Rejser
2. januar 2017

REJSEGUIDE: De nye hotspots i London

London holder altid! IN har samlet de bedste restauranter, butikker og hoteller, som er nogle af Londons moderne klassikere.
Af: Karin Gråbæk
London-guide

Foto: Pr, Karin Gråbæk & Jill Cowdry/ mydreamyengland.com

REJSEGUIDE TIL LONDON

Her er de steder du skal shoppe, spise og sove i London.

SHOP

Sofistikerede Beckham

Spice Girls-tiden klistrede længe til Victoria Beckham, men som designer har hun de senere år vundet respekt for sine stilsikre og klassiske kollektioner. Præcis med samme kyndige tilgang har hun indrettet butikken på Dover Street i Londons dyre kvarter. I den strømlinede butik har prøverummene perfekt belysning og stole til både børn og ventende ægtefæller. Victoria Beckham ved både, hvordan tøjet skal sidde, og hvordan et tarveligt neonskær kan spolere hele glæden ved en ny kjole.

36 Dover Street, Mayfair.
www.victoriabeckham.com

De hippes stormagasin

Man kan faktisk godt komme til at springe et par vejrtrækninger over i Dover Street Market, som for nylig flyttede fra gaden af samme navn til mere overdådige lokaler på Haymarket. For wow, hvor er der meget udsøgt og avantgarde design i Comme des GarÇons’ ultracool varehus, der konstant udfordrer med kunstneriske installationer og skiftende stilindtryk – nærmest som på et eksperimenterende galleri. Øverst oppe ligger cafeen Rose Bakery, der er en britisk café-darling i Paris. Naturligvis ligger der også en lille filial af Østlondons mest kendte hipsterbutik Labour and Wait, hvor man kan købe skrabet minimalistisk køkken-udstyr, der leder tankerne hen på campingtur.

12-22 Haymarket (indgang fra Orange Street), London W1. www.doverstreetmarket.com.
85 Redchurch Street, Shoreditch.
www.labourandwait.co.uk

https://imgix.femina.dk/madogbolig/dover-street-market-victoria-beckham-store-butik-london.jpg

Venstre: Dover Street Market. Højre: Victoria Beckham

LÆS OGSÅ: REJSEGUIDE | Forført af Los Angeles

Notting Hill-promenaden

Efterhånden har området omkring Westbourne Grove og Ledbury Road en del år på bagen som interessant destination. Men de gader er også indbegrebet af stemningsfuld Notting Hill-romantik med blomsterbutik midt i det hele. Facaderne stråler i de fine regnbuefarver, som kendetegner bydelen, og her er masser af lokal kolorit med mødre i yogatøj eller barnevogne. Udvalget af butikker er et godt miks af lidt dyrere butikker som Matches Fashion, delikatessebutikker, interiør og en del af de franske mærker som Zadig & Voltaire og Maje.

Zadig & Voltaire, 182 Westbourne Grove,
Notting Hill. www.zadig-et-voltaire.com
Maje, 194 Westbourn Grove, Notting Hill.
www.uk.maje.com
Matches, 60-64 Ledbury Road.
www.matchesfashion.com

En stille rebel

Mens Burberry er en af oldschool-klassikerne, kan Mulberry, der blev stiftet i 1971, godt snige sig med blandt de nyere. Ikke mindst fordi Mulberry formår at holde stilen og bevare forbindelsen til både klassisk håndværk og den rebelske tone fra 70’erne. Under den seneste modeuge begejstrede modehuset med et skævt og strømlinet miks af stribede skoleuniformer, skotske tern, flæser og militærlook. Selve flagshipbutikken med karakteristisk, nærmest karrygul facade ligger lige midt i det mondæne smørhul Mayfair.

50 New Bond Street, Mayfair.
www.mulberry.com

https://imgix.femina.dk/madogbolig/stella-mccartney-store-butik.jpg

Stella McCartney

Den grønne designdronning

Som datter af en britisk rock-royal er Stella McCartney nærmest født til at blive lagt mærke til. Men alle med forstand på mode – og som savler over hendes strikkede bluser med flæseeffekt denne vinter – ved, at hun kan noget særligt som designer. Det er unikt at gå ind i en butik med så nedtonet lækkert og luksuriøst tøj og vide, at hun hver sæson går nye veje for at undgå at bruge pels, skind eller sågar fjer fra dyr. Hendes sportstøj for Adidas er i den grad også gået hen og blevet en eftertragtet klassiker.

30 Bruton Street, Mayfair.
www.stellamccartney.com

Butikkerne der spotter det nye

Modemekkaet Browns er barn af 70’erne og faktisk etableret i Australien, men er blevet en moderne institution på den lille gågade Molton Street tæt på Oxford Street. Familieforetagendet breder sig over flere huse i gaden og er kendt for at have spottet nye talenter som John Galliano, Alexander McQueen og Christopher Kane. Hvis man er interesseret i håndplukkede kreationer fra både anerkendte navne som Chloé og Rick Owens og nyere talenter i den eksklusive ende af modespektret, er man i inspirerende og gode hænder hos Browns.

24-27 S Molton Street, Mayfair.
www.brownsfashion.com

SPIS

Kulørt madglædehos Ottolenghi

Som på et frodigt marked i Mellemøsten bliver blikket forkælet på Ottolenghis populære deli-restauranter. På hvide diske står fade med bagte søde kartofler med chili og gedeost, salater med couscous, nødder og sprøde granatæbler og friske krydderurter. Har du bare en flig af en sød tand, frister et kagebord i en liga for sig – smukke på den hjemmebagte måde. Prøv saftig mandel-appelsinkage med mørkt chokoladeovertræk. Den lidt finere restaurant Nopi er i den grad også værd at besøge.

50 Artillery Lane, Spitalfields.
63 Ledbury Road, Notting Hill.
287 Upper Street, Islington.
13 Motcomb Street, Belgravia.
www.ottolenghi.co.uk

Slowfood-forkælelse

Det begyndte som et popup-spisested i et drivhus på en planteskole i det sydvestlige hjørne af London, Petersham lidt uden for Richmond. Den australske kok Skye Gyngell gik i køkkenet med sit kompromisløse forhold til rene og gode råvarer. I de første spæde år kunne man støde på Salman Rushdie med familie, Ron Wood fra Rolling Stones og Bond-girl Eva Green. Ja, Madonna satte også sine designerklædte fødder på restaurantens røde jordgulv. 11 år efter har Petersham Nurseries med det tilfældige miks af krakelerede jernstole mellem et vildt flor af planter, blomster, indiske tæpper vundet flere slowfood-priser.

Church Lane, Off Petersham Road, Petersham, Richmond.
www.petershamnurseries.com

Tidløs elegance og årstidens farver

Kokken Skye Gyngell er rykket ind til Somerset House, hvor hun driver restauranten Spring i de overdådige, gamle rammer. På menuen står enkle, delikate retter med fokus på årstidens råvarer og den gode kvalitet. Det bliver serveret i utrolig smukke omgivelser indrettet med marmor, lyserød sofa og Cloud-lamper fra Apparatus. Med kun få år på bagen er Spring allerede en klassiker, hvor både maden på tallerkenerne og omgivelser er en æstetisk fornøjelse. I en lille grøn atriumgård kan man nyde en afslappet middag inden en tur i teatret.

Somerset House, New Wing, Lancaster Place, ved Waterloo Bridge.
www.springrestaurant.co.uk

https://imgix.femina.dk/madogbolig/dishoom-spring-restaurant-london-guide.jpg

Venstre: Spring restaurant. Højre: Dishoom

Festligt indisk

Selv om den første indiske Bombay-café Dishoom åbnede for snart fem år siden i Covent Garden, er der ofte kø om aftenen (man kan kun forhåndsbestille bord til selskaber på over seks personer). Med fire restauranter spredt i byen er det blevet lidt nemmere at komme til bordene, hvor der bliver serveret opfindsom, frisk, moderne indisk. Prøv lidt af hvert, del med hinanden og gå ikke glip af husets berømte black daal. Mange lokale indere kommer også på de livlige restauranter.

12 Upper St. Martins Lane, Covent Garden. www.dishoom.com

Fnuglet dim-sum og kulørte kager

En kinesisk restaurant med en snert natklub. Den kombination var der nok ikke mange, der havde forestillet sig, inden den glamourøse, kinesiske bar og restaurant Hakkasan åbnede gemt i underetagen i en smøge tæt på Oxford Street. Den moderne kinesiske mad og fnuglette dim-sum vandt hurtigt mange fans, og i flere år rangerede restauranten højt på listen 50 Best Restaurants. Der er åbnet endnu en i Mayfair. Søsterrestauranten Yautcha landede med sin blå hightechfacade som en ufo midt i Sohos spraglede gader. Bag den blanke facade er trækplastret ud over lækre dim-sum også de yndigste søde kager og et enormt udvalg af te.

8 Hanway Place, ved Tottenham Court Road. www.hakkasan.com
15-17 Broadwick Street, Soho.
www.yauatcha.com

https://imgix.femina.dk/madogbolig/daylesford.jpg

Daylesford.

Tag med på landet

Ude på landet i det celebre område Cotswolds ligger Daylesford Organic Farm, og da den grønne trend spirede frem, rykkede Daylesford også ind til London, hvor der i dag ligger tre meget minimalistiske cafeer. De fungerer også som moderne købmandsbiks med friske grøntsager, delikatesser og juicer fra stolte britiske æbleplantager. Alt er holdt i et minimalistisk, lyst og renskuret boholook, og det er et ombejlet frokoststed for mange af de velplejede, lokale kvinder, der drømmer om at bo på landet.

208-212 Westbourne Grove, Notting Hill.
44B Pimlico Road, Pimlico.
6-8 Blandford Street, Marylebone.
www.daylesford.com

SOV

Funky hænge ud-sted

Hvor bor man godt, stilfuldt, centralt og ikke for dyrt? Det spørgsmål er i sig selv en klassiker. Det nedslående svar er: Det findes ikke. Eller i hvert fald er det meget svært at få alle de faktorer opfyldt i London. Men The Hoxtons er faktisk tæt på. Første hotel åbnede i Shoreditch, og senest er kæden, der hylder god stemning i baren, enkelhed og legende stil, rykket mod Holborn tæt på Covent Garden.

81, Great Eastern Street, Shoreditch.
199-206 High Holborn, Holborn.
www.thehoxton.com

https://imgix.femina.dk/madogbolig/hoxton-hotel-ace-hotel-london.jpg

Venstre: Hoxton. Højre: Ace Hotel

Midt i et kreativt centrum

I London har Ace Hotel ligesom flere andre steder cementeret, at et hotel kan give gæsterne en følelse af at være med, hvor det sker. Ikke bare ligger det midt i Shoreditch tæt på et væld af barer, gode spisesteder, små butikker, kreative studier med mere, men på selve værelset kan man smide en skive vinyl på pladespilleren og lytte til 70’er- og 80’er-klassikere. I lobbyen sidder kreative hoveder begravet i deres macbooks og en cocktailbar med dj, juice- og kaffebar, suppebar, blomsterbutik og restaurant i tidløs elegance bidrager til, at man faktisk næsten ikke har lyst til at forlade hotellet.

110 Shoreditch High Street, Shoreditch.
www.acehotel.com

Den hotte brandstation

Sjældent har en restaurant og et hotel skabt så meget hype, som da Chiltern Firehouse åbnede for få år siden. At kunne skrive i sin facebookupdate, at man havde fået et bord i restauranten i den gotisk-viktorianske, tidligere brandstation i den mondæne Marylebone-‘landsby’, var nærmest som at blive inviteret til te hos dronningen. Der er ofte garanti for at spotte kendte. Kate Moss, Cara Delevingne, Kevin Spacey, Bill Clinton og David Beckham har alle været der. Den berømte newyorker-hotelmand André Balazs har skabt restauranten og hotellet, som har vundet status som en ny, charmerende klassiker. Det er femstjernet hotel, så det er ikke billigt at bo her.

1 Chiltern Street, Marylebone.
www.chilternfirehouse.com

https://imgix.femina.dk/madogbolig/chiltern-firehouse.jpg

Chiltern Firehouse.

LÆS OGSÅ: REJSEGUIDE | Magiske Mexico

Læs mere om:

Læs også