
Er du sunshine, hvor er det en overrumplende filmoplevelse

Osgood Perkins vender tilbage med ’Keeper’ – en intens horrorfilm om paranoia, parforhold og frygt i skovens mørke. Tatiana Maslany står stærkt i hovedrollen.
Foto: SF Studios
Keeper
Premieredato: 13. november 2025 i biograferne
Genre: Horror
Instruktør: Osgood Perkins
Manuskriptforfatter: Nick Lepard
Medvirkende: Tatiana Maslany, Rossif Sutherland, Birkett Turton, Tess Degenstein m.fl.
Land: Canada
Spilletid: 1 time og 39 minutter
Vurdering: 5 uf ad 6
“Jeg har det, som om jeg er på svampe,” siger hovedpersonen Liz (Tatiana Maslany) på et tidspunkt i Osgood ’Oz’ Perkins’ (’Longlegs’) nye horrorfilm.
Og det er den perfekte beskrivelse af ’Keeper’, der udspiller sig som et ondt trip, hvor man, ligesom Liz, bliver i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er mareridtsagtigt delirium.
Filmen handler om parret Liz og Malcolm (Rossif Sutherland), som, for at fejre deres årsdag, tager på weekend i hans hytte ude midt i skoven. Der er fuldstændig øde bortset fra hans fætter Darren (Birkett Turton), som har en hytte magen til lige ved siden af.

Tatiana Maslany og Rossif Sutherland i 'Keeper'
Foto: SF Studios
Forholdet mellem Liz og Malcolm har rundet det første år, og spørgsmålene om, hvor forholdet er på vej hen, rumsterer i hovedet hos hende.
Spekulationer, der får rigelig fodring i den negative retning fra veninden Maggie (Tess Degenstein), som ofte joker med, at han nok har en familie, og at Liz er ”den anden kvinde”.
Vel ankommet til den smukke, arkitekttegnede træhytte er der lagt op til romance. Selv Malcolms usete opsynskvinde, der passer huset, når han ikke er der, bidrager med en chokoladekage. Men Liz får næsten med det samme dårlige vibes.
Det er, som om der er noget i skyggerne, som iagttager hende. Er det hendes hjerne, der spiller hende et puds? Eller er hendes tiltagende frygt og paranoia fuldt ud berettiget? Oz Perkins overrasker og imponerer med svaret, der cementerer hans position som tidens mest interessante og alsidige horrorinstruktør.

Tatiana Maslany i 'Keeper'
Foto: SF Studios
En fed horrorrutsjebanetur
’Keeper’ har været omgærdet af usædvanligt meget hemmelighedskræmmeri.
Filmens trailere har efterladt én med flere spørgsmål end svar – en skøn afveksling fra spoilerfyldte trailers – og helt uhørt i biografpremieresammenhæng har anmeldere ikke haft mulighed for at se filmen før premieren.
Men jeg vil da håbe, at kollegaerne tager turen ind og ser ’Keeper’, for er du sunshine, hvor er det en overrumplende oplevelse. Det er en af den slags film, der fortjener, at alle taler om den, uden at sige noget om, hvad der sker i filmen.

Tatiana Maslany i 'Keeper'
Foto: SF Studios
Til trods for en beskeden spilletid på lidt over halvanden time kommer Perkins og manuskriptforfatter Nick Lepard godt ned i parforholdsmulmen. Der, hvor usikkerhed har gode vækstbetingelser – især hvis man ikke tør stille de svære spørgsmål, fordi man er bange for svaret.
Det er i høj grad en film, der opererer med det, vi ser på lærredet. Forstået på den måde, at de lange forklaringer om Liz og Malcolms baggrund, hvor de kommer fra, og hvorfor de er, som de er, ikke bliver unødvendigt udbasuneret.
Den eksposition, der er i ’Keeper’, er koncis og skåret helt ind til benet. Det gør også, at vi til tider er lige så rundforvirrede som Liz og prøver at hitte ud af, hvad der sker. Og det er så fed en horrorrutsjebanetur at være med på.
Mareridtet gemmer sig i mørket
Det skyldes ikke mindst den fremragende stemning, der bliver fremmanet i ’Keeper’.
Filmen var egentlig et sideprojekt for Perkins, da optagelserne til hans forrige film ’The Monkey’ blev afbrudt på grund af skuespiller- og manuskriptforfatterstrejken i Hollywood i 2023. Filmen blev derfor lavet med en canadisk besætning, og hvis det her er resultatet af, at tiden bare skulle slås ihjel, kan hans kommende ’The Young People’, med blandt andre Nicole Kidman, ikke komme hurtigt nok.
Hvis vi fortsætter med spotlightet på den nærværende film, er Tatiana Maslany uovertruffen. Hun er filmens bankende hjerte og lunger – noget, der næsten bliver bogstaveligt iscenesat takket være ferm klipning og et superbt lyddesign.

Tatiana Maslany i 'Keeper'
Foto: SF Studios
Rossif Sutherland gør en god figur som den mystiske og på samme tid finurligt varme Malcolm. Man aner faren Donald Sutherlands træk hist og her, og han var virkelig en skuespiller, der mestrede kunsten udi tvetydighed.
’Keeper’ vil være en udfordring for nogle at komme igennem. Især hvis man kun har set Oz Perkins’ to sidste film, seriemorderthrillergyseren ’Longlegs’ og splattergyset ’The Monkey’.
Med ’Keeper’ vender han tilbage til ukonventionelle former for horror som i starten af karrieren. Her gav debuten ’The Blackcoat’s Daughter’ og den efterfølgende ’I Am the Pretty Thing That Lives in the House’ løfter om en instruktør med et solidt greb om horrorgenren, og hvordan han kunne sætte sit personlige præg på de forskellige undergenrer.
Et løfte, som Oz Perkins bare bliver ved med at indfri igen og igen. Med ’Keeper’ springer han ud i en ny afkrog af gysets univers og frembringer et nyt mareridt, der giver associationer til David Lynch, Robert Eggers og såmænd også Lars von Trier. Det er en film, du har brug for at se minimum to gange. Første gang for den overrumplende oplevelse, og anden gang for at fange alle de detaljer, du ikke fik med ved første kig.
Og du vil ikke fortryde det, medmindre du får mareridt af ting, der gemmer sig i mørket.




