Før hun blev verdensberømt, skrev Lucinda Riley Den sidste kærlighedssang. Nu udkommer den for første gang på dansk

Romanen blev oprindeligt skrevet i 1990’erne under forfatterens pigenavn, Lucinda Edmonds, længe før hun blev et verdensnavn med De syv søstre-serien. Den har aldrig tidligere været udgivet i Danmark, og i årtier har den været ude af print i Storbritannien. Nu genudgives den i en revideret udgave, redigeret af Lucindas søn Harry Whittaker, som også stod bag færdiggørelsen af Atlas – Historien om Pa Salt.

I sit forord beskriver Harry, hvordan arbejdet med bogen blev en særlig oplevelse. Han voksede selv op i Irland, hvor Lucinda Riley fandt meget af sin inspiration, og han fortæller, hvordan West Cork med sine klipper, pubber og sagnomspundne strande var hans mors åndelige hjem. Det var her, hun fandt historierne, og det var her, musikken og myterne flettede sig sammen til de fortællinger, som siden skulle blive hendes varemærke.

Den sidste kærlighedssang begynder i 1964, på den irske vestkyst, hvor den unge sangerinde Sorcha O’Donovan drømmer om noget større end det stille liv i den lille kystby. Da hun møder den karismatiske musiker Con Daly, bliver hendes verden vendt på hovedet. Sammen rejser de til London: rockens, ungdommens og frihedens nye centrum, hvor Con hurtigt slår igennem som forsanger i bandet The Fishermen. Fremtiden ser lys ud, men berømmelsen har en bagside. Mørke hemmeligheder fra fortiden truer med at ødelægge alt, og da Con en dag forsvinder sporløst, er intet længere som før.

Tyve år senere samles The Fishermen igen til en stor velgørenhedskoncert på Wembley Stadium. Hele verden venter, men ét spørgsmål hænger i luften: Hvor er Con Daly? Og hvad skete der dengang, i de år, hvor kærligheden og drømmene blev til aske?

Som i mange af Lucinda Rileys romaner flettes fortid og nutid sammen i en fortælling, der både er dramatisk, rørende og dybt menneskelig. Men her mærker man samtidig en særlig energi. Den rå nerve fra hendes tidlige forfatterskab, hvor hun stadig søgte efter sin egen litterære stemme. De temaer, som senere blev hendes kendetegn, er allerede til stede: længslen, de forbudte følelser, arven, man ikke kan løbe fra, og den slags kærlighed, der bliver i hjertet, selv når alt andet forsvinder.

At bogen først udkommer nu, har en særlig forklaring. I forordet fortæller Harry Whittaker, hvordan hans mor i 1990’erne udgav otte romaner under navnet Lucinda Edmonds. Flere af dem blev senere skrevet om og genudgivet, men Den sidste kærlighedssang forblev i glemslen. Da Harry genlæste den efter sin mors død, opdagede han, hvor stærk og fuldt udfoldet hendes fortællestemme allerede var. Han besluttede derfor at bearbejde teksten nænsomt og udgive den som en del af hendes officielle forfatterskab.

Lucinda Riley (1965–2021) voksede op i Irland og skrev sin første roman som 24-årig. I 2010 fik hun sit internationale gennembrud med Orkideens hemmelighed, og siden er hendes romaner solgt i flere end 50 millioner eksemplarer og er oversat til over 40 sprog. Hun var en mester i at forene det storslåede og det intime, de store følelser og de små, alle de menneskelige øjeblikke, hvor livets kompleksitet afslører sig.

Den sidste kærlighedssang føjer sig smukt ind i det univers. Den er på én gang en dramatisk kærlighedsfortælling og et portræt af en tid, hvor alt syntes muligt. Den bevæger sig mellem Irlands vindblæste landskaber og Londons pulserende musikscene og minder os om, at fortiden aldrig helt slipper taget i os, og at nogle sange bliver ved med at spille, længe efter at musikken er stoppet.