Både Miley Cyrus og dronning Mary genbruger kjoler. Det er der en særlig grund til
Foto: broadimage/Splash/Ritzau Scanpix
Verden stod i et øjeblik stille for inkarnerede modefans, da superstjernen Zendaya dukkede op på den sandklædte løber i London til premieren på ‘Dune: Part Two’.
Hun var nemlig iført en rustning skabt af den franske designer i Thierry Mugler i 1995. Og mens designet, inspireret af den klassiske sci fi-film ‘Metropolis’ fra 1925, i sig selv var nok til at få én til at tabe kæben, var det også det faktum, at det var et helt særligt stykke modehistorie fra arkiverne, der fik liv på ny hos en generation af fans, der ikke før har set det med egne øjne.
Og Zendaya er langtfra den eneste stjerne, der vækkede gamle sager til live.
Ved efterfesten til den nylige Oscar-prisuddeling var ‘Hunger Games’-stjernen Jennifer Lawrence iført en Givenchy-kjole fra 1996, ‘Barbie’s Margot Robbie havde også været forbi Mugler for at finde et guldkorset fra 1996, og ‘Euphoria’s Sydney Sweeney havde lånt sin Marc Bouwer-kjole af Angelina Jolie, som hun bar til Oscars i 2004.
Zendaya i vintage Mugler fra 1995 til Dune Part Two-premieren.
Foto: Sue Andrews/Ritzau Scanpix og Agence/Ritzau Scanpix
Også de kongelige går mere og mere på rov i arkiverne.
Særligt dronning Mary er blevet kendt for at genbruge sine kjoler eller få dem omdesignet, så de får nyt liv. Hvor stjernernes mission nok er at gå viralt og ramme ‘bedst klædte’-listerne, er dronningens nok mere at vise en miljøvenlig tankegang om garderoben. Men om det er kendte eller kongelige, så viser deres – og vores – besættelse af arkiveret tøj alligevel en hel del om tiden lige nu.
– Vi er lige nu i en tid, hvor vi har en kollektiv angst, som vi sidst havde i 1990'erne, fortæller trendforsker, kommunikationsrådgiver og forfatter Julia Lahme.
– Vi er bange for, at verden går under. Vi er bange for, at Putin trykker på knappen, at verdenshavene stiger. Når den slags angst fylder, søger vi altid tilbage i historien for at få en form for tryghed, fordi vi idylliserer tanken om gamle dage med tanken om, at alt var bedre. Også selv om det i realiteten slet ikke var bedre.
Men tilbageblikket mod svundne tider handler ikke kun om tryghed, fortæller Julia Lahme. Det er i den grad også et statussymbol for de kendte at dukke op i ellers arkiverede kjoler.
– Der er meget status i at have adgang til det. Det er langt sværere at få adgang til vintage Bob Mackie end en couture-kjole fra Chanel. Mackie var jo Chers kostumier, så når Miley Cyrus vælger at have det på til Grammy-optræden, viser hun, at hun er i en superliga. Det er kunst, det er kulturarv og det er ultrasvært at få fingrene i.
Miley Cyrus optræder til Grammy’s i Bob Mackie fra 2002.
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix og Jodi Jones/Zuma/Ritzau Scanpix
Dermed bliver det også en form for kulturel kapital for stjernerne at iklæde sig vintage mode. For udover at vi som beskuere ofte omsætter det til en form for miljøomtanke, viser stjernerne også, at de har helt styr på deres popkulturelle referencer. Og det er der behov for lige nu i moden, mener Julia Lahme.
– Man viser, at mode er en kunstform. Det har vi brug for at få vist lige nu, for moden er truet af en folkeafstemning som blandt andet klimaforandringer, men også på et kreativt plan, hvor mange af de store modehuse træder lidt i stampe. Men det, stjernerne viser ved at kende modearven og fremhæve de her glemte styles, er, at mode ikke bare er pænt tøj, men en kunstform. Det er vidunderligt for modenørder som mig at se.
– Når så store stjerner går tilbage til koryfæerne, signalerer de samtidig, at de ikke har brug for trends som os andre. Dermed sætter de sig over moden og skriver sig selv direkte ind i kunsten.
Sydney Sweeney til Vanity Fairs Oscar-efterfest i Anglina Jolies Oscar-kjole fra 2004.
Foto: Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix og Gilbert Flores/LFI/Ritzau Scanpix
Tidens besættelse med modearkiver kulminerer mandag den 6. maj, når årets Met Gala løber af stablen fra New York, hvor hundredvis af stjerner samles for at hylde moden. Temaet for årets modeudstilling er nemlig ‘Sleeping Beauties: Reawakening Fashion’ og viser over 400 års modehistorie gennem tøj, der ellers aldrig ser lyset.
Men det betyder nødvendigvis ikke, at der er tale om en trend, der holder ved i lang tid endnu.
– Det er en såkaldt bobletrend, der varer tre år. Ligesom med ramsløg- og havtornbølgen også kun holdte i tre år. Derefter trænger vi til noget nyt. Selvfølgelig vil vintage-mode altid være der, men den her tendens med at hive frem fra arkiverne er ikke noget, der hænger ved, siger Julia Lahme, men peger samtidig på det billede, det kan give for fremtiden, når stjernerne tyr til fortidens mode.
– Jeg var vild med Miley Cyrus i Bob Mackie til Grammy Awards med stort Texas-hår. Hun signalerede power på en storslået måde, uden at have særligt meget på og uden at være for poleret. Hun stod frem som en stærk og feminin kunstner, og det varslede en ny æra for kvindelige artister.
For hurtig til at være en trend
Femina update | 27 min