Se, lyt & oplev
23. maj 2025

Det dufter lidt af 'Succession' og i DR's nye skattedrama

DR’s dansk-tyske dramaserie med Karen-Lise Mynster og David Dencik i spidsen udforsker fint både svindlere og helte i danmarkshistoriens største svindelnummer.
Af: Claus Nygaard Petersen
Lars Brygmann og Karen-Lise Mynster i 'Andre folks penge'.  

Lars Brygmann og Karen-Lise Mynster i 'Andre folks penge'.


Foto: DR

Andre folks penge

Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 23. maj 2025 på DRTV og DR 24. maj
Genre: Drama, krimi
Instruktør: Kaspar Munk, Dustin Loose
Manuskriptforfatter: Jan Schomburg (serieskaber) m.fl.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, David Dencik, Justus von Dohnányi, Nils Strunk, Lars Brygmann, Helle Fagralid, Bjarne Henriksen m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 8
Vurdering: 4 ud af 6 hjerter

12,7 milliarder kroner.

Så mange penge blev den danske stat franarret i udbytteskatskandalen, hvor kløgtige finans- og bankfolk udnyttede juridiske smuthuller i skatteloven til at berige sig selv med svimlende milliardbeløb. Vores tyske naboer måtte punge ud med hele 268 milliarder!

DR’s ’Andre folks penge’ er ikke en 1:1-skildring af forløbet. Den dansk-tyske serie i otte afsnit er inspireret af bøgerne ’Det store skatterøveri’ af Niels Fastrup og Thomas G Svaneborg, og ’Die Cum-Ex-Files’ og ’Die Akte Scholz’ af Oliver Schröm samt ’Af hensyn til erhvervslivet’ af Jesper Tynell.

Derfor er navne også ændret i forhold til virkeligheden, men man skal ikke have studeret sagen meget nøje for at genkende Waj Alis karakter Syed Akram som storsvindleren Sanjay Shah, der i december 2024 fik 12 års fængsel for sin rolle i udbyttesvindelsagen.

Serien foregår i primært i Tyskland og Danmark og er instrueret af henholdsvis Dustin Loose og Kaspar Munk, mens Jan Schomburg er serieskaber og hovedforfatter.

Tonalt læner ’Andre folks penge’ sig tydeligt op ad Adam McKays Oscarvindende nyklassiker ’The Big Short’, der ved hjælp af humor og direkte tale til publikum formåede at gøre kompliceret økonomisk snak forbavsende let forståeligt.

Helt så frisk er ’Andre folks penge’ dog ikke. Men der bliver forklaret meget grundigt og på forskellige måder, hvordan udbyttesnyderiet kan lade sig gøre, og det er svært ikke at sidde tilbage med en kombination af både forargelse og beundring.

Dufter lidt af ’Succession’ og ’Industry’

Serien starter i det tyske.

Skatteeksperten Bernd Hauser (Justus von Dohnányi) og hans medarbejder Sven Lebert (Nils Strunk) er, ifølge ’Andre folks penge’, de kvikke folk, som opdager det økonomisk attraktive hul i lovgivningen.

På den anden side møder vi medarbejderne i det danske skattevæsen, hvor især Inger Brøgger (Karen-Lise Mynster) er foregangskvinde i bestræbelserne på at finde de skyldige snydere. Men det er ikke så nemt, når hele det økonomiske system med banker, multinationale selskaber og selv visse stede i Skat internt, ikke er interesseret i at afsløre det store svindelnummer.

Fans af HBO Max-serierne ’Succession’ og især ’Industry’ vil helt sikkert føle sig hjemme i ’Andre folks penge’, hvor jagten på penge hurtigt tilsidesætter, hvad end moralske kvababbelser man nu måtte have.

Bevares, vi er ikke helt oppe at ringe på de excentriske og let-hedonistiske indslag fra ’Industry’, ej heller de vidunderlige verbale tirader fra ’Succession’, men mindre kan også gøre det.

’Andre folks penge’ springer frem og tilbage i tid, men selvom man lige misser et enkelt årstalsforankrende skilt, fanger man hurtigt, hvor vi er, fordi historieforløbet er ok nemt at finde rundt i. Og medmindre ens tyskevner er sehr spitze, er der ikke noget med at sidde og kigge andre steder hen under serien.

Godt dansk fyrtårn

De to første af de fire afsnit, som er blevet sendt ud til anmeldelse, bruges fint på at sætte universet op.

Der er mange forklaringer på forskellige ting, og de bliver gentaget flittigt for prins Knud, så man er godt rustet, til når ’Andre folks penge’ for alvor begynder at tage fat efter afsnit tre.

Moralske gråzoner bliver flittigt udforsket, og især fristelsen for at hoppe med på svindlervognen bliver behandlet. Hvem andre end David Dencik kan forvalte sådan en karakter, der er splittet mellem, hvad der er det rigtige at gøre og så det, der er så nemt, at det nærmest er en forbrydelse ikke at handle på?

Han er en af de fire bærende roller i serien, som alle gør det rigtig godt og i høj grad er med til, at man har lyst til at se videre, når handlingen bliver lidt tung i det.

Fyrtårnet Karen-Lise Mynster når ingen dog til sokkeholderne. Skuespilleren har altid været god til at gøre et mindeværdigt indtryk lige siden det folkelige gennembrud i ’Matador’ som bankassistenten Ulla Jacobsen.

Vi er langt fra den rolle og ditto Krummemor. Inger Brøgger er en af den slags idealister og helte, hvor vi aldrig er i tvivl om, at hun nok skal finde frem til de skyldige, fordi Karen-Lise Mynster formår perfekt at formidle den indebrændthed og frustration over, at nogen kan lave så stor svindel, uden at det bliver stoppet.

Og netop det spørgsmål: "Hvordan kunne det ske?", er ’Andre folks penge’ fornemmeste opgave at løfte. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt i løbet af de første fire afsnit, og gode skuespilpræstationer driver flot den opsigtsvækkende historie fremad.

Vi ved godt, hvordan det ender, men vejen dertil bliver i DR-serien, indtil videre, skildret ganske interessant.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.