Emily in Paris
21. december 2021

Dansker skal være med i Emily in Paris, og det er … Søren Bregendal?

Søren Bregendal har ikke spillet skuespil siden 2012. Men nu er han aktuel i anden sæson af Netflix-succesen “Emily in Paris”. Hvordan landede han lige en rolle i det internationale Netflix-hit?
Af: Bonna Haagen Pedersen
Søren Bregendal

Foto: Netflix, Steen Evald

"You are stuck in my heart, and we can go anywhere …"

Sådan lyder omkvædet på C21-sangen, der vækker minder om et årti, hvor Søren Bregendal sad fast på vores ørehinder og tv-skærme.

Var du ung i nullerne, husker du sikkert, hvordan han serverede boybandenergi som forsanger i C21 eller gav den som Hellerup-dreng i rollen som Simon i tv-serien "2900 Happiness".

Siden da har han både kunne skrive sanger, sangskriver, skuespiller, fundraiser, coach og projektleder på CV’et.

I 2013 lagde han skuespillet på hylden efter rollen som kæresten Peter i "Far til fire – til søs". Næsten ti år efter er Søren Bregendal igen tilbage på skærmen.

Denne gang med en rolle i den Golden Globe- og Emmy-nominerede Netflix-serie "Emily in Paris".

I Netflix Serien spiller Bregendal den hollandske fotograf Erik, som har en romance med Sylvie Grateau, Emilys chef.

Men hvordan landede han lige en rolle i en af Netflix’ mest populære serier herhjemme? Og hvorfor er det først nu, at han vender tilbage til skuespillet?

Spørgsmålene hober sig op, og vi har selvfølgelig stillet ham dem alle sammen, da vi møder ham få dage inden premieren på anden sæson af den populære Netflix-serie.

Hvordan reagerede du, da du fik beskeden om, at du skulle være med i "Emily in Paris"?

Jeg tænkte: Det er løgn. Jeg stod bare og hoppede på stedet i min lejlighed, da min agent ringede og råbte: “Du har fået den!” Jeg blev oprigtig glad, for jeg vil virkelig gerne det her nu.

Hvorfor droppede du skuespillet tilbage i 2013?

Jeg havde været i underholdningsbranchen i rigtig mange år på det tidspunkt. Jeg elskede det, og syntes det var fantastisk, men jeg er også et menneske med stor appetit på andre sider af livet.

Så jeg stoppede mest af alt, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde brug for noget adspredelse og på det tidspunkt lå min energi i mit arbejde som kampagneleder for Børn, Unge og Sorg og med at etablere bandet Lighthouse X.

Men jeg vidste godt, at jeg på et eller andet tidspunkt ville længes så meget efter skuespillet, at jeg måtte prøve det af igen.

Søren Bregendal

38 år. Sanger, skuespiller, fundraiser, coach og projektleder.

Var forsanger i boybandet C21 fra 1998-2006, og vandt i 2016 Melodigrandprix med gruppen "Lighthouse X".

Medvirkede som skuespiller i "2900 Happiness", "Rich Kids" og "Far til Fire".

Kreativ direktør på projektet "PS. I Love You" for Hjerteforeningen. Projektet blev lukket i 2020 efter kritik for at være uvidenskabeligt.

Hvornår mærkede du så den længsel efter skuespil?

Den tog for alvor fart i begyndelsen af i år, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne udskyde det længere.

I april kontaktede jeg mit tidligere agency, Panorama, og spurgte dem: "Synes I, det er en god idé, eller er toget kørt?" For det kunne jo også være et scenarie, men de var bare ekstremt imødekommende.

Hvordan kom det i stand, at du skulle være med i "Emily in Paris"?

Mit agency sendte mit materiale afsted til produktionen bag "Emily in Paris", som ledte efter en skuespiller til rollen som Erik, og så gik det ekstremt stærkt.

Før jeg overhovedet havde skrevet under med Panorama Agency, var jeg nået at blive booket til "Emily in Paris". Det havde jeg slet ikke forestillet mig, men det må have været timing og det rette match.

Da jeg kom til Paris første gang i forbindelse med optagelserne, mødte jeg Darren Star, manden bag serien, der også står bag "Beverly Hills 90210" og "Sex and the City", som jeg selv har været kæmpe fan af, da jeg var teenager. Han fortalte mig at det var ham, der havde castet mig.

Det vidste jeg ikke, men det gav et ekstra rygstød, at det var manden helt oppe i toppen, der havde været med til at vælge mig.

Sagde Darren Star noget om, hvorfor det lige var dig, der landede rollen?

Jeg havde for meget respekt for ham og hans tid til at bore i det. Det var vel, fordi at han kunne se at mit spil, udtryk og måden jeg ser ud på, passer til den karakter, han havde forstillet sig. Sådan er det jo oftest.

Søren Bregendal

Hvad var dit eget forhold til serien, inden du blev castet?

Det var meget positivt. Jeg så den, længe før jeg vidste, at jeg skulle i gang med skuespil. Første sæson så jeg relativt hurtigt og var fan af den.

Den har en vidunderlig blanding af let, god humor og samtidig et univers, hvor man kommer tæt på flere af karaktererne. Så den leverer god underholdning, og jeg var i den grad på, da det blev muligt for mig at være en del af projektet.

Hvordan var det at være en del af den så stor og succesfuld produktion?

Jeg er meget taknemmelig og ydmyg over, at det var en mulighed at komme med. Men da jeg landede i det, var det også et stykke arbejde, som jeg var fokuseret på at levere ordentligt.

Så jeg tænkte ikke på seertal og nomineringer, men på at samarbejde med de andre skuespillere og resten af settet. Selvfølgelig er ressourcerne mangedoblet, og produktionen foregår i et andet gear, end hvad jeg er vant til i Danmark.

Men man må ikke glemme, at disciplinen ved at gå ind og spille sådan set er den samme, uanset om der er 500 eller 10 mennesker på settet. På den måde var det genkendeligt.

Var du nervøs for, om den vanthed med skuespil lå for langt tilbage?

Nej. Det er ikke for at lyde arrogant, men det ligger så dybt i mig. Jeg har arbejdet inden for musik, film og skuespil i mange år og jeg ved, at jeg har den med mig.

Det var sprogelementet, der var særligt spændende, for jeg har ikke spillet på engelsk før.

Philippine Leroy-Beaulieu as Sylvie Grateau

Philippine Leroy-Beaulieu, som spiller Sylvie Grateau i serien.

Hvordan var din relation til de andre skuespillere?

Jeg mødtes med Philippine Leroy-Beaulieu (red. Sylvie Grateau) inden vi begyndte at optage og fik meget hurtigt følelsen af, at det var mere end bare en faglig relation.

Vi snakkede meget om livet, og det var fedt at connecte på den måde. Philippine er det vildeste menneske. Hun taler fem sprog, er kunstner, forfatter og så tænksomt og bredspektret et menneske. Det elsker jeg.

Den næste jeg mødte, var Lily Collins, der her i anden sæson også agerede producer. Jeg fik et kæmpe kram som det første, og jeg kunne fornemme, at hun havde læst lidt op på, hvem jeg var, inden vi mødtes. Det havde jeg ikke forventet, men det gav mig tryghed.

Hun var enormt imødekommende, og vi snakkede også om Danmark og København, som hun besøgte undervejs i optagelserne. Blandt spillerne var der generelt en varm og løs stemning, samtidig med at optagelserne blev kørt benhårdt.

Kommer vi til at se mere af dig i en eventuel tredje sæson af "Emily in Paris"?

Det kan jeg ikke sige noget om.

Men kan vi forvente at se mere til dig som skuespiller?

Det kan jeg selvfølgelig ikke ene mand beslutte, men ja, det ønsker jeg.

Jeg har lyst til at involvere mig og kreativt fordybe mig i skuespil, og jeg håber at kunne få et flow op at køre igen.

Siden "Emily in Paris" er jeg blevet inviteret til flere castings på internationale produktioner. Processen er i gang og den næste spændende opgave skal nok lande.

Hvad skal der ske med alle de andre typer af projekter, du har haft hænderne på, siden du stoppede med at spille skuespil?

Musikken har altid fyldt, og jeg går i studiet i starten af 2022 med en plan om at indspille et helt nyt popalbum.

Jeg har også arbejdet inden for ngo-området, for eksempel for Børn, Unge og Sorg og Hjerteforeningen, men lige nu er jeg et sted, hvor det kreative og kunstneriske virkelig pulserer hos mig.

Så jeg tror ikke ngo-arbejde, er det, jeg skal beskæftige mig med lige foreløbig.

Har det noget at gøre med, hvordan projektet "P.S. I Love You" for Hjerteforeningen blev modtaget?

Nej, det har det ikke. Jeg var glad for at være en del af det projekt og jeg har lært helt vildt meget af det. Jeg forstod også godt, hvorfor vi måtte lukke det, med den modstand, der var.

Anden sæson af "Emily in Paris" kan ses på Netflix fra den 22. december.

Læs også