Se, lyt & oplev
30. juli 2025

8 film og serier du skal se på Netflix i august

August byder på alt fra mørke mordgåder og politiske gidseldramaer til romantik og rørende dokumentarer – og der er noget for enhver smag på Netflix.
Af: Claus Nygaard Petersen
Celia Imrie, Sir Ben Kingsley, Helen Mirren og Pierce Brosnan i 'Torsdagsmordklubben'.

Celia Imrie, Sir Ben Kingsley, Helen Mirren og Pierce Brosnan i 'Torsdagsmordklubben'.

Foto: Giles Keyte/Netflix

Sommeren lakker mod enden, men det betyder ikke, at der er færre grunde til at blive indenfor med fjernbetjeningen i hånden. Netflix har linet en stærk august op med både nye sæsoner af populære serier, storstilede film og en rørende dokumentar om en dansk superstjerne.

Uanset om du er til neglebidende spænding, sødmefuld kærlighed eller britisk hyggekrimi, er der rigeligt at glæde sig til i denne måneds streaming-guide.

My Oxford Year

Netflix indleder august med en romantisk film, der ser ud til at være lige så hot som sommerens varmeste hedebølge. Du ved, den, hvor man knapt kunne sove, fordi man var badet i sved fra de lumre nattetemperaturer.

Det er præcis sådan, det føles at se traileren til ’My Oxford Year’, som er baseret på Julia Whelans roman af samme navn.

Historien handler om den unge amerikaner Anna (Sofia Carson), der er rejst til England for at studere ved universitetet i Oxford. Her møder hun den labre lærerassistent Jamie (Corey Mylchreest). Bliver det blot en hed affære, eller er det ægte kærlighed? Og hvad er det for nogle hemmeligheder, han gemmer på, som gør ham bare så meget mere spændende?

’My Oxford Year’ kan ses fra 1. august.

Wednesday - Sæson 2 Del 1

Alles yndlings morbide teenager Wednesday Addams (Jenna Ortega) er tilbage knapt tre år efter, at hun charmerede seere over hele verden med sin sorte humor.

Tim Burton sidder igen i instruktørstolen på flere afsnit i den nye sæson af 'Wednesday', der er delt op i to dele med fire afsnit i hver.

Efter begivenhederne i første sæson er Wednesday blevet en helt på Nevermore-skolen. Da hun får et drømmesyn, hvor veninden Enid (Emma Myers) dør, beslutter teenageren med de makabre interesser sig for at gøre alt, hvad hun kan for at redde hende. Men det er lettere sagt end gjort.

’Wednesday’ sæson 2 del 1 kan ses fra 6. august.

Fixed

Hvis du er hundeelsker eller -ejer, er ’Fixed’ obligatorisk streaming for dig.

Filmen handler om hunden Bull, der er noget af en frækkert. Faktisk så meget, at hans ejere beslutter sig for, at han skal steriliseres.

Bull beslutter sig for at have en sidste vild nat med vennerne, mens han stadig er en hanhund med alle dele intakt. Det kommer ikke til at gå stille af sig og taler ind i det evigt sjove spørgsmål om, hvad vores kæledyr mon laver, når vi ikke ser, hvad de laver.

’Fixed’ kan ses fra 13. august.

Night Always Comes

Vi fortsætter med en film, der foregår over en enkelt nat, dog i en mere alvorlig genre.

I ’Night Always Comes’ står Lynettes (Vanessa Kirby) familie til at blive smidt ud af deres hjem. I et desperat forsøg på at skaffe penge tager hun på en farlig færd gennem Portlands kriminelle underverden i bestræbelserne på at rejse nok kontanter til, at de kan blive boende.

Hun er villig til at gøre alt, hvad der skal til, og når man har med skruppelløse forbrydere og alskens samvittighedsløse typer at gøre, er det en yderst farlig kombination.

’Night Always Comes’ kan ses fra 15. august.

Hostage

Hver måned byder på en ny intens thrillerserie på Netflix, og i august tegner det til, at ’Hostage’ er den, man skal trykke play på.

Det er ’Treason’-skaberen Matt Charman, der står bag den nye miniserie, som handler om den britiske premierminister, Abigail Dalton (Suranne Jones), der befinder sig i indædte forhandlinger med den franske præsident Vivienne Toussaint (Julie Delpy).

Situationen spidser ekstra meget til, da hendes mand Alex (Ashley Thomas) bliver kidnappet. Gidseltagerne kræver hendes afgang som minister for at løslade ham, men de har tydeligvis undervurderet hende.

’Hostage’ kan ses fra 21. august.

Long Story Short

Ved første glimt virkede ’BoJack Horseman’ som en halvfjollet serie om en hest i en alternativ verden, hvor mennesker og dyr kan gå, tale og arbejde sammen. Men hurtigt stod det klart, at serien om den navnkundige hovedperson faktisk er en af de allerbedste Netflix-serier nogensinde og har usandsynligt mange lag.

Derfor er forventningerne selvfølgelig høje, når serieskaber Raphael Bob-Waksberg vender tilbage med en ny serie.

Der er ikke umiddelbart nogle talende dyr at spotte i ’Long Story Short’, som handler om en dysfunktionel familie, vi følger gennem flere år med alle dens op- og nedture. Det tegner til at blive et klassisk amerikansk familiekomediedrama.

’Long Story Short’ kan ses fra 22. august.

Torsdagsmordsklubben

Det er en af de helt store cozy crime-bøger, som Netflix har lavet til en film med et imponerende cast.

’The Thursday Murder Club’ eller ‘Torsdagsmordklubben’, som den hedder på dansk, handler om en gruppe pensionister, der ikke er helt som andre på plejehjemmet. De har nemlig en lille hyggegruppe, hvor de hver torsdag gennemgår en gammel uopklaret mordsag, som de så forsøger at knække gåden omkring.

Da der bliver begået et rigtigt mord i deres ellers så hyggelige lokalsamfund, øjner den tidligere spion Elizabeth (Helen Mirren), ex-fagforeningsbossen Ron (Pierce Brosnan), den pensionerede psykiater Ibrahim (Ben Kingsley) og den tidligere sygeplejerske Joyce (Celia Imrie) chancen for at opklare sagen. Og de garvede mænd og kvinder har nogle tricks i ærmet, som politiet ikke har.

’Torsdagsmordklubben’ kan ses fra 28. august.

Christopher - A Beautiful Real Life

Det er ikke hver dag, der udkommer en dokumentar om en af de største danske popstjerner.

’Christopher – A Real Beautiful Life’ går bag kulisserne på den danske popstjernes glamourøse tilværelse. Én ting er livet på landevejene, hvor Christopher spiller den ene udsolgte koncert efter den anden. Noget andet er den pris, som privatlivet må betale som følge deraf.

Da familien på tre bliver til fire, tærer det ekstra meget på energien og overskuddet. Hvordan navigerer man i det og foretager de rigtige valg, så familie og karriere kan gå op i en højere enhed, når omverdenen river og flår i en.

'Christopher - A Beautiful Real Life' kan ses i august på Netflix.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.