REJSEGUIDE | Magiske Mexico
Foto: Laura Lawaetz, AOP og PR
Synes du, at hængekøjer og hvidt sand, turkisblåt hav, yoga på stranden og store margaritas lyder godt? Så tag på bohemet luksusferie i Tulum i Mexico, hvor Caribiens turkisblå hav, L.A.s sunde livsstil, New Yorks bedste restauranter og Mexicos stærke cocktails forenes i et magisk ferieparadis midt i junglen. IN guider til Tulums bedste oplevelser.
HER SKAL DU BO
Solopgang fra hængekøjen – Godmorgen, dag
Tulum ligger placeret på østkysten af Yucatan-halvøen midt imellem den mexicanske jungle og Det Caribiske Hav, og det er derfor, den mexicanske perle bliver kaldt city of dawn – solopgangens by. Solen står op lige ud for din hytte, så nyd, at du vågner tidligt, grib din bog, læg dig ud i hængekøjen på terrassen, og lyt til havets brusen, mens solen langsomt står op.
Hip Hotel
Ønsker du ren afslapning og underspillet luksus, er Hip Hotel lige noget for dig. Book en af Hip Hotels bungalower (husk at bede om en i forreste række på stranden!) og vågn op til Tulums smukkeste solopgang fra din hytte midt på stranden. Betjeningen er venlig, og hotellet er hverken overrendt eller alt for dyrt.
Be Tulum – Næsten som at være udenfor
Der er dømt ren afslapning på boutiquehotellet Be Tulum, hvor man opfordrer til at leve i pagt med naturen og uden (for mange) materielle goder. Hotellet er også indrettet udelukkende med naturmaterialer – vægge i sten, gulve i valnøddetræ og koskindstæpper – og respekt for områdets gamle historie. Der findes kun 20 suiter på hotellet, så book i god tid. Læs mere: betulum.com
Massage og spa med udsigt – Maya SPA / Azulik Hotel
Forkæl dig selv med en spabehandling på Tulums bedst beliggende spa, Azulik-hotellets Maya Spa med udsigt over Det Caribiske Hav. Prøv deres signaturbehandling Mayan Clay – en slags bodywrap med mineralrigt ler, der både healer og fugter din solbrændte krop. Behandlingen slutter med 30 minutters massage, hvor også maven masseres efter de gamle mayatraditioner. En godbid for både krop og sjæl. Læs mere: azulik.com/maya-spa
Yoga – For krop og sjæl
Uanset om du er en ægte yogi eller nybegynder, når det gælder yoga, må du ikke snyde dig selv for en morgentime på et af Tulums mange yogasteder. Spørg dit hotel til råds om det nærmeste sted, eller book en tid på det luksuriøse boutiquehotel Sanará. Læs mere: sanaratulum.com
Foto: Laura Lawaetz, AOP og PR
SÅDAN KOMMER DU RUNDT
Cykel
Lej en cykel i hotellets lobby – det er den nemmeste og hyggeligste måde at komme fra A til B i Tulum. Skal du et smut til selve byen Tulum, så hop i en taxa – lad hotellet guide dig mht. prisen, og aftal den på forhånd med chaufføren.
Cash only - Husk at hæve hjemmefra
Det er muligt at betale med amerikanske dollar de fleste steder i Mexico, men det er helt sikkert, at du altid kommer til at betale en alt for høj vekselkurs. Husk at hæve masser af mexicanske peso inden afrejse, hvis du ikke vil snydes.
Shopping - Dét skal du (ikke) købe i Tulum
Du har hverken lyst eller mulighed for at shoppe meget andet end lækre måltider og stærke drinks i Tulum. Men skal du købe én ting med hjem, så lad det være en af de håndlavede hængekøjer.
TIP – Gå på bare tæer
Nyd, at du kan gå på bare tæer hele dagen, for sandet på Tulums strande bliver aldrig for varmt at gå på. Det høje indhold af kalk i sandet betyder nemlig, at det ikke opvarmes … men det betyder også, at det giver mærker på dine sko, så lad de fine sandaler blive hjemme, og hold dig til espadriller og billige klipklapper.
Nyd livet!
Og husk så at smile og nyde hvert et sekund af din ferie i Tulum – for livet bliver ikke meget bedre end her!
Foto: Laura Lawaetz, AOP og PR
HER SKAL DU SPISE
Casa Banana - (Måske) verdens bedste bøf
Når du har spist ceviche og drukket øl og stærke margaritas hele ugen, så tag en aften på Casa Banana. Denne lokale favorit serverer den bedste argentinske steak med et stort udvalg af lækker vin, festlig stemning og livemusik under åben himmel.
Posada Margherita - Den skjulte perle
Med en truck og et træskilt ved indgangen er det svært at forestille sig, at der gemmer sig en italiensk perle her, men lad dig ikke narre af den underspillede indgang. Posada Margherita byder på hjemmelavet pasta, frisk fisk fra grillen og enkle salater af gode råvarer. Betjeningen er personlig og stemningen både hektisk, afslappet og romantisk på samme tid. Must-visit på din ferie i Tulum.
Psst … Kom igen næste morgen til hjemmelavede pandekager og kaffe.
Gitano - Diskokugle og dans i junglen
Som en attraktion i sig selv har restauranten og natklubben Gitano hængt en diskokugle op midt i junglen. Her serveres både mad og stærke cocktails – kig forbi til en drink efter middagen på Hartwood. Læs mere: gitanotulum.com
Casa Violeta - En stille aften med udsigt
Hvis du trænger til en stille aften med udsigt over havet, skal du besøge hotellet Casa Violetas restaurant, der serverer frisk fisk og pizza fra den træfyrede stenovn. Indretningen er hyggelig og stemningen afslappet. Prøv deres hjemmelavede pizzaer eller skaldyrsplatte, mens I nyder udsigten over Det Caribiske Hav. Læs mere: casavioletatulum.com
Hartwood - Hele køen værd
Uanset hvem du er, må du pænt stille dig op i kø på Tulums mest hypede restaurant, Hartwood. Listen til bordreservation åbner kl. 15, og hvis du stiller dig i kø halvanden time inden, kan du være heldig at blive skrevet op til et bord samme aften. Og det er kø og ventetid værd. For Hartwood er en oplevelse, man ikke vil være foruden. Og så er det svært ikke at føle sig som en del af en helt særlig klub, når man endelig sidder ved sit bord om aftenen, under åben himmel, og nyder retterne fra dagens menukort, der byder på alt fra frisk ceviche og grillet blæksprutte til lækkert tilbehør som rødbede med gedeost. Læs mere: hartwoodtulum.com
Psst … Gå forbi restauranten dagen før og undersøg tidspunktet for bordreservation – de ynder nemlig at ændre tidspunktet fra sæson til sæson, så det kun er for de indviede.
Sådan kommer du afsted
NYHAVN REJSER
Book en tid hos Nyhavn Rejser og lad dem hjælpe dig med at planlægge din ferie i Tulum. Deres mange års erfaring med rejser til Mexico og gode priser på hoteller betaler sig – så kan du slappe af fra det minut du sætter dig ind i flyveren mod paradis. ¡ vamos !