Gift ved første blik
30. september 2021

Av. Man trænger selv til terapi efter ugens ”Gift ved første blik”

Humøret dalede 1.000 procent i denne uge, hvor alle par er i krise lige op til den store beslutning. Men heldigvis har vi Michael og Christina.
Af: Signe Bertram
Mette og Morten i Gift ved første blik

Foto: Snowman Productions

Hvis du har brug for at tale med nogen efter at have set denne uges ”Gift ved første blik”, så er det helt forståeligt.

Det var 55 minutters konflikter og dårlig stemning, der gav en lyst til at gemme ansigtet bag en pude og råbe ”LALALA” højt for sig selv.

Kendere af programmet vil vide, at det sker i hver sæson. Lige inden den store ”forblive gift eller blive skilt”-finale, får vi lov at se de allerværste øjeblikke, så vi mister troen på kærligheden fuldstændig.

Psykolog Gert Martin Hald udtrykker det sådan her:

”Det, vi ser i ”Gift ved første blik”, det er, at der kan opstå nogle udfordringer … ” – ja tak Gert, det skal vi da lige love for!

Så her er en gennemgang af dårligdommene (og et enkelt lyspunkt).

Jonna og Carsten

Jonna og Carsten

Godnatsangs-hunden Gaby ligger nok i dobbeltsengen og klapper i sine små hundehænder.

For dens mission er lykkedes: Jonna og Carsten er blevet uvenner. Sådan rigtigt.

Der er opstået en uløselig konflikt, som hverken vi seere eller parterapeut Jacob Cornett helt kan forstå. Men det er noget med en larmende mobiltelefon, en tandbørste, og nogen, der råber.

Jonna beder Carsten om at pakke sine ting og tage hjem til sig selv. Og det håndterer han ikke så flot …

Da Carsten er kørt, ser vi helt symbolsk, at Jonna slipper sine heste ud af folden - for måske er hun bare en vildhest, der ikke kan tæmmes med rulleski og akustisk guitar?

I hvert fald har hun ”virkelig virkelig virkelig virkelig brug for en dag, hvor det ikke behøver at være alvorligt og seriøst.”

Der skal ske et mirakel, hvis stemningen skal vende i næste uge for Jonna og Carsten.

Pernille og Michael

Pernille og Michael

Det knager også i den grad hos Pernille og Michael. Så de tager på en super duper hyggelig tur til ”Kjøvenhavnstrups”, hvor de fortsætter med at bore neglen ned i alt det, der gør ondt.

De kan ikke engang blive enige om aktiviteterne. Pernille vil i Zoologisk Have, og Michael vil spise hotdogs i solen. Så de ender på kompromiset: Vandcykel på søerne.

Det kunne selvfølgelig også være blevet hyggeligt – men det gjorde det ikke.

Pernille og Michael tager lige flytte-diskussionen nok engang, imens de træder i pedalerne og stirrer stift ud i luften. Og Pernille ville virkelig ønske, at de var taget i Zoo i stedet:

– Hvis nu der var en koala, der spiste et eller andet mærkeligt, så var det noget andet, vi kunne snakke om.

Efter vandcykel-fiaskoen går de med triste miner over Dronning Louises bro, imens ”Den jeg elsker” helt tragikomisk brager ud af en Soundboks.

Skulle man sige én positiv ting, så er det, at Michael forsonende spørger: ”Har du lyst til at holde mig i hånden?” – helt uden at printe en kontrakt ud, som Pernille skal skrive under på.

Daniel og Samantha

Daniel og Samantha

Efter sidste uges afsnit havde vi nok givet lidt op på Daniel og Samantha. For hvis en opvasketabs kan slå et forhold helt ud af kurs, er fundamentet måske ikke så stærkt?

I ugens afsnit er de taget på en slags adventure-teambuilding langt ude i skoven, hvor der ikke er nogen opvaskemaskiner.

Og det er lidt svært at sige, om det faktisk går bedre, eller om de har sluttet fred med at skulle udholde hinanden, til eksperimentet er slut.

Men i det mindste har de flere rigtige samtaler og tager til online parterapi hos Gert.

Samantha har også arrangeret, at Daniel skal med hende ned at male keramik. Det kunne være en håndsrækning? Men vi mistænker, at det er payback time, for den gang Daniel lukkede hende inde i en bil med tysk schlager-musik.

Morten og Mette

Morten og Mette

Mette er ikke typen, der lægger fingre imellem, når hun har noget at sige. I løbet af afsnittet kalder hun Morten for både respektløs, irriterende og provokerende – og det er altså ikke, fordi han kræver, at hun skal skrive under på en kontrakt, inden de knalder.

Det er fordi, han larmer.

Angiveligt ”støjer det”, når Morten spiser, griner, taler og går på toilettet. Men det ser vi ikke rigtig på tv, så det er svært at vælge side i deres konflikt (lidt irriterende – det elsker vi ellers).

De 15 minutters brokketid har taget lidt overhånd, og nu er det bare 24/7.

I begyndelsen er Morten relativt upåvirket af Mettes voksen-skældud, for på et tidspunkt har han taget en beslutning om ikke at tilpasse sig resten af verden.

Men til sidst bliver det alligevel for meget, og han bliver faktisk rigtig ked af det. Så Mette kigger ham i dybt i øjnene og siger: ”Du skal ikke tude.”

Og lige der blev det faktisk lidt svært at se på, for Morten og Mette er et af de par, vi stadig tør håbe lidt på.

Michael og Christina

Michael og Christina

Gud ske tak og lov får vi også et par pusterum midt i al dårligdommen, når Michael og Christina er på skærmen.

Øjeblikket, vi alle har frygtet, kom ellers i denne uge. Christina med de skøre loppefund skulle se Michaels lejlighed, der mest af alt minder om et Imerco-katalog. Men det håndterede hun egentlig meget diplomatisk med bemærkningen:

– Masser af Georg Jensen-lysestager i vindueskarmen. Mmmh. Ja. Og Kähler-vaser også …

Lidt værre blev det, da rundvisningen kom til soveværelset. Det viser sig nemlig, at Michael sover i et kosteskab ligesom Harry Potter.

Og da han fortæller Christina, at hun skal ligge inderst under skråvæggen, ligner hun også en, der ville ønske, at en ugle kom flyvende med en invitation til et magisk sted langt borte.

Men andet kan de faktisk ikke blive uenige om. Selv ikke Michaels kælder fyldt til randen med modelfly kan chokere Christina, der fortæller, at hun får sommerfugle i maven, når hun tænker på ham.

Michael er forbi sommerfuglene. Han er faktisk full blown forelsket i Christina og tager hende med i den hellige gral – sin cabriolet.

Hvis Michael og Christina bliver skilt i næste afsnit, så er vi godt og grundigt snydt.

Læs også