Annonce
Se, lyt & oplev
9. januar 2026

DR og TV 2 byder på opsigtsvækkende eksperimenter næste uge

I den kommende uge vender et par af nyere tids serieperler tilbage med nye sæsoner, mens DR og TV 2 byder på opsigtsvækkende eksperimenter.
Nicki Bruun
ugens streamingguide, uge 3

I den kommende uge vender et par af nyere tids serieperler tilbage med nye sæsoner, mens DR og TV 2 byder på opsigtsvækkende eksperimenter.

Foto: Troels N'koya-Jensen / DR

Velkommen tilbage fra en forhåbentlig god jule- og nytårsferie, hvor der mellem fest og mad sandsynligvis også er blevet set en del film og serier.

De ugentlige streaminganbefalinger er nu også tilbage for fuld styrke, og vi lægger fra land i 2026 med et overdådigt tagselvbord af iøjnefaldende titler.

Her er både gensyn med nogle af tidens bedste serier og spændende nytilkommere, ligesom vi får fascinerende indblik i interessante personer fra ind- og udland.

Vær velkommen, streamingens år!

The Pitt

ugens streamingguide, uge 3

Noah Wyle og Sepideh Moafi i 'The Pitt' sæson 2

Foto: HBO max

Hospitalsgenren fik sig noget af en vitaminindsprøjtning i 2025. Dels var der danske Zinnini Elkingtons debutfilm ’Det andet offer’, og så kom ’The Pitt’ som en hjertestarter til den traditionsrige, men i nyere tid lidt blodfattige amerikanske skildring af livet blandt læger og patienter.

Seriens trick var at gå benhårdt og realistisk til værks i portrættet af et sundhedsvæsen på kanten af sin ydeevne. Det føltes nyskabende i denne kontekst, fordi vi i klassikere som ’Skadestuen’ og ’House’ er vant til at se et pænere billede med overskudsagtig behandling og plads til romantiske forviklinger mellem diagnoser og operationer.

Annonce

I anden sæson møder Dr. Robby (Noah Wyle) og kollegerne ind til endnu en hektisk vagt 4. juli, hvor amerikanerne fejrer landets uafhængighed med alkohol og fyrværkeri i rigelige mængder – med tilhørende behov for lægelig assistance.

’The Pitt’ sæson 2 har premiere i dag på HBO Max.

A Thousand Blows

ugens streamingguide, uge 3

'A Thousand Blows' sæson 2

Foto: Disney+

Historien er så god, at man dårligt kan tro, den er sand. I slutningen af 1800-tallet huserede en kriminel bande bestående udelukkende af kvinder i Londons gader, hvor de specialiserede sig i butikstyveri og bedrag.

Annonce

Den fortælling er blevet filmatiseret til en medrivende serie, hvis anden sæson nu får premiere. Vores anmelder kaldte første sæson “en skøn kæberasler” og gav fem stjerner til periodedramaet, der fletter vidt forskellige menneskeskæbner sammen i en velspillet fornøjelse.

Det er manuskriptforfatteren bag ’Peaky Blinders’ og den kommende Bond-film, Steven Knight, der har skabt ’A Thousand Blows’. Og som vanligt fra hans hånd er der tale om tonstung kvalitet, der er helt perfekt til at udfylde ventetiden på den ’Peaky Blinders’-film, som heldigvis snart kommer.

Annonce

’A Thousand Blows’ sæson 2 kan ses på Disney+.

Sådan bliver du en vild type

ugens streamingguide, uge 3

'Sådan bliver du en vild type'

Foto: Troels N'koya-Jensen / DR

Det er på forhånd småt med informationer, men DR-dokumentarserien ’Sådan bliver du en vild type’ lyder som et, ja, ret vildt eksperiment. 26-årige Hannah skal giftes, men hendes farmor – den tidligere nøgendanser Dorte – vil vise barnebarnet, at hun er bedst tjent med at leve livet som “en fræk, liderlig kælling”, som Dorte formulerer det.

De to rejser tilbage i tiden til Dortes vilde liv med sex, strip, druk og mange mænd. Præcis hvordan det foregår, og med hvilket formål, fremstår ikke klart i den korte programbeskrivelse, som DR har leveret inden premieren. Men nysgerrigheden er da helt bestemt blevet vakt.

Annonce

Serien kommer i fire afsnit, og det første hedder ’Brylluppet’. Dermed er det ikke til at sige, hvad de resterende tre afsnit mon byder på, men det er vist en tur, man gerne vil med på.

’Sådan bliver du en vild type’ kan ses på DRTV.

Liam O’Connor – nu som komiker

ugens streamingguide, uge 3

'Liam O’Connor – nu som komiker'

Foto: TV 2

De fleste måtte nok lige kigge en ekstra gang, da de læste, at musikeren L.O.C med det borgerlige navn Liam O’Connor skiftede spor og skulle være komiker. For er manden bag hits som ’Du gør mig’ og ’Frøken Escobar’ også sjov?

Det kan du selv afgøre nu, for efter sidste år at have turneret med onemanshowet ’LIAM’ vises det nu på TV 2. Her går hovedpersonen på scenen uden musik, men til gengæld med en masse jokes om livet i og uden for rampelyset.

Annonce

Der er i hvert fald meget at gøre sig morsom over, for Liam O’Connor har levet et liv vildere end de fleste. I showet kommer han omkring opvæksten i Aarhus, sit komplicerede forhold til pressen og livet som familiefar, så det bliver forhåbentlig lige dele opsigtsvækkende og relaterbart.

’Liam O’Connor – nu som komiker’ kan ses på TV 2 Play og TV 2 Echo.

David Bowie: Det sidste kapitel

ugens streamingguide, uge 3

'David Bowie: Det sidste kapitel'

Foto: DR

Ingen kunstner i nyere tid er lige så uendeligt fascinerende som David Bowie. Derfor er det helt på sin plads, at vi i anledning af 10-årsjubilæet for musikerens død atter kan dykke ned i hans underfundige univers.

Annonce

DR viser en engelsk dokumentar, der med deltagelse af dem, som kendte og arbejdede sammen med ham, fortæller om anden halvdel af Bowies liv. Efter 1970’ernes ubetingede succes kæmpede musikeren i 90’erne med at genskabe sig selv på ny, men han genfandt den kreative gnist og gjorde endda sin død til et kunstværk med udgivelsen af albummet ’Blackstar’ blot to dage, før han sov ind.

Noget af det er givetvis sagt før, men dokumentaren finder efter sigende en ny vinkel på den mangefacetterede kamæleon ved at udforske nogle af det produktive ikons knap så kendte bidrag til musikken.

Annonce

’David Bowie: Det sidste kapitel’ vises 10. januar på DR.

The Night Manager

ugens streamingguide, uge 3

Tom Hiddleston i 'The Night Manager' sæson 2

Foto: Des Willie/Prime

Vent, er det ikke 10 år siden, at Tom Hiddleston spillede rollen som natportieren, der vikles ind i et spionagekomplot, spørger du måske. Det er ganske rigtigt, men nu er han altså tilbage og klar til at redde dagen igen på sin egen afdæmpede måde.

I anden sæson af ’The Night Manager’ bliver Jonathan Pine sendt til Colombia, hvor den faretruende smugler Teddy Dos Santos har et kriminelt netværk, der muligvis støttes af den britiske efterretningstjeneste. Ingredienserne er altså dobbeltspil og bedrag i en lækker cocktail.

Annonce

Susanne Bier fik efter et par fejlslagne forsøg sit store internationale gennembrud i instruktørstolen i seriens første sæson. Siden er det gået slag i slag for danskeren, der har lavet serier som ’The Undoing’, ’The First Lady’ og ’The Perfect Couple’, og hun er da heller ikke med i anden omgang, som er instrueret af Georgi Banks-Davies og skrevet af David Farr.

’The Night Manager’ sæson 2 får premiere 11. januar på Prime Video.

Kunstnerkolonien

ugens streamingguide, uge 3

'Kunstnerkolonien' sæson 6

Foto: Eddy Media / DR

Det er efterhånden blevet kutyme, at DR lige omkring årsskiftet vender tilbage med en ny sæson af ’Kunstnerkolonien’. Således også i 2026, hvor vi er kommet til sjette ombæring af det populære program, hvor seks anerkendte kunstnere mødes og arbejder et sted i Danmark med kulturel og historisk betydning.

Annonce

Denne gang tager Leif Sylvester, Alberte Skronski, Peter Land, Jack Kabangu, Anna Sofie Jespersen og Malene Landgreen til Fanø med Vadehavet som nabo. De opererer inden for vidt forskellige genrer og stilarter, og det er altid interessant at se, hvordan kunstnermøderne skaber nye forbindelser.

Tidligere sæsoner har imponeret ved at samle en blanding af for menigmand kendte kunstnere og mere ubeskrevne blade. Det på overfladen ellers svært tilgængelige kunstmiljø bliver åbnet fuldstændig op og giver mulighed for at påskønne kunstens udfoldelsesrammer og de kreative mennesker bag den.

’Kunstnerkolonien’ sæson 6 får premiere 11. januar på DR.

Industry

ugens streamingguide, uge 3

Myha'la i 'Industry' sæson 4

Foto: HBO Max

HBO-serien ’Industry’ har gennem fire sæsoner med grundig karakterudvikling og kompleks opbygning kørt sig i stilling som et af tidens definerende generationsportrætter.

Lige så umiddelbart pirrende det var at blive lukket ind i seriens univers fuld af store handler og saftig sex, lige så meget eksistentielt kød har der vist sig at være på kroppen undervejs.

Serieskaberne Mickey Down og Konrad Kay har været kompromisløse og skilt sig af med flere af de unge hovedpersoner, som havde svært ved at følge med i Londons hektiske finansverden.

Tilbage står nu de to frenemies Harper (Myha’la) og Yasmin (Marisa Abela), der har været grueligt meget igennem sammen. Forholdet bliver testet yderligere med ankomsten af en teknologiguru, men de komplicerede kvinder har altid haft en evne til at gøre livet svært for sig selv og hinanden helt på egen hånd.

’Industry’ sæson 4 får premiere 12. januar på HBO Max.

Hijack

ugens streamingguide, uge 3

'Hijack' sæson 2

Foto: Apple TV

Vi har måttet vente mere end almindeligt tålmodigt på anden sæson af ’Hijack’, der ramte Apple TV tilbage i midten af 2023. Dengang kaldte vores anmelder serien for spænding på første klasse, så det er glædeligt, at den nu endelig vender tilbage.

Idris Elba spiller superforhandleren Sam Nelson, der nok en gang finder sig selv i en højdramatisk situation. Efter i første sæson at være havnet på et fly, der blev overtaget af flykaprere, gentager historien sig utroligt nok for Sam, da hans U-Bahn-tog i Berlin pludselig kapres af stygge gerningsmænd.

Den vilde tilfældighed får myndighederne til at mistænke Sam for at være på skurkenes side, og som seere kommer vi også i tvivl om hans hensigter. De 200 passagerer på toget ser under alle omstændigheder døden i øjnene, så der er lagt op til en hæsblæsende, intens omgang katten efter musen.

’Hijack’ sæson 2 får premiere 14. januar på Apple TV.

Agatha Christie’s Seven Dials

ugens streamingguide, uge 3

'Agatha Christie’s Seven Dials'

Foto: Lloyd Pursall / Netflix

Som kvinden bag elskede figurer som Hercule Poirot og Miss Marple er Agatha Christie kendt som krimigenrens dronning. Den engelske forfatter døde for 50 år siden, men hendes historier og personer lever videre i bedste velgående.

En af Christies fortællinger fra 1929 bliver filmatiseret i Netflix-serien ’Agatha Christie’s Seven Dials’. Her sker der under en fest et mord, som i første omgang tyder på, at en spøg er gået helt galt. En ung kvinde sætter sig for at opklare mysteriet, og det sender hende på en farefuld færd.

Chris Chibnall, der har skrevet britiske perler som ’Doctor Who’ og ’Broadchurch’, har skabt serien og skrevet de tre afsnit. Stjerneskuddet Mia McKenna-Bruce spiller hovedrollen, men får stærk opbakning af Martin Freeman og Helena Bonham Carter.

’Agatha Christie’s Seven Dials’ får premiere 15. januar på Netflix.

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.