Nu er ‘Sex and the City’ også ødelagt af en frygtelig efterfølger: Her er én ting, vi kan gøre ved det

Kirstine Alring er skribent på Heartbeats. Dette er en kommentar. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

I går var det en uge siden finaleafsnittet af ’Sex and the City’-efterfølgeren ’And Just Like That’ udkom og chokket har for mit vedkommende endnu ikke helt lagt sig. Var det virkelig den afslutning vi fortjente?

’And Just Like That’ er en skændsel mod det kulturelle fodaftryk, som ’Sex and the City’ ellers har efterladt. Sådan lyder det rimelig enstemmigt i flere medier fra The Independent til The Guardian. Det sidste afsnit blev ikke bare afslutningen på den igangværende sæson, men ifølge instruktør Michael Patrick King også det sidste punktum i hele ‘Sex and City’-sagaen.

Jeg er selv stor ’Sex and the City’-fan, og derfor har jeg – på trods af evigt dårlige anmeldelser – fulgt med i alle tre sæsoner af dens efterfølger ‘And Just Like That’.

Men jeg må erklære mig enig i den folkestemning, der har omgærdet efterfølgeren.

Af respekt for Carrie Bradshaws eftermæle vil jeg ikke bruge spalteplads på sidste afsnit, som ganske symbolsk indebærer en sekvens med et stoppet toilet og et direkte kig ned i kummen, med ingenting efterladt til fantasien.

Generelt er der rigeligt med kritikpunkter at tage af i ‘And just like that’, et par af dem værende disse: Serien lider under bizarre og uinteressante storylines, de ellers elskede karakterer er blevet reduceret til utroværdige og overkarikerede kvinder, og så er seriens uendelige forsøg på at være woke ubetinget mislykket.

Det så vi eksempelvis i seriens portrættering af den ellers højtelskede Miranda Hobbes. I ‘Sex and the City’ var hun på mange måder powerkvinden ud af de fire veninder: hun var advokat, klog, tjente mange penge og var – for det meste – uafhængig af mænd. I ‘And Just Like That’ er hun blevet til det stik modsatte. Her finder Miranda ud af, at hun er homoseksuel og forlader derfor sin første store kærlighed, Steve. Det kunne have været en vedkommende historie for mange, men i stedet gjorde serien Miranda til en kvinde, som, fremfor alle hendes virkelig gode kvaliteter, var én ting: fuldstændig afhængig af andre kvinder. I forsøget på at være woke blev det lige pludselig alt andet end det.

Altså. ’And Just Like That’ er kort sagt virkelig dårligt tv. Men det er kun en del af problemet.

Udover at jeg personligt sidder tilbage og er ærgerlig over, at jeg først og fremmest har spildt min tid på at se tv, som der ikke kan siges mange pæne ting om, står vi nu med et stykke seriekunst, der er blevet fuldstændig massakreret af en efterfølger, som på ingen måde kan leve om til sin forgænger.

Spørgsmålet er, hvorfor serien overhovedet skulle genoplives. Til film såvel som ny serie. Det kræver ikke meget research om film og tv-branchen at finde svaret.

Det handler om penge. Selvfølgelig gør det det.

Genindspilninger topper hitlisterne

Genindspilninger, efterfølgere og prequels er by far det, der hiver flest penge hjem nu om dage.

På IMDB’s liste over 2025’s foreløbige bedst sælgende film hører lige knap under en fjerdedel ud af de i alt 200 mest sælgende film til en af disse kategorier.

På top 10 er der kun tre film på listen, som er originale koncepter.

Det må man sige sender et tydeligt signal til produktionsselskaberne: Det tjener godt at lave tv om koncepter, folk allerede kender til.

Den kedelige konklusion må derfor også være, at ’Sex and The City’s eftermæle er blevet ødelagt, fordi et par executives inde på HBO’s hovedkontor ville presse så mange dollars som muligt ud af det folkekære tv-koncept.

For en loyal ‘Sex and the City’-fan som mig gør det ondt helt ind i sjælen at se, hvordan Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha lider så uværdige skæbner alene på grund af økonomiske hensyn.

Det er til gengæld ikke en ny samtale, at genindspilninger bliver prioriteret af de store producenter for at tjene penge. Tværtimod. Det er en debat, som generelt er rimelig tilbagevendende. For omkring 100 år siden diskuterede man det samme.

– Mange af genindspilningerne er ganske vist blevet inspireret af producenternes velvillige blik for den allerede synlige kunstneriske tradition på lærredet, men som oftest er disse længsler mod fortiden blevet drevet af økonomiske snarere end æstetiske motiver, står der eksempelvis i en artikel i New York Times fra 1937.

Alligevel er det en tendens, der fylder ekstra meget lige nu. Hitlisterne er fuldstændig domineret af genindspilninger og efterfølgere. Og, for bare at nævne nogle få, kan vi i biografen dette efterår se genindspilninger af ‘Frankenstein’, ‘Sådan træner du din drage’, ‘Superman’ og ‘Lilo & Stich’, samt efterfølgere til ‘Freaky Friday’, ‘Jurrassic World’ og ‘Zootopia’.

Jeg vil påstå, at vi lige nu når hidtil usete højder når det gælder genindspilninger.

Det synes jeg er et problem, som vi bør tale noget mere om.

Minder os om en svunden tid

Der bliver brugt utallige dollars på at markedsføre disse film, og det har uden tvivl indflydelse på salgstallene, men vi må ikke glemme, at de hovedsageligt tjener penge, fordi vi seere tilsyneladende favoriserer den slags indhold. Set i det lys sidder vi som seere jo faktisk på magten.

Så hvorfor bliver vi ved med at se dårligt tv, selv når vi ved, at kvaliteten er ringe?

Det skyldes nysgerrighed, men måske skyldes det også noget andet. Måske søger vi mere og mere efter noget nostalgisk – som en flugt fra den tid, vi befinder os i.

Det mener Dr. Krystine Batcho, professor i psykologi og ekspert i nostalgi i hvert fald. I GLAMOUR fortæller hun, at tiltrækningen af genindspilninger blandt andet er et forsøg på at skabe kontrol i et hastigt forandrende samfund:

– Genindspilninger af film, tv-serier, musik og mode er en stor hjælp til at forstærke fordelene ved nostalgiske oplevelser. Ved at genoplive fortiden på mere levende måder forstærker film og tv de følelsesmæssige og sociale fordele ved minder, siger hun.

Og ifølge terapeut i mental sundhed, Shelly Dar, er der også noget beroligende ved at vende tilbage til en tid der føltes enklere, især når livet opleves fortabt eller overvældende:

– I en verden, der føles usikker og overstimulerende, tilbyder nostalgi noget sjældent: følelsesmæssig genkendelighed. Og på mange måder er det i virkeligheden dét, vi alle rækker ud efter, siger hun til GLAMOUR.

Seernes – og min egen – søgen mod genindspilninger afspejler derfor formentlig noget om vores utryghed ved verdens tilstand. For at dulme angsten ved det, der sker nu og her, søger vi mod noget trygt og genkendeligt.

Men ville vi virkelig allesammen være så nostalgiske, hvis nutiden var fyldt af gode serier og film?

Jeg ved, at det bliver svært for mig ikke at se den nye ‘The Devil Wears Prada’, når den kommer. Uagtet hvor lunke anmeldelser den end får. Men hvor ville jeg faktisk ønske, at den fik lov at stå uberørt hen, og at Andy Sachs og Miranda Prestley måtte leve i fred.

Lad derfor dette være et opråb til Disney og HBO og resten af Hollywood: I stedet for at lave en ’The Devil Wears Prada 2’, massevis af live-actions af gamle Disney-film og efterfølgere til alle vores gamle klassikere, så brug i stedet de mange millioner på nyt og originalt indhold. Giv os en god moderne romcom anno 2025 eller skab det, vi slet ikke ved, vi mangler.

Det kunne være så fedt at se flere millionsatsninger på nogle obskure, nyskabende og kreative fortællinger.

Men lad det også være et opråb til os selv. Lad os som seere prøve indimellem at dy os for den nysgerrighed og nostalgifølelse, der kan være forbundet med at se en efterfølger eller en genindspilning. For din egen skyld, så dine elskede film og tv-klassikere, om ikke andet i dit eget sind, kan få lov til at stå og funkle.

Og så skal du gøre det for at sende et signal til de store film og tv-mastodonter. Vi må lade dem forstå, at de skal lade vores klassikere leve i fred og i stedet give os noget originalt indhold i høj kvalitet. Please!