Warszawa - en by fuld af overraskelser
Den polske hovedstad er en by med skæve sider, blanke skyskrabere, grønne parker, og et hjerte med genopbyggede gamle bygninger. Ja en hel bydel, der er på UNESCOs verdensarvliste.
Det må du se
Hvis du er særligt interesseret i byens og genopbygningens histore, skal du bruge tid på Byhistorisk Museum på Rynek Starego Miasta 28.
Tirsdag til lørdag, bør du prøve at ramme den engelsksprogede film kl. 12 om ødelæggelse og genopbygning - den er gribende og tager blot 20 minutter.
Bedste udsigt
Får du ifølge bysbørnene fra 30. etage i Kulturpaladset - fordi man ikke kan se selve bygningen, der var en forhadt gave fra Stalin, men udsigten er god!
De bedste kvindetips
-
Det sker lige nu
Find ud af, hvad der sker i byen, når du vil besøge den, på www.warsawtour.pl, www.multifest.pl/warsaw og hver måned på www.inyourpocket.com, hvor guiden kan hentes og printes. -
Sådan rejser du
På pakkerejse fra en arrangør med bus eller fly. SAS, www.sas.dk, tlf. 70 10 20 00 og LOT, www.lot.com, tlf. 70 10 50 63, flyver fra København, og du kan køre selv gennem Tyskland eller via Gedser-Rostock. -
Kvinde-museum
Maria Sklodowska-Curie modtog i 1903 som første kvinde Nobelprisen i fysik og i 1911 prisen i kemi. Et museum om hende har til huse i hendes fødehjem på Freta 16. -
Din sikkerhed
Tag de normale forholdsregler med at passe på taskens indhold, som i alle storbyer. -
Her køber du souvenirs
Primært i den gamle bydel. Cepiliabutikkerne på Ul. Marszalkowska 99/101, Ul. Krucza 23, Pl. Konstytucji 5 og Ul. Chmielna 8 har polsk kunsthåndværk i god kvalitet i butikkerne. -
Lækker kosmetik
Kosmetikprodukter fra det polske mærke SYNESIS No. 1, kan være en fin souvenir eller venindegave. Bruger kun rene naturprodukter og garanterer virkningen. Butik på Ul. Wiktorska 65 ved Raclawicka metrostationen. -
Spændende etnografi
Etnografisk Museum på Ul. Kredytowa 1 har fine eksempler på polsk folkekunst som bl.a. de typiske malede æg, krybbespil, folkedragter m.m. -
Bedste marked
Så absolut loppemarkedet Kolo Bazar hver weekend fra solopgang til kl. 14 på Ul. Obozowa 99 med sælgere og købere fra hele landet. Her kan virkelig findes skægge ting fra bl.a. før 2. Verdenskrig.
Gå fra slot til slot
Tag dig også tid til kongeslottet Zamek Krélewski på plads Zamkowy, som er genopbygget og bl.a. har en udstilling med de Canalletto-malerier, der blev brugt som forlæg for rekonstruktionen.
Mere pragt venter dig, hvis du fra den gamle bydel bevæger dig ud ad Krakowskie Przedmiescie, der i tidernes morgen var en vigtig handelsrute. Derfor skød først træhuse op her, og senere fandt aristokrater og andre rige det passende at bygge paladser og anlægge skønne haver langs vejen.
Gratis musik ved lystslottet
Efter ca. en kilometer med kirker, herskabshuse og pragtpalæer, kommer du til måske den smukkeste oplevelse af dem alle: Lystslottet ved vandet i Lazienkiparken.
Det blev oprindeligt bygget som badehus, der på polsk hedder lazienki, og senere ombygget til lystslot, hvor du kan nyde de smukke sale. I Lazienkiparken er der ofte gratis koncerter på søndage.
Flere rute-ideer
Der er mange ruter med forskellige ledetråde, som du kan tage rundt i byen. De er beskrevet i guiden »Warsaw in short«, som kan hentes på www.warsawtour.pl eller fås på bl.a. turistkontoret i lufthaven, på hovedbanegården eller et af de andre turistkontorer rundt omkring i byen.
Vi vil stærkt anbefale dig at lægge vejen omkring bydelen Praga, der overlevede bombningen og i mange år fik lov at leve sit eget forsømte liv. Nu har kunstnere imidlertid kastet deres kærlighed på bydelen, som er blomstret op med gallerier, spændende teatre og meget mere, der ikke er mainstream.
Begynd med cocktails
Før du skal ud og spise en dejlig middag, er det god stil at begynde med en cocktail, og de bedste laves efter sigende på Sense på Ul. Nowy Swiat 19, hvor også byens kendte kommer.
Både cocktails og udsigt fås ved at tage elevatoren til panorama Bar på hotel Marriot, Ul. Jerozolimskie 65/79, der også har byens måske bedste italienske restaurant, Parmizzano's.
Gourmetmad til hugpris
I den gamle bydel finder du mange museer, gallerier og restauranter, hvor det polske køkken er mere end rødkål og rødbeder. I Warszawa findes der mange gode restauranter, hvor du kan spise polsk med et tvist.
Overvej U Fukiera, som er en af byens bedst kendt restauranter, og stedet hvor mange kendte har fået stillet sulten. Interiøret er kitchet, men der er tale om en restaurant med Michelinstjerne-drys.
Men i Polen behøver det ikke skræmme, og på U Fukiera ligger hovedretterne omkring 120 kr. Overvej at spise i gårdhaven, hvis vejret er godt.
Heller ikke på et andet førsteklasses madsted, Ale Gloria, på Trzech Krzyzy 3, behøver man frygte økonomisk ruin. Men husk, at klæ' dig pænt, det fortjener stederne.
Spis helt vildt
Når du skal vælge fra restauranternes menukort, så overvej vildt. Polen har nemlig store jagtområder, så det vilde kød med den gode smag er en populær råvare.
Helt nede på jorden og uden krav til særlig påklædning er U Hopfera på Ul. Krakowskie Przedmiescie 53. Her kan du vælge mellem et hav af kartoffelcrouqetter fyldt med alt fra champignon til gedeost og sågar chokolade, og opleve at det også er et sted de lokale sætter pris på.
www.e-warsaw.pl
www.tourpol.com
www.destinationwarsaw.com
www.rejsefeber.dk
www.mytraveltango.dk
www.vindroserejser.dk
www.scandlines.dk
www.polferries.dk
Kaffe og kagekunst
Cafe Blikle, Ul.Nowy Swiat, har hele 140 år at have sin charme i og er kendt for ikke bare kaffen, men i højeste grad for sin kagekunst og isdesserter, der kan lukke munden på selv den mest slikne.
Te-drikkere kan prøve mange eksotiske te-muligheder på Samefusy, Ul. Nowomiejska 10, mens chokoladeelskere kraftigt bør overveje Wedel på Ul. Szpitalna 8.
Stedet drives af chokoladeproducenten Wedel, og her kan der vælges mellem over 20 forskellige slags varm chokolade, samt noget til kagegaflen og dessertskeen.
Polens hovedstad har ubeskriveligt mange muligheder fra butikscentre til mærkebutikker, hippe polske designere til verdenskendte italienske.
Af butikscentrene er Arkadia på Aleja Jana Pawla II 82 er med sine 180 butikker o.a. et af Østeuropas største, hvilket siger ikke så lidt.
Det moderne Zlote Tarasy tæt ved hovedbanegården ligger centralt, har over 200 butikker og ligesom Arkadia åbent alle ugens dage fra 10 til ud på aftenen.
Det mest eksklusive butikscenter er Galeria Mokotów i bydelen af samme navn. Her finder du mærker som Calvin Klein, Versace og Lacoste side om side med Mango, Diesel, River Island og andre kendte kædebutikker.
Men derudover finder du med garanti andre centre på din vej gennem byen, for der er mange af dem.
Designergaderne:
Flere designermærker kan du finde på gader som Trzech Krzyzy og Mokotowska og ikke at forglemme Metropolitan bygningen på Pilsudskiego pladsen.
Polen har også fremadstormende designere, som uddannes på designskolen. De promoveres via Sammenslutningen, som har en stor salon i shoppingcenteret Promenada på Ul. Ostrobramska.
Se efter navne som Paprocki&Brzozowski Atelier, Maciej Zien, Dawid Wolinski, Gosia Baczynnska m.fl. Der er tøj til både mænd og kvinder, så få ham bare med på modesalonen, der er designet af kendte designere fra Lengiewicz-Charkiewicz workshoppen og en oplevelse i sig selv.