Et smugkig bag Marilyn-facaden
OBS! Ved en fejl er F'erne i anmeldelsen i FEMINA forsvundet - du kan derfor se dem her.
My Week with Marilyn foregår under optagelserne til "Prinsen og korpigen" i 1956, hvor to af verdens største skuespillere mødes. Verdens mest ikoniske skuespillerinde Marilyn Monroe ankommer med sin nye mand, Arthur Miller, til London for at arbejde sammen med verdens største teaterskuespiller, Laurence Olivier, i den lette komedie.
Trods deres stjernestatus inden for samme fag, er de verdener fra hinanden i stil, tilgang til arbejdet, ageren og sikkerhed, og det skaber konflikter. Det, titlen peger på, er den uge, der mangler i optagelserne. Ugen, hvor Monroe trækker sig ind i sig selv, og hvor den unge assistent Colin Clarke er den eneste, hun er tryg ved. Siden skrev han om den uge, og det er den bog, der nu er fremragende filmatiseret. Fantastisk skuespil af en Michelle Williams, der ikke bare ligner Marilyn Monroe, men netop også har sårbarheden og følelserne siddende helt uden på de stramme kjoler, og af en Kenneth Branagh, der altid har været vor tids Laurence Olivier med sine Shakespearefilm og flirt med amerikansk film også.
FFFFF
Premiere 26. januar / anmeldt af Rikke
Bonusinfo:
Da Michelle Williams skulle transformeres til kurvede Marilyn Monroe, krævede det fedtdepoter, som den slanke skuespiller ikke havde skyggen af. Derfor blev hun sat på fedekur. Desværre satte kiloene sig på kinderne, og hofterne udeblev, og de blev derfor nødt til at polstre kostumerne, så der kom timeglasfacon på Williams.