"Den klareste stjerne"
Hvis du - som jeg - elsker gedigen chicklit, vil du falde pladask for legendariske Marian Keyes' "Den klareste stjerne" (Forlaget Cicero). Hvis ikke, så går du glip af noget.
Handlingen foregår i et hus i Star Street, hvor vi får lov til at følge beboerne, som Keyes har gjort levende og varme på den for hende klassiske måde, nemlig ved ikke kun at vise den polerede overflade, men også at evne at skrive problemer ind i netop denne ellers så glatte genre. For eksempel møder vi det på overfladen så forelskede par Maeve og Matt, som alligevel med al tydelighed begge skjuler noget for hinanden.
Handlingen drives frem af en mystisk fremmed, som jeg bestemt ikke vil fortælle mere om, men der er kun tilbage at sige, at beboerne i Star Street kommer til at opleve hjertesorger, kærlighed, tragedier og stor lykke hen over de 431 sider, som bestemt er din weekend værd. Flyt til Star Street i Dublin, og sæt dig godt til rette i huset i nummer 66. Vi ses på den anden side.