Et velkendt tv-ansigt overtager styringen, når den populære vært Lene Beier nu trækker sig fra programmet "Vi drukner i rod".
Den nye vært er fundet, og hun er langt fra en ukendt figur i danskernes stuer.
Det bliver nemlig Sara Lygum, som med mange års erfaring fra boligprogrammer og en baggrund som ejendomsmægler, nu sætter sig for bordenden i oprydningsprogrammet. Og hun tøvede ikke, da tilbuddet landede.
- Det var et tilbud, jeg blev megaglad for, siger hun til TV 2.
Sara Lygum blev første gang landskendt som frontfigur i "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed". Og sidste år viste Sara Lygum en helt anden side af sig selv i "Vild med dans", hvor hun dansede sig ind i seernes hjerter.
Nu gælder det hjem fyldt med rod og mennesker i krise.
Skiftet sker, fordi Lene Beier og hendes mand har kastet sig over en helt anden livsstil. Parret har nemlig købt og driver nu et hotel i Østrig, og derfor har hun valgt at trække sig fra programmet.
Efter fire sæsoner overlader hun nu nøglerne - og oprydningsprojekterne - til sin efterfølger.
Programmet søger i øvrigt deltagere. Så hvis du kæmper med rod - og har du brug for en hjælpende hånd - kunne det måske være noget for dig?
Denne artikel blev først bragt hos SE og HØR, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.