Claudia Sehestedt Juul: Bidt af bridge
foto: Alex Tran
Når man spiller bridge, kan man ikke tænke på andet. Eller rettere, hvis man tænker på andet imens, skal man nok ikke spille bridge!
Vil du også lære at spille bridge? Tilmeld dig SØNDAGs introkursus i bridge her!
Det ved Claudia Sehestedt Juul meget om. Hun har spillet bridge i over 50 år og er, som passionerede bridgespillere typisk er, fortaler for, at der skal være ro og koncentration omkring et spillebord. For det kræver bridgen. Selv om bridge bringer folk sammen og også spilles for hyggens skyld, sidder man ikke og dalrer og snakker om vejr og vind samtidig. Basta, bum.
Hverken slot eller gods
Vi møder Claudia på Fyn. I den lille by Ellested. Vi er ikke på hverken Lykkesholm Slot eller Ravnholt Gods, som har tilhørt slægten Sehestedt Juul i mere end 300 år og stadig gør det, men på "Ellestedet", som Claudia åbnede sammen med datteren Amalie Uhrenholt for et år siden.
Før i tiden var her en landsbyskole, og sidenhen et køreteknisk anlægs kursusejendom, men i dag har mor og datter fået forvandlet stedet til en blanding imellem et slags moderne forsamlingshus og et kursussted. Og noget af det første, Claudia arrangerede her efter åbningen sidste år, var selvfølgelig - ja, et bridgekursus! Til efteråret har hun endnu et på programmet.
Mistede sin mand
Det er kun få måneder siden, Claudia mistede sin mand, godsejer, kammerherre og hofjægermester Ove Sehestedt Juul. Med tabet af ham fik bridgen pludselig også en anden betydning i hendes liv.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have klaret det uden at have netop noget som bridge til at aflede mine tanker. Hvis jeg ikke havde noget at gå op i, ville jeg sidde og falde hen, forklarer hun.
På "Ellestedet" har hun i den grad også noget at gå op i og at rive i. Dét med at sidde og falde hen ligger vist heller ikke til den altid energiske og iderige Claudia.
I januar 2015 besluttede mor og datter efter 20 gode år sammen som et team at stoppe på Lykkesholm Slot, som de havde fået succes ud af at gøre til et slotshotel med speciale i bryllupsarrangementer. Slottet ejes og drives videre af Claudias søn Christian. Men Claudia og Amalie trængte til forandring. Mor og datter begyndte i stedet at se sig om efter noget andet at arbejde sammen om. Og det blev så ejendommen på Ellestedvej.
Flere gode tips til hjernegymnastik:
Tilbage til 1962
Claudia husker helt præcist datoen for, hvornår hun for første gang satte sig ved et bridgebord ”sådan for alvor”. Datoen var den 22. november 1962.
Datoen husker hun, fordi da de fire samme mennesker, som hun havde sin bridge-debut sammen med, sad ved bridgebordet et år senere og fejrede deres 1-års-bridge-jubilæum, kom den tragiske nyhed om mordet på John F. Kennedy. Og pludselig var bridge ikke det vigtigste i verden.
I øvrigt mødes de samme fire mennesker stadig med jævne mellemrum her så mange år efter og spiller bridge med hinanden. Tænk, sikke et bord!
Kort i hænderne
Claudia Steglich-Petersen, som hun hed, før hun blev gift med Ove Sehestedt Juul, husker også, hvordan hun helt fra barnsben sad og fulgte sine forældre, når de spillede bridge.
Hun, der voksede op i et privilegeret miljø i en juristfamilie med fire børn, har også den erindring med sig fra det, hun kalder sin ”trygge og lykkelige opvækst”, at ”vi havde kort i hænderne, lige fra vi var små”.
Ud af hendes egne fire børn, tre døtre og en søn, Caroline, Sofie, Amalie og Christian, er de to ret ivrige kortspillere, mens de to andre er knap så begejstrede, indrømmer hun moderligt mildt.
Men de ni børnebørn, der er i alderen fra to til 19 år, har hun bestemte planer med, røber hun. For når hun til efteråret inviterer dem alle med til Sicilien, "har jeg tænkt, at nu skal de have noget bridge-undervisning. Jeg tror, de ældste er ved at være klar til det”.
Bridge også på computeren
Selv om Claudia altså har spillet bridge igennem det meste af sit liv, har det været mere intenst i nogle perioder og mindre intenst i andre. For tiden er det mere. Ikke mindst fordi hun også har opdaget glæden ved at spille bridge på nettet.
– Man siger, at bridge er et socialt spil. Men det kan også være det modsatte. Det er heldigt, når man som jeg bor herude på landet, hvor man ikke så nemt lige kan samle nogle mennesker at spille med. Så spiller jeg Fun Bridge på min computer i stedet for. Det elsker jeg.
– I begyndelsen brugte jeg Fun Bridge, når jeg ikke kunne falde i søvn, eller hvis jeg vågnede midt om natten. Så kunne jeg ligge med min iPad og spille bridge.
– Det værste er, at man bliver grebet af det og bliver mere og mere vågen. Jeg spiller hver aften. Jeg går i seng omkring midnat, og så spiller jeg til ved 02-tiden. Men så må jeg også sige til mig selv: Nu stopper du altså!
Lær bridge hos Claudia
• Der afholdes bridgekursus igen på Ellestedet 13.-14. oktober. Her er underviser-en bridgelandsholdets træner Jacob Røn.
• 16.-17. september gentager gallerist Patricia Asbæk succesen på Ellestedet med et kursus i kunstforståelse.
• Se mere på www.ellestedet.dk
Finale i Prins Henriks Grand Prix
•Lørdag 28. maj dyster nogle af landets dygtigste bridgespillere i den store finale i Prins Henriks Grand Prix. Finalen afholdes i Aller Huset i København, hvor også Hans Kongelige Højhed Prins Henrik vil være til stede.
• I et samarbejde imellem Danmarks Bridgeforbund og SØNDAG arrangeres der på dagen særlige introkurser i bridge. Ideelt for dig, der ikke har prøvet at spille bridge før.
• Undervisere er Lars Blakset, ejer af et af verdens største bridgecentre, og Christian Reinholdt, ejer af Danmarks største bridgerejsebureau Reinholdt Bridge & Travel.