München – Tysklands hemmelige hovedstad
Traditionsrig, stolt og ærekær. München er en by, som gør en dyd ud af at være gammeldags. Hvor Berlin er ung, trendy og undergrund, og Hamborg en havneby med impulser fra hele verden, er München byen, der holder fast ved de klassiske værdier.
Theatinerkirken ved Odeons-
platz er bygget i italiensk
højbarok. Adskillige bayerske
konger og dronninger er
begravet i kirken
Mange millionærer
München er Tysklands tredjestørste by og Bayerns økonomiske kraftcenter og kulturby number one. Byen har til alle tider været en af Tysklands rigeste, hvilket bl.a. ses i de mange grandiose bygningsværker: kongelige barokpaladser, kirker med løgkupler og prangende triumfbuer. Også i gadebilledet er der ikke langt mellem hverken Porscherne eller Marc Jacobs-taskerne - og så har München Tysklands højeste koncentration af millionærer! Kulturen står stærkt her - München kan bryste sig af både en velbesøgt opera, mange teatre og en stor samling af museer. Blandt de mest udsøgte er byens hele tre pinakoteker: Alte, Neue og Moderne.
Udsigt til sneklædte tinder
Et oplagt sted at starte med at snuse rundt er Stadtmitte - Münchens brostensbelagte centrum med smukke facader, statuer og relieffer, velbevarede byporte og brede strøggader. På den stemningsfulde Marienplatz ligger byens imponerende rådhus i nygotisk og superornamenteret stil. Rådhuset er åbent for publikum, så vi smutter indenfor. Rådhusets klokkespil, hvor mandshøje figurer tre gange dagligt opfører scener fra Münchens historie, tiltrækker store tilskuerskarer. Og fra det 85 meter høje rådhustårn kan man på en klar dag se så langt som til Alpernes sneklædte tinder.
München ligger i Alpernes forhave
Luksusshopping
Shoppingen i Stadtmitte er dejlig, men ofte dyr - især Maximilianstrasse byder på skønt vindueskiggeri til eksklusive smykker og dyr couture. Lige syd for Marienplatz ligger Viktualienmarkt, et hyggeligt udendørs marked, hvor frugt og grønt er anrettet på den mest fotogene vis og falbydes sammen med lækre oste, pølser og tyske hvidvine. Er man på udkig efter mere edgy shopping, er området omkring Gärtnerplatz ikke et dårligt bud. I det tidligere bøssekvarter vokser kreative butikker frem, Om aftenen er der et livligt caféliv omkring Gärtnerplatz.
Jubilæum for Oktoberfest
Man kan ikke sige München uden også at sige Oktoberfest. Verdens største og mest berømte folkefest tiltrækker hvert år ca. seks millioner gæster fra hele verden. Oktoberfesten (der trods navnet altid starter i september), så dagens lys første gang i 1810, hvor pladsen Theresienwiese blev omdannet til festplads i afledning af et kejserligt bryllup. I 2010 kan du opleve ølkultur og nationaldragter til Oktoberfestens 200-årsjubilæum fra 18. september til 3. oktober.
Se også