Psykolog er enig i udsagnet “Børn kvæler parforholdet,” men hun har en vigtig tilføjelse

Hvis du er forælder, så kender du det sikkert alt for godt: Søvnunderskud, babygråd, bleskift, rod – og en lunte, der pludselig er blevet bemærkelsesværdigt kort. Ikke ligefrem omstændigheder, der skaber grobund for romantik.

Når et barn kommer til verden, rammer presset ikke kun en som individ. Det vil også ramme et parforhold. Faktisk viser tal fra 2018, at risikoen for at forældre går fra hinanden, er størst i årene efter, de har fået deres første barn.

Det kan lyde hårdt og en smule deprimerende, men ifølge psykolog Mette Bratlann er der ikke nødvendigvis grund til panik. I hvert fald ikke, hvis man forstår, hvad det er, der sker – og hvorfor.

Mette Bratlann er enig i udsagnet “Børn kvæler parforholdet,” men ifølge hende skal der en meget vigtig tilføjelse på:

– På sin vis er det jo rigtigt nok. Børn kvæler parforholdet, som du kender det, siger hun.

For når man bliver forældre, er det ikke bare hverdagen, der ændrer sig. Det er selve fundamentet under det forhold, man byggede sammen før børnene.

– Stort set alle de ting, der udgør kernekvaliteterne i de fleste parforhold, før man får børn, risikerer at blive taget fra en – om ikke andet i perioder, forklarer hun.

Friheden. Nærheden. De lange samtaler. At kunne ligge længe i sengen og putte. At komme hjem fra en lang arbejdsdag og lave mad sammen i ro og mag. At ende tæt i sofaen – eller tage spontant på ferie.

– Alt det, der genererer kvalitet i et parforhold, bliver på mange måder flatlinet i en årrække, når man får børn, for så er det dem, der fylder det hele, siger Mette Bratlann.

Og netop derfor oplever mange forældre, at noget essentielt går tabt.

– Det er jo vanvittigt belastende. Og jeg tror, mange oplever det som, at parforholdet er blevet kvalt.

Men betyder det, at kærligheden er dømt til at forsvinde, når børnene kommer? Ikke nødvendigvis. Først må vi forstå, hvorfor overgangen til forældreskab er så krævende for parforholdet.

De typiske konflikter

Mange par går ind i forældreskabet med en forventning om, at barnet vil bringe dem tættere sammen. At et nyt fælles projekt, værdi og glæde automatisk vil styrke følelsen af “os”.

Men det er ofte det modsatte, der sker ifølge Mette Bratlann. Allerede tidligt i graviditeten begynder parrets virkeligheder at bevæge sig i hver sin retning.

– Fra det øjeblik, man ser en positiv graviditetstest, begynder verdnerne ofte at glide fra hinanden. For kvinden er det virkelighed med det samme. Hun mærker det i kroppen og skal ændre en masse. For den kommende far er det ofte mere abstrakt.

Ifølge Mette Bratlann opstår der her en ulighed, som kun bliver tydeligere, når barnet er født.

– Mor lægger krop til det hele og har ikke rigtigt noget valg. Hun er nødt til at levere. Hvor far i højere grad stadig kan passe sit arbejde, se venner og bevare sit gamle liv.

Det skaber en skæv dynamik, hvor hun ofte bliver den, der presser på for mere fælles ansvar, og han bliver den, der oplever at skulle spørge om lov.

– Det bliver hurtigt en usexet rollefordeling, hvor begge føler sig presset ind i roller, de ikke selv har valgt. Man ender med at irritere hinanden – og samtidig heller ikke bryde sig om den rolle, man selv er havnet i. Og det er megasvært, siger hun.

Den ulige arbejdsdeling tager form

Når hverdagen for alvor sætter ind, bliver forskellen i roller ofte endnu tydeligere. Ikke kun følelsesmæssigt – men helt konkret i hjemmets arbejdsfordeling.

– Næsten alle par bliver suget ind i en ulige fordeling, især i det lange, seje stræk med små børn – og endnu mere, hvis der kommer flere til, siger Mette Bratlann.

Ifølge hende ender mange mødre med at føle et overordnet ansvar for, at hele hverdagen fungerer. Ikke bare de store opgaver, men også alle de små, usynlige ting.

Den skævhed opstår sjældent tilfældigt. Den bliver ofte grundlagt allerede i barselsperioden.

– Det er dér, hjemmet og barnet bliver en del af mors primære virkelighed, mens far fortsætter i det liv, han kender, med arbejde og fællesskaber uden for hjemmet.

Samtidig oplever mange fædre ifølge Mette Bratlann en voksende følelse af utilstrækkelighed.

– Uanset hvad han gør, føler han ofte, at det ikke er godt nok. Og så bliver det faktisk mere trygt at tage ansvar for opgaver på arbejdet eller uden for hjemmet, hvor han føler sig kompetent.

Resultatet bliver en negativ spiral, hvor begge parter langsomt glider længere væk fra hinanden.

– Han får mere lyst til at trække sig. Hun bliver mere utilfreds og føler sig svigtet. Og sådan fortsætter det.

Parforholdet dør – og genopstår

Men er alle disse konflikter og skævheder egentlige faresignaler? Et tegn på, at forholdet er ved at krakelere? Eller bare en helt almindelig del af småbørnslivet?

Ifølge Mette Bratlann er svaret: begge dele.

– Det er mega almindeligt. På den måde er det både fair og forventeligt, at der opstår kampe i parforholdet, når man får børn, siger hun.

Men netop fordi det er så udbredt, er det også noget, man skal tage alvorligt.

– Hvis det bare får lov til at sejle derhen, hvor vinden blæser, så kan man jo godt se på statistikkerne, hvor man risikerer at ende.

I stedet bør konflikterne ses som et tegn på, at parforholdet står ved en skillevej.

– Jeg tror, det er sindssygt vigtigt at se det som en anledning til, at man er nødt til at genforhandle forholdskontrakten.

For det parforhold, man havde før børn, kommer ikke tilbage i samme form. Og det skal det heller ikke nødvendigvis.

– Når jeg siger, at børn kvæler parforholdet, som man kendte det, så mener jeg også, at hvis man stadig vil have et parforhold, er man nødt til at lade det genopstå fra asken som noget helt andet.

Og netop her ligger forskellen på de par, der glider fra hinanden – og dem, der finder hinanden igen.

– Hvis man ikke er bevidst om, at forholdet skal have lov til at blive noget nyt, og hvis man ikke tager hinanden med i den forandringsproces, så risikerer man, at det, der vokser frem, ikke er noget, man længere har lyst til at være i.

Det er aldrig for sent

Man gør sig selv en kæmpe tjeneste, hvis man begynder at tage hul på arbejdet med parforholdet, inden børnene kommer til verden. For når vi bliver pressede, vågner vores gamle nødmekanismer, og så handler vi meget mere på impuls.

Men selv hvis man ikke har taget snakken på forhånd, er det langt fra for sent, mener Mette Bratlann.

– Forældreskabet er på mange måder ilddåben. Det er dér, man er nødt til at begynde at træne kommunikation, selvindsigt og nye måder at reagere på, siger hun.

Og netop modstanden er ikke et tegn på, at noget er gået galt – men på, at noget vigtigt er i gang.

– Når det er nemt og rart, kan de fleste være med. Det er, når det bliver svært, at vi er nødt til at træde i karakter. Og de kræfter er som regel virkelig godt givet ud.

Gensidighed er nøglen

Hvis parforholdet skal genopstå i en ny form, kræver det først og fremmest gensidighed.

– Alt det, man kan gøre for at holde et forhold i live, virker kun, hvis begge gør det. Det bliver for hårdt, hvis det kun er den ene, der kæmper, siger Mette Bratlann.

Derfor er samtalen ikke bare vigtig – den er afgørende. Man skal kunne mærke, at ens partner også gør sig umage, og at man står i det sammen.

Samtidig ændrer det, man skal “leve af” i forholdet, sig.

– Før var det måske lidenskab, sex og spontanitet. I det nye parforhold handler det mere om at vise hinanden: Jeg ser dig. Jeg bliver. Også når det er svært.

Og det sker ikke i store ord – men i handlinger.

– Hver gang man har givet sin partner en anledning til ikke at respektere én, er man også nødt til at give dem en anledning til at respektere én. Til at vælge én til igen.

Det er her, velviljen bliver afgørende, og ifølge Mette Bratlann handler det om at komme tilbage og sige undskyld. Tage over. Give hinanden luft.

Når kriser styrker kærligheden

Det kan lyde som en næsten umulig opgave at bevare et sundt og godt parforhold, når der kommer børn ind i billedet, men ifølge Mette Bratlann kan de små også være med til at styrke relationen mellem dig og din partner.

– De svære følelser og kriser er ikke en forhindring for kærligheden. De er en vigtig del af den. For hver gang man kommer igennem noget svært sammen, bliver relationen tryggere og mindre skrøbelig, siger hun.

Hvis parret igen og igen oplever, at de ikke mister hinanden , men vælger hinanden til, kan der opstå en ny form for kærlighed.

– Den relation, der kan genopstå fra asken, kan faktisk blive både dybere og mere robust end den, man havde før.

Hvis Mette Bratlann kun måtte give ét råd til forældre, der føler, at forholdet er ved at drukne i hverdagen, er det følgende:

– Start med dig selv. Giv din partner en anledning til at respektere dig, vælge dig til og elske dig – også når det er svært. Så begynder den anden ofte at gøre det samme.