
Guide: sådan gør du have og drivhus klar til sommeren

Plastpotter er praktiske, når planterne senere skal forsigtigt ud i haven.
Foto: Tina Brok Hansen
Du behøver ikke at nøjes med drømme om sommerens blomstrende have.
Nogle frø skal helst i jorden allerede her i begyndelsen af året. De ligger i dvale og er kodet til først at spire, når den rette temperatur er til stede. De kræver en periode, hvor vejret veksler mellem kulde, frost og tøvejr, før de ”forstår”, at nu er det forår.
Vintersåning ude i kulden kan du gøre på flere måder. Har du et uopvarmet drivhus, er det perfekt, da drivhuset giver et godt beskyttet miljø. Men hold øje med, at jorden i såbakkerne ikke tørrer ud på solbeskinnede dage, hvor der kan blive varmt i drivhuset. En overdækket terrasse eller et tagudhæng beskytter også godt mod nedbør.

En overdækket terrasse er perfekt til at give ly til de vintersåede hårdføre planter.
Foto: Tina Brok Hansen
Har du ingen af de muligheder, kan du vinterså frø af hårdføre planter i gennemsigtige plastkasser med låg. Bor nogle huller i kasserne, så planterne kan ånde, stil såbakkerne ned i plastkasserne og læg låg på. Stil kasserne et skyggefuldt og beskyttet sted.
Hold løbende øje med dem. Når du sår i bakker og potter på beskyttede pladser i stedet for på friland, kan du nemmere holde styr på planterne, og derved få succes med dem. Lad planterne få en vis størrelse, inden du planter dem ud i haven.

Selv om lerpotter er smukkere end plastpoter, er plastpotter mere funktionelle. Det er meget lettere at få planterne hele ud af plastpotten, når de skal i jorden.
Foto: Tina Brok Hansen
Generelt er det vigtigt at plante kuldekimerne over i større potter, inden de skal ud i haven. Får de ikke løbende ekstra plads og jord, kan væksten gå i stå. Derfor skal du med nogle af planterne måske plante om flere gange.
Se flere billeder herunder:

Haveløvemund kan sås inde fra februar, og da planterne kan tåle ned til minus fem grader, kan de allerede udplantes marts/april. De kan også sås i et uopvarmet drivhus om efteråret eller inde fra februar/marts. Så de mikroskopiske frø på jordoverfladen. De er lysspirende, og skal derfor ikke dækkes med muld.
Foto: Tina Brok Hansen

Så havepurpursolhat under et halvtag, så de får en kuldeperiode. Midt i marts kan du stille dem på varmt badeværelsesgulv og holde dem fugtige, så vil de spire efter en uge. Sæt dem derefter ved et lyst vindue.
Foto: Tina Brok Hansen

Sår du nu, kan du plukke blomster til denne buket i sensommeren. I buketten er rød havemælde, orientalsk pileurt ’Kiss me over the garden gate’ og håret solhat ’Sahara’. Desuden rølliker og enkeblomst i forskellige farver. Kanden er fra Bordallo Pinheiro.
Foto: Tina Brok Hansen

Nogle af planterne kan man knibe toppen af, så planten danner flere blomster. Kornblomst, haveløvemund og enkeblomst egner sig.
Foto: Tina Brok Hansen

Kæmpejernurt/kæmpeverbenas frø skal have frost for at spire. Spred frøene på jordoverfladen, de skal have lys for at spire.
Foto: Tina Brok Hansen

Enkeblomst kan du forkultivere inde fra sidst i februar.
Foto: Tina Brok Hansen

De blå russisk mandstro er en af de mest populære blomster hos bier og sommerfugle. Frøene kræver en kuldeperiode på to-fire uger ved to-fem grader. Så den er ideel til vintersåning.
Foto: Tina Brok Hansen




