
Det var bogen, alle talte om i 2024. Nu skal den filmatiseres

Linea Maja Ernst.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nordisk Film Produktion har købt filmatiseringsrettighederne til Linea Maja Ernsts debutroman ’Kun til navlen’. Det betyder, at den hypede bestseller nu skal laves til en spillefilm.
Produktionsselskabet udtaler i en pressemeddelelse fra forlaget Lindhardt og Ringhof, at de er glade for at have erhvervet sig rettighederne til bogen, som de synes tegner et stærkt og præcist portræt af en generation, som man sjældent ser skildret på det store lærred.
– Vi er i fuld gang med udviklingsarbejdet og glæder os til at præsentere mere om projektet på et senere tidspunkt, siger Mads-August Grarup Hertz, producer på Nordisk Film Production.
’Kun til navlen’ vandt Bogforums debutantpris 2024, dominerede bestsellerlisterne hele sommeren, er i dag solgt til udgivelse i 12 lande, og så kan man vist godt sige at bogen allerede har opnået en form for litterær kultstatus.
Bogen er en humoristisk samtidsfortælling om en gruppe venner i starten af trediverne, der er samlet i et sommerhus, og så handler den især om vennernes frygt for at blive småborgerlige.
– Jeg er selvfølgelig åndssvagt glad for, at romanen skal filmatiseres, og jeg håber egentlig ikke, at filmatiseringen er særlig bogstavtro, men at filmen bliver sit eget, selvstændige værk, siger Linea Maja Ernst om filmatiseringen.

Ernsts erfaringer blev til romanen
I et længere femina-interview har Linea Maja Ernst tidligere fortalt, at romanen udsprang af en ret banal, men alligevel urovækkende erkendelse. I slutningen af 20’erne så hun en Instagram-grafik, hvor en trekant satte ”karriere”, ”familie” og ”venner” op imod hinanden under overskriften “Vælg to”.
– Jeg tænkte bare: Shit, det lyder uhyggeligt. Sådan kommer det ikke til at være for mig, fortæller hun.
Alligevel var det præcis det, der skete. Vennerne begyndte at få børn, købe lejligheder og falde ind i de samme livsfaser, som de ellers havde svoret at undgå i 20’erne. Den forudsigelighed og den stille forskydning i relationerne blev et centralt afsæt for romanen.
Venskaber og filmatiseringen
For Linea Maja Ernst handler 'Kun til navlen' ikke kun om sommerhuse, middage og livsvalg - det er også en fortælling om venskaber, længsel og at finde plads til hinanden, selv når livet tager forskellige retninger. Som hun selv siger:
– Hvis folk vidste, hvor meget man savnede dem, ville vi være bedre til at prioritere venskaber, fortæller hun.
Netop de relationer, det svære og det humoristiske i dem, er noget af det, der har gjort bogen til et generationsportræt, mange kan spejle sig i. Og det er netop den varme, dynamiske og genkendelige nerve, som Nordisk Film Production nu håber at overføre til filmen, når den engang når lærredet.

Shit, det lyder uhyggeligt, tænkte hun i sine 20'ere. Men det var selvfølgelig præcis, hvad der skete
Læs mere om:


