Anmeldelse: Et grotesk lavpunkt for dansk tv i bedste sendetid

Venskaberne er virkelig kommet på dagsordenen. Flere og flere danskere lever singletilværelser eller får børn langt oppe i 30’erne. Derfor indtager vennerne efterhånden en central plads i det moderne menneskes liv.

Det er veninderne og kammeraterne, der bliver livsvidner i stedet for ægtefællerne, der skiftes ud en, måske to eller flere gange.

Men også venskaber kan gå i stykker. Man vokser måske fra hinanden, flytter væk og skaber store afstande mellem sig, eller familielivet kommer imellem.

Eller måske bliver tilliden brudt, fordi man bliver træt af den andens dårlige kærester – eller fordi man slet og ret har knaldet den andens udkårne.

Der er mange mere eller mindre sympatiske eksempler på brudte venskaber i DR’s nye lørdagssatning Venner igen, der desværre mest af alt bekræfter én i, at størst af alt er den romantiske kærlighed trods alt stadigvæk.

Her mødes fem vennepar igen, efter de er gledet fra hinanden.

Skuespiller Julie R. Ølgaard lænker dem sammen med en pastelfarvet lænke, som den ene af deltagerne med rette kalder ”lidt kinky.”

I slutningen af serien skal de så bestemme, om de vil være venner igen, helt ligesom man i Gift ved første blik skal afsløre, om man vil blive i ægteskabet.

Det skal selvfølgelig skabe drama, men man skal ikke mange minutter ind i Venner igen, før man finder ud af, at det er mere interessant at tage tid på, hvornår mælken i køleskabet udløber.

Det er oplagt, at DR selvfølgelig skal lave et af deres mange eksperimenter a la evigt aktuelle Gift ved første blik om venskaberne med tilhørende venneterapi hos psykologen Ulla Dyrløv, der er ekspert i noget helt andet, nemlig familie- og børneterapi.

Men Venner igen er omtrentlig lige så fedt som at bruge dage på at være lænket til en bekendt, og så ellers lave ligegyldige hverdagsaktiviteter sammen såsom at rydde op og spise rugbrødsmadder på arbejdet.

Dertil er karaktererne virkelig dårligt castet – de når ikke Prinsesser fra blokkens refleksionsniveau til sokkeholderne.

Det samme kan man sige om Ulla Dyrløv, der siger ting, som en 11-årig ville finde åbenlyst:

”Lænken sætter nærværet helt på spidsen. De har ikke været sammen længe, men nu skal de for alvor til at være tæt på hinanden. Og det er det, lænken gør,” kan hun for eksempel afsløre om den lænke, de bekendte skal have om håndleddene i vært Julie R. Ølgaards ”eksperiment”.

I DR’s Venner igen keder man sig gennem de fem vennepars relationer og fortællinger om hinanden. Det kan ikke blive mere ligegyldigt, tænker man, efter man har været med André til pølsebrødsbagning og lilleputkamp i den lokale fodboldhal med Andreas og ungerne.

André, hvis work-life-balance nok mest bare er work, forsøger at sige, at han føler sig lidt udenfor, dér blandt børnefamilier og små rollinger i fodboldtøj.

Jeg sidder selv og tænker, at jeg havde lavet en regulær Saw-manøvre og afmonteret et lem med forhåndenværende midler for at slippe for den lænke, der bandt mig til søndagsplanlægning i en børnefamilie, jeg ikke selv var en del af. Stakkels André, stakkels os, der er vidne til det.

Men så afbrydes kedsomheden et kort øjeblik af et intet mindre end sindssygt klip.

Humor er vigtig i relationer, ifølge Ulla Dyrløv, der igen får hjerneskallen til at lette med sine banebrydende pointer. Derfor placeres de fem vennepar i en sofa, hvor vi betragter dem grine halvhjertet til random klip fra DR’s arkiv, Mr. Bean og internettet.

Det gentages. Rigtig, rigtig mange gange. Og af en eller anden årsag skal André og Anders se en mand blive fyret afsted i en blå toiletvogn, ligesom dem fra festivaler, i et slags bungeejumping, hvor han bliver helt indhyllet i andre menneskers lort. Vi ser manden kaste op midt i den brune suppe.

Kan det blive meget værre? Det afhænger af, om man får det mest dårligt af at se nogen bade i lort eller lytte til misogyni i bedste sendetid på en public-servicekanal.

Lastbilchaufførvennerne Nicklas og Phillip er blevet uvenner, fordi Nicklas gerne ville have fingrene i Phillips kæreste. Årsagen? Han ville se, om han kunne. Men Nicklas har også et specielt forhold til kvinder (og venskaber, åbenbart), som han ”kan have fire af i løbet af en uge,” fortæller Phillip grinende.

Når han så ikke gider dem mere, eller når de bliver vrede på ham, slår han bare op med beskeden ”undskyld, so” (sic!). DR rammesætter det som drengerøvshumor.

I stedet er det så hjernedødt dumt at høre på, at man overvejer, om man hellere ville tage et bungy-jump i en toiletvogn end bruge mere tid på lastbilvennerne.

Venner igen er et grotesk lavpunkt for dansk tv i bedste sendetid. Hvad i alverden har Danmarks Radio tænkt på?