Annonce
Brevkasse
30. januar 2026

Min mand og jeg skal skilles, og vi er i tvivl om hvad vi skal gøre i forhold til vores fælles bolig

I feminas økonomiske brevkasse svarer eksperterne på dit økonomiske dilemma.
Af: Benedikte Løje Nielsen, Ida Marie Moesby
Benedikte Løje Nielsen og Ida Marie Moesby er eksperterne i feminas økonomiske brevkasse.

Benedikte Løje Nielsen og Ida Marie Moesby er eksperterne i feminas økonomiske brevkasse.

Foto: Emilie Lærke Henriksen

Kære økonomiske brevkasse

Min mand og jeg skal skilles, og vi er i tvivl om hvad vi skal gøre i forhold til vores fælles bolig. Vi ejer et hus sammen, og vi skal finde ud af hvem af os der kan blive siddende i huset rent økonomisk, og om den anden part så stadig skal betale af på huset, selvom man er flyttet til noget andet? Er det rimeligt, at man afdrager på et fælles hus men som kun ens eks stadig får brugsnytte af? Vi har heldigvis en god relation og kan tale om tingene.

Mvh. Anonym

Svar fra Ida:

Kære du

Først og fremmest er jeg rigtig glad for at høre, at I stadig har en god relation og kan tale om tingene – det gør hele processen betydeligt nemmere og trods alt mindre anspændt. Hver familie er forskellig, og der findes ikke noget universelt svar på, hvordan I bør gøre. Nogen gange giver det sig selv, hvem der flytter ud af den fælles bolig, og hvem der bliver boende, men andre gange er alle muligheder oppe i luften.

Hvis I ikke har aftalt andet, har I et formuefællesskab, da I har været gift. Når I bliver skilt ophører jeres formuefællesskab, og det betyder, at jeres formue og gæld skal deles ligeligt imellem jer. Det gælder altså både jeres fælles bolig men også hvis I f.eks. har en fælles bil, sommerhus osv. Hvis en af jer ønsker at blive boende i boligen, skal I forholde jer til to ting:

  1. Har en af jer råd til at eje boligen alene? Der er mange udgifter forbundet med at eje en bolig, herunder boliglån, boligskatter og vedligeholdelse. Når man går fra to indkomster til én bliver det derfor sværere at få økonomien til at hænge sammen.
  2. Har en af jer råd til at købe den anden ud af boligen? I så fald skal I blive enige om en værdi af huset, så I kan regne ud, hvor meget den ene part skal betale for at købe den anden part ud. Vurderingen af boligens pris kan I få foretaget via en ejendomsmægler – eller I kan spørge flere og tage et gennemsnit af deres bud – eller en valuar.

Jeg vil anbefale, at I rækker ud til jeres bank og beder dem med hjælp til ovenstående, da det kan være meget at stå med selv. For når den ene part skal flytte ud af huset, vil de næste spørgsmål hurtigt melde sig: Hvor skal vedkommende flytte hen? Ønsker man at leje eller købe en ny bolig? Og hvordan ser budgettet ud fremadrettet?

Annonce

Det er også en mulighed, at I fortsætter med at eje boligen sammen, selvom den ene part er flyttet ud. Her bliver det dog hurtigt komplekst, og jeg vil derfor anbefale, at I får juridisk rådgivning til at lave nogle klare aftaler imellem jer. Der er både det lavpraktiske i forhold til hvordan I deler de løbende udgifter til boligen samt spørgsmål, der senere kan melde sig. Hvad gør I, hvis den ene part pludselig gerne vil sælge? Hvordan gør I økonomisk, hvis vedkommende der bor i huset f.eks. ønsker at renovere køkkenet – skal begge dele den udgift, hvis det også er en investering i boligen? Der kan være mange fordele ved at have helt klare linjer rent økonomisk, så I undgår fremtidige konflikter.

Annonce

Jeg håber, at I i fællesskab og med hjælp fra banken finder nogle gode løsninger, som passer til jeres begges behov. Rigtig meget held og lykke med det hele!

Kærlig hilsen Ida

Send os dit økonomi-spørgsmål 

Bør man betale sine børns lommepenge over Mobilepay, hvad gør du, hvis dine veninder tjener mere end dig og planlægger dyre hangouts, og hvordan er det nu lige med det der fællesøkonomi?

Der er mange spørgsmål, når det kommer til økonomi. Derfor sidder vores to eksperter klar til at besvare dem i feminas økonomiske brevkasse. De to eksperter er:

Benedikte Løje Nielsen, forperson i Kvindeøkonomien, en interesseorganisation der kæmper for økonomisk ligestilling.

Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea med fokus på privatøkonomi.

Send os dit spørgsmål på redaktionen@femina.dk og skriv Økonomisk brevkasse i emnefeltet.

Svar fra Benedikte:

Kære dig,

Noget af det mest beundringsværdige i det, du beskriver, er faktisk ikke det økonomiske, men relationen. At I midt i en skilsmisse stadig kan tale sammen og er indstillet på at finde en løsning, der føles rimelig for jer begge, er langt fra en selvfølge. Det giver jer et stærkt udgangspunkt.

Netop derfor er det også vigtigt, at I bruger det gode samarbejde til at få lavet klare og tydelige rammer for jeres aftale. For selvom I taler godt sammen nu, og selvom intentionerne er gode, så ved ingen af jer, hvad fremtiden bringer. Hvad hvis en af jer får en ny partner? Hvis én af jer gerne vil flytte længere væk, sige jobbet op eller tage på en længere rejse? Det er ikke udtryk for mistillid at tage højde for den slags – det er rettidig omhu.

Annonce

Overordnet set er der tre løsninger, som de fleste ender med at vælge imellem:

Den ene køber den anden ud og overtager både lån og bolig fuldt ud

Boligen sælges, og I deler provenu eller tab

I ejer fortsat huset sammen i en overgangsperiode, men med en klar og tidsafgrænset aftale, hvor den, der bor i huset, betaler en form for “husleje” til den anden, så der er balance mellem brugsret og økonomi.

Mit bedste råd til jer er, at I starter med at skabe et økonomisk overblik. Hvad kommer der ind og ud af jeres konti hver måned? Hvem har reelt mulighed for at blive boende i huset, uden at det bliver økonomisk uholdbart? Det giver et mere nøgternt grundlag at tale ud fra.

Annonce

Dernæst vil jeg klart anbefale, at I tager fat i en advokat, som kan hjælpe jer med de spørgsmål, der kan være svære selv at gennemskue: hvem har ret til hvad, i hvor lang tid, og på hvilke vilkår.

Det vigtigste er, at I ikke laver løsninger af hensyn, som senere kan føles uretfærdige. Økonomisk generøsitet i en skilsmisse kan hurtigt blive til bitterhed, hvis den ene ender med at betale for et liv, man ikke længere er en del af. Når relationen er god, er det netop nu, I skal lave klare aftaler, mens tilliden er der. Det giver jer begge tryghed, uanset hvor lang denne overgangsperiode bliver.

Kærlige hilsner,

Benedikte

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.