Elsker du intenst drama og stærkt dansk spil? Så er ny Netflix-serie et must

”Stol på mig.”

Sætningen går igen flere gange i løbet af den danske Netflix-serie ’Legenden’. Det betyder selvfølgelig, at ingen af personerne er til at stole på, for serien udspiller sig i den kriminelle underverden og hos de politifolk, som med alle midler prøver at stoppe dem.

Aspiranten Tea går på Politiskolen, men bliver hvervet til PET, som har brug for en ung kvinde, der kan gå undercover og blive venner med en narkogangsters kæreste. Det er en historie så klassisk som Bibelens skæbneberetninger, for hvordan afvejer man pligt og venskab, når man først er kommet tæt på sit mål?

Det centrale dilemma styrer med hård hånd slagets gang i den spændingsmættede serie, hvor alle hele tiden holder øje med og forsøger at styre hinanden. Den begsorte udgave af et moderne overvågningssamfund er knivskarpt eksekveret i sigende totalskud, hvor personer føler sig alene i billedskønne omgivelser.

’Legenden’ er voldsomt engagerende, og det skyldes ikke mindst hovedrolleindehaveren, der får noget af et gennembrud som en af Danmarks mest talentfulde skuespillere lige nu.

Konstant maskespil

Clara Dessau er det helt store scoop i rollen som Tea, der for at indynde sig indtager rollen som juveleren Sara. Der er noget meta-fantastisk i at se Dessau som Tea leve sig ind i rollen som Sara ved at læse bøger om guld og diamanter og øve sig i den rette holdning med det rigtige tøj – hun former sin legende, skaber sin figur.

Det bliver et slags medrivende kursus i en skuespillers arbejde, men samtidig bliver publikum også elegant klogere på, hvem Tea egentlig er. Hun kommer fra en barsk opvækst og har ikke meget til overs for sin mor, som hun dog hjælper af ren datterpligt – dog ikke mere, end at hun småligt hiver batterierne ud af morens fjernbetjening.

På den måde får Tea en masse personlighed, mens det lykkes at holde hende fascinerende mystisk. En voldelig ekskæreste fra fortiden spøger i form af et ar på kroppen, og til et kirkemøde for anonyme stofmisbrugere fortæller hun, at hun efter seks år som stoffri savner at feste, drikke og danse.

Alt det får hun mulighed for i mødet med Ashley (Maria Cordsen), der som gangsterbossen Mirans udkårne drukner eventuelle moralske kvababbelser i dyre smykker og fest på klubben.

De to kvinder kommer hurtigt tæt på hinanden, mens det konstante maskespil og Teas voksende sympati for Ashley og hendes datter Sofia truer med at vælte den egentlige mission, nemlig at afsløre Mirans narkoimperium.

Afshin Firouzi rammer en perfekt balance mellem iskold forbryder og kærlig familiefar i skildringen af Miran. Han er køligt beregnende, men også i sine følelsers vold og hele tiden i fare for at eksplodere i et brutalt raseriudbrud.

Og så er det kun endnu mere herligt at se Nicolas Bro som et dumt svin, når man ved, hvor bamse-elskelig skuespilleren i virkeligheden er. Han spiller Teas overordnede, der er præcis lige så kynisk som den bagmand, han prøver at fange. Det er en fortælling om mænd, der vil kontrollere de unge kvinder omkring sig, men møder modstand.

Blod på hænderne

Serien byder på samme internationale snit som Netflix-fællen ’Reservatet’, hvor klasse-Danmark kommer under kniven i en opklaring af et drab i den rigeste del af Nordsjælland.

I ’Legenden’ befinder vi os i et København, hvor pengene også udgør forskellen på, om man bor smukt og stilrent eller i en mere trøstesløs ghetto. Serien er produceret af folkene bag ’Underverden’, og det er samme inciterende billedsprog, der går igen.

Der er gjort en kæmpe indsats for at gøre dramaet visuelt betagende. Samtalerne foregår i levende miljøer på et travlt bagtæppe af alt fra lufthavnsarbejde over finere madlavning i restaurantkøkkener til en divisionskamp i fodbold.

Men det er mere end bare flotte billeder. De kløgtige kamerabevægelser og visuelle pletskud er med til at fortælle historien, som når kameraet snurrer rundt i hælene på Tea, der på natklubben er ved at miste sig selv. Eller når Miran og Ashley begge finder sig selv med blod på hænderne, den ene på grund af vold og den anden gennem passiv selvskade.

Adrenalinpumpende overraskelse

’Legenden’ er drabelig alvor og dybt seriøs, men heldigvis mærker man også en humørfyldt legesyghed i det store dobbeltspil. Hovedforfatterne Frederik Ringtved, Adam August og Samanou Acheche Sahlstrøm – sidstnævnte er også konceptuerende instruktør – har tydeligvis nydt at sammensætte historien og skabe en sydende stemning i de enkelte scener.

Samtalerne simrer som en lækker gryderet, og der opstår åndeløs spænding i noget så simpelt som at modtage en besked på en telefon. Naturligt nok spiller telefonen en ret central rolle i hele overvågningen, og på mange måder synes serien at mene, at telefonen bliver det moderne menneskes fald – ikke det mest urealistiske scenarie.

Hvor mange serier har det med at bygge op til en eksplosiv afslutning og dernæst lade det hele fuse lidt ud i ligegyldigt efterspil, går ’Legenden’ virkelig ud med et brag. Det er en adrenalinpumpende overraskelse, der mere end antyder en fortsættelse, som jeg i hvert fald vil tage imod med kyshånd.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.