’Den sidste viking’: Er det her Anders Thomas Jensens bedste film? Ja!

Anders Thomas Jensen har gjort skæv, sårbar og ærlig maskulinitet – serveret med nerve og masser af kulsort humor – til sit varemærke. Og ingen gør det bedre end ham!

Det kan godt være, at vi langt hen ad vejen griner af hans træmænd, nervemænd, knudemænd, voldsmænd og alkoholmarinerede mænd. Men vi griner også med dem, føler med dem og hepper på dem.

I høj grad også i den biografaktuelle ‘Den sidste viking’, hvor Nikolaj Lie Kaas spiller den tidligere bankrøver, Anker, der efter endt afsoning er opsat på at finde tasken med alle millionerne, som han har bedt sin psykisk syge bror Manfred (en helt vidunderlig Mads Mikkelsen) om at skjule på deres familieejendom langt ude i skoven.

Problemet er bare, at Manfred er forsvundet ind i et alter ego som John Lennon – og det er kun Manfred, der kan fortælle, hvor pengene er. John ved det ikke! Nu er gode råd i bogstavelig forstand mange penge værd, og måske kommer de fra uventet side i form af psykiateren Lothar (Lars Brygmann), der får den idé at finde andre psykiske patienter, der også tror, at de er medlemmer af The Beatles, for på den måde at samle bandet og få Manfreds hukommelse på gled.

Spøgelser og psykopater

Der er bare lige den udfordring, at familieejendommen er blevet solgt til det temmelig umage par Werner og Margrethe (Søren Malling og Sofie Gråbøl), der lader Anker, Manfred, Lothar og hele banden flytte ind.

Werner med stor entusiasme, for de er lige, hvad han har brug for, for at distrahere ham fra den børnebog, han aldrig får skrevet i sin evige rødvinsrus. Hun noget mere uforbeholdent – men dog med et godt øje til Anker.

Og så er der alle spøgelserne. For stedet vækker mange minder, og få af dem er behagelige. Men måske er minderne også nøglen til ikke alene at få Manfred til at huske, hvor tasken er begravet, men også til at de to brødre kan finde ind til hinanden igen. Uden at John Lennon og alle mulige andre skal bruges som skjold mellem dem.

Hvis de altså kan nå det, inden psykopaten Smukke Flemming (Nicolas Bro) dukker op og laver det hele til et – høfligt – blodbad.

Sikker balancegang

Lyder det som meget på én gang? Det er det også, men det er aldrig for meget. For Anders Thomas Jensen holder tungen lige i munden hele vejen og balancerer imponerende sikkert mellem sarkasme og vild humor, der får latteren til at rulle helhjertet gennem biografen, og et dybt og ægte drama, der river i hjertestrengene.

En balance, han altid har været god til – men muligvis aldrig så sikkert, ærligt og overgivent som her. ‘Den sidste viking’ er underholdende, rørende, tankevækkende, hamrende velspillet og dybt original. Og sætter sig i både tanker og følelser, længe efter man har forladt biografen.

Er det ligefrem Anders Thomas Jensens bedste film? Ja, det er det vist! Og det siger ikke så lidt, når man taler om manden bag film som ‘De grønne slagtere’, ‘Retfærdighedens ryttere’ og ‘Mænd og høns’.

Anders Thomas Jensen har en unik flair for tossede scenarier, der bliver kørt lige til grænsen – men utroligt nok ikke ud over. At se ‘Den sidste viking’ er som at overvære en jazzkoncert, der måske virker vild og kaotisk på overfladen, men under virvaret af forskellige toner har en helt klar rytme og retning. Her er en mand, der ved, hvad han vil fortælle. Og hjertet er med hele vejen.

Det bliver aldrig latterligt, og hvert af de – mange – grin har et ekko af underfundig eftertanke. For hvad er det egentlig, vi griner af? Dem? Os selv? Eller måske ‘bare’ menneskelivets til tider temmelig kringlede vildveje!

For lige meget hvor skørt, kulørt og ekstremt det bliver – med vold, mord, psykisk sygdom og syrede kostumer – så er der altid en kerne af noget helt utroligt menneskeligt og relaterbart i Anders Thomas Jensens film, hvor den tidlige karrieres ironiske distance er erstattet af noget meget mere værdifuldt, nemlig satirisk nærvær!

Vi er lige dér med karaktererne, i deres lidelse, brandert, vildfarelse og undertiden retfærdige vrede – og vi hepper på dem hele vejen.

Filmfamilien

Men han har også et solidt hold med sig. En familie, fristes man til at kalde dem, for størstedelen er gamle kendinge fra hans tidligere filmunivers. Og de spiller en vis legemsdel ud af bukserne.

Mads Mikkelsen er særlig god som Manfred, med det krøllede slikhår og en tendens til at hoppe ud ad vinduet på de mest ubelejlige tidspunkter. Men også med en stilfærdig styrke under den nervøse overflade.

Over for ham er Nikolaj Lie Kaas en sitrende bombe af indestængt vrede og fortrængte følelser, der konstant truer med at springe i luften. De er komplekse, de er interessante, og vi håber helhjertet, at de må finde om ikke pengene så hinanden og en smule ro i verden. Mens vi tillader os at grine højt af deres komiske timing.

Og så er det i øvrigt virkelig sjovt at lade Sofie Gråbøl spille en karakter, der på så mange måder hænger direkte sammen med hendes karakter Hanne i ‘Blinkende lygter’.

Allerede da vi møder hende iført fuldt bokseudstyr, og hun præsenterer sig som ‘Margrete’, ved vi, at nogen nok skal få en lige højre. Og at det nok ikke bliver hende denne gang (men hvem ved? Det kan jo være, at nogen vover at puste æg!).