Sidi Bou Saïd: Kridhvid og blændende blå

Skulle dét være noget særligt?

Tip til Sidi Bou Saïd

• BO GODT:

  Hotel Dai Saïd (link fjernet) i hjertet af den gamle bydel. Indrettet i herskabsvilla fra midten af 1800-tallet med 24 værelser centreret omkring små lukkede gårde. Lille swimmingpool med havudsigt.

• SPIS GODT:

  Dar Zarrouk på den anden side af gågaden er del af hotellet. Loungeagtig indretning i den store skyggefulde gård og stor terrasse ud til bugten. Fransk-tunesisk køkken. Reserver bord på tlf. 71740591.

• DRIK GODT:

  Café Sidi Chabaane, Rue Sidi Chabaane, friskpresset frugtsaft, det ideelle sted når solen går ned.
  Café de Nattes, Place Sidi Bou Saïd. Legendarisk kunstnercafé med arabisk indretning. Det er her, man drikker te med mandler.

• GÅ IKKE GLIP AF:

  Dar Ennejma Ezzahra, Center for Arabisk og Mediterran Musik, Rue 2. mar 1934.

• VEJEN HERTIL:

  Rejser du på egen hånd, er det lettest at tage det lille lokaltog TGM fra Tunis. Turen varer ca. en halv time.

  Vi var i Sidi Bou Saïd på en udflugt fra øen Djerba, som vi besøgte med Atlantis Rejser (link fjernet).

• TJEK OGSÅ:

  www.tourismtunisia.com, den officielle tunesiske turistsite.

Vi står midt i mylderet af souvenir- og sandwichboder, ihærdige sælgere og horder af andre turister på Place 7. Novembre, og jeg har lidt svært
ved at tro på alt, hvad jeg har læst.

Men så snart vi er drejet om hjørnet for at gå op ad den smalle stejle hovedgade, konfronteres vi med landsbyens unikke charme: blændende hvide huse med intenst azurblå døre, vinduesrammer, balkoner ...

Plus kaskader af cyklamenfarvede bourgainvilla, som nærmest vælter ud over de hvide mure og fuldender et billede, der er så perfekt, at man tror, det er løgn.

Men nu har jeg ikke længere svært ved at tro, at Sidi Bou Saïd, højt beliggende på spidsen af en pynt kun 20 km fra Tunesiens hovedstad Tunis, er blandt landets smukkeste.

Efterhånden som vi - min mand og jeg - går op ad gaden og får kig efter kig ud over blåt hav mod endnu mere blå himmel, bekræftes mit første indtryk:

Nok har Sidi Bou Saïd udviklet sig til noget af en turist-fælde, og nok er Rue Dr. Habib, som hoved- og gågaden hedder, én stor basar med keramik, aromatiske olier, smykker, fuglebure og læder i alle afskygninger. Men landsbyen bærer sin byrde med stil.

Og som i alle andre postkortbyer skal man ikke bevæge sig ret langt væk fra centrum, før verden er anderledes fredelig.

Sidi Bou Saïd er koncentreret omkring én lang gade, som slynger sig op ad bjerget til moskeen og mausolæet for Sidi Bou Saïd, den helgen fra 1300-tallet, der har givet byen sit navn.

Den karakteristiske arkitektur er andalusisk inspireret og resultatet af indflydelsen fra spanske muslimer i 1500-tallet.

I 1800-tallet begyndte det velhavende Tunis at bygge deres huse her, og i begyndelsen af 1900-tallet udviklede landsbyen sig til lidt af et skjulested for kunstnere fra især Frankrig. Bl.a. forfattere som Colette og Simone de Beauvoir, mens malere tæller August Macke, Paul Klee og Henri Matisse.

Kendissernes by

I dag er der ikke længere noget hemmeligt ved den blå-hvide by på pynten. Indbyggertallet er svulmet, bl.a. fordi tunesiske politikere, mediepersonligheder og andre kendisser hver dag tager turen mellem deres hjem her og hovedstaden.

Så da vi - midt på en af de små labyrintagtige gyder bag hovedgaden - pludselig må træde til side for at lade en kortege af 3 limousiner med chauffør og mørke ruder passere, er det hverdag her på stedet.

Overalt hvor man færdes, mødes man af kridhvide vægge og trapper, mens f.eks. gitre og porte i det fineste filigran konsekvent er holdt i den karakteristiske blå - i traditionel islamisk kunst symboliserer de to farver lys, hav og himmel.

Læs flere rejseguider til hele verden

Dørene er et kapitel for sig. De er store, gamle og tunge, piercet med traditionelle motiver af halvmåner, minareter og stjerner. For Sidi Bou Saïd er i høj grad detaljernes by.

Overalt hvor man går, falder man i svime over en balkon, udført med det fineste kniplingearbejde i metal, over kigget ind i en mosaikklædt gård med springvand og duftende jasminbuske eller over et endnu mere blåt kig ud over Tunis-bugten.

Selv om gågaden dagen igennem er et menneskemylder, er det alligevel muligt at finde fred. Vi går til venstre mod Hotel Dar Saïd, så til højre ad en smal gade, som snirkler sig opad.

Efterhånden som roen indfinder sig, og vi kommer højere op, når vi først en lille kirkegård med enkle, hvide gravsten, så det lave fyrtårn.

Og vi er stadig alene i verden - sammen med en mageløs udsigt over den hvide landsby og den nye marina. Den ligger sammen med et par caféer og en lille strimmel strand en halv times gang nede ad bjerget.

Arabisk art-deco

Den allerbedste overraskelse finder vi på højre side af gågaden, på Rue 2. Mars 1934. Her ligger paladset Dar Ennejma Ezzahra, i dag både museum og Center for Arabisk og Mediterran Musik.

Bygget mellem 1912 og 1922 af den franskfødte baron Rodolphe d'Erelanger og hans italiensk-amerikanske hustru er det intet mindre en et vidunderligt stykke ekstravagance af arabisk art-deco, som udefra er holdt i de karakteristiske hvide og blå farver.

Vi får endda at vide, at det er baronens fortjeneste, at Sidi Buo Saïd også i dag har bevaret sin strikte farveholdning. Da han byggede sit palads, fulgte andre nemlig hans eksempel. Og gør det stadig.

Før vi går ind på museet, tager vi os tid til at nyde det smukke haveanlæg, der omgiver paladset. Og kan nu også betragte de nye villaer, der er opført længere inde på kysten. Stadig i samme stramme stil.

Da vi siden træder ind i den store salon, åbenbares d'Erlanger-parrets rige verden med malerier, udsøgte stukarbejder og marmorfontæner.

Centralt i marmorgulvet er skåret en smal rende, en vandingskanal om man vil, som løber igennem hele rummet. I dag er den tørlagt, men da der var liv i paladset forsynede en fontæne ved væggen renden med vand, som så var med til at køle rummet ned på hede sommerdage. Smart.

Vi bliver vist rundt af den herboende kustode, som var vi venner af huset. Værelse efter værelse er fyldt med skatte - skabe med indlagt perlemor, gyldne fuglebure, venetianske lysekroner og overalt baronens egne malerier. Han var både en anerkendt maler og kender af arabisk musik, hvilket den store samling musikinstrumenter vidner om.

Bliv et par dage

Som flertallet af turister har vi kun nogle timer i Sidi Bou Saïd. Og det er i og for sig fint. Vi når at drikke friskpresset melonsaft på Café Sidi Chabaane, hvis lag-på-lag terrasser er skåret ind i klippen.

Vi kommer rundt i de fjerneste hjørner af landsbyen og slutter af med et glas thé à l'amande, te med friske mandler, hvis smag af varm sød te kombineret med sprøde, saftige mandler går op i en højere, himmelsk enhed.

Men mit næste besøg skal strække sig over et par dage.

Jeg vil opleve, hvordan landsbyen vender tilbage til sine beboere, når aftenen falder på. Slentre ad de blankslidte brosten på Rue Dr. Habib sammen med blandingen af lokale og et par håndfulde andre turister. Nyde en krydret couscous med kylling og lam på terrassen på restaurant Dar Zarrouk og siden lægge mig til at sove i et værelse med udsigt på boutiquehotellet Dar Saïd, en tidslomme i sig selv.