Rasmus Bruun (’Operarejsen’ og ’Orkestret’) det mærkværdigt nok nærmere ved at grave en lille andedam i Nordsjælland nær Esrum Sø.

Filosofi i parcelhushøjde

Helt konkret udspiller projektet sig i Fredensborg, i Bodils baghave. Hun er gift med Rasmus Bruun, der er seriens titulære ’Manden i hullet’ – også kendt som herren af hamsterhjulet og parcelhuskvarteret.

Hans trofaste, men bedrevidende følgesvend, Frederik Cilius, der er selvudnævnt konge af Vestegnen, vil gerne fylde alt med mening. Også Bruuns ret ligegyldige graveri i baghaven.

Derfor har makkerparret nu lavet et overtænkt, men enormt hjertevarmt og underfundigt DR-program, der tillægger Bruuns overfladiske spadestik dyb, oldgræsk betydning.

Når et hul bliver eksistentielt

Det helt store spørgsmål kaster Frederik Cilius os ud i med det samme. For hvad er meningen med hullet egentlig?

Da Rasmus Bruun nølende mumler noget om, at nogle gange er et hul jo bare et hul, erklærer Cilius sin ven for en ”medie-frikadelle”, der underbevidst prøver at finde mening med et hul og en spade. Derudover erklærer han, at ”hvis du ikke ved, hvad du laver, så kender du ikke dig selv.”

”Ej okay, men hvem kender også sig selv?” skydes der småfrustreret tilbage fra bunden af det godt 20 cm dybe krater, Bruun har hakket frem.

”Sokrates,” lyder det tørt fra havestolen, hvor Cilius mageligt har placeret sig på sikker afstand af sin vens eksistentielle sved.

Myter, meningsløshed og Bauhaus

Hvis man vil, kan man jo tolke på alt. Så da skovlen knækker, og hjulet på trillebøren alligevel er punkteret, kan man jo anskue krisen som en katalysator for at tage på færd ud i verden. Det vil sige: til den nærmeste Bauhaus.

Derefter kører de to ud ad en tangent, og før de – eller seeren – får set sig om, har man set det ene program efter det andet, der bruger græske myter som symbol på Bruuns heltefærd.

Hvert afsnit er centreret om en konkret og lærerig moralsk historie, som Theseus, der skal finde vej gennem en labyrint og bekæmpe den grusomme Minotauros, eller myten om Sisyfos, der til evig tid er dømt til at bakse med en rullesten.

Det er naturligt, henkastet og uhyre flot udført. For som med alt, Cilius og Bruun skaber – om det så er ’Den Korte Radioavis’, ’Orkestret’ eller ’Operarejsen’ – er alting nøje planlagt.

Men makkerparrets hektiske pingpong og højrøvede, overfortolkende måde at stylte selv de mindste hverdagsproblemer op på en piedestal gør det ganske naturligt, at hullet i baghaven selvfølgelig bliver et moderne symbol på heltemod à la dét, Odysseus udviste.

Små streger, store referencer

Små, dårligt tegnede sketches illustrerer de gamle græske myter, der eksempelvis understreger, hvordan Cilius dagligt må trækkes med en Sisyfos-handling, da han tvinges til at gå i dagligvarebutikker for at ernære sig.

Bruun er samtidig en form for moderne Theseus, når han farer vild i den moderne helvedeslabyrint, også kendt som Bauhaus.

Har man ørerne med sig, vil filmnørder studse over et hav af små referencer, der forudsiger eller underbygger det, de to gøglere foretager sig.

Blandt byggemarkedets evindelige korridorer af havemaskiner, solcellelamper og forlængerledninger danser temaet fra Guillermo del Toros ’Pans labyrint’ rundt blandt tårnene af paller. Og når vores to helte heldigvis finder helskindet tilbage til Frederiksværk igen, mødes de ved ankomsten til Bruuns idylliske og sikre have af Howard Shores ikoniske Herredet-motiv fra ’Ringenes Herre’.

Temaet gentages gennem serien, hver gang de to ”vender hjem”, og hvad brugen af den slags musikalske gentagelser betyder, har duoen og komponisten Allan Gravgaard Madsen allerede beskæftiget sig med i ’Operarejsen: Et upassende ’heil’-afsnit om Wagner.

Det er blot en af de mange måder, ’Manden i hullet’ eksemplificerer, refererer og binder nørdet sløjfe på nogle af de fortællinger, Cilius og Bruun allerede har søsat på DR.

Et broderskab af gæster

Rasmus Bruun og hans hul er Frodo og ringen, mens Frederik Cilius er den opmuntrende ven, Samwise. Dog er ingen færd fuldendt uden et større broderskab, der sammen kan føre vores helte i den rigtige retning.

’Manden i hullet’ er derfor krydret med gæster, der undervejs på underholdende vis ”tilfældigvis” krydser makkerparrets vej, når de allermest har brug for, at nogen kommer dem til undsætning.

I Brugsen møder de Svend Brinkmann, der sidder i kassen, mens et forkert venstresving nær Valby Langgade pludselig konfronterer hovedpersonerne med præsten Sørine Gotfredsen.

For Bruun er hun en kærkommen distraktion, mens hun for Cilius nærmere viser sig som en form for manifestation af ondskaben selv.

Dårligt nok har den snobbede feinschmecker set sig om, inden Gotfredsen har lokket dem med ind på Brøndby Station, der huser Cilius’ største frygt: store, intense, maskuline fællesskaber og flokmentalitet. Alt imens mister Bruun så småt besindelsen og er snart iklædt en gul-blå trøje, mens han hungrer efter Steff’s hotdogs, nachos og fadbamser.

Oven over de forskellige scenarier svæver Ghita Nørby som en alvidende fortæller, der iscenesætter handlingen om gravearbejdet i baghaven til en sand heltefærd.

Søg din eksistensberettigelse

Provokeres man af overfortolkninger, endeløs lommefilosofi og unødig konfliktoptrapning, skal man holde sig fra ’Manden i hullet’ – og Frederik Cilius generelt, for den sags skyld.

Er man derimod en håbløs romantiker, der ikke har noget imod at besjæle naturen og tillægge en midaldrende mands skrumpende selvværd (aka bedårende midtvejskrise) sit fulde, seriøse fokus, er DR-programmet en vidunderlig skat, der langsomt dukker frem af den nordsjællandske muld.

Det spøjse metaprogram, der undervejs søger efter sin egen mening og eksistensberettigelse, er muligvis det nærmeste og mest konkrete eksempel på den åndelige oprustning, der netop nu fremhæves som af højeste vigtighed.

For hvis vi bliver ved med at søge efter, hvem vi er, og hvorfor vi gør, som vi gør, hvordan holder vi så fast i vores moral og solide danske fodfæste i en verden, der virker mere dunkel og foranderlig end nogensinde?