Helene åbnede sin mormors klædeskab og fandt noget helt særligt. Det blev starten på en millionforretning

På fjeldet, op ad de stejle skråninger i Lofotens mægtige bjerge, hvor stierne er formet af både dyr og menneskers gentagne færd og vaner, ses Helene Moo ofte, iført strikkede sweatre, som lyser op i takt med himlen.

Hvad enten det er en rosa-orange solopgang, der farver landskabet, eller en dag hvor solen slet ikke viser sig, og man må nøjes med det blå skumringslys og iskrystallerne, som glimter og ligger som et dynebetræk over bjergtoppene.

Fællesnævneren er, at hun er klædt i farverigt uld – som har sit udspring i den norske natur og de stier, hun selv betræder.

Vi møder Helene Moo i Oslo, langt fra Lofoten. Klokken er kun to, men også i Oslo er mørket kommet. Sådan en dag, hvor det aldrig rigtig bliver lyst. Men hun er let at få øje på – endnu en gang farverig, iført sit eget tøjmærke, klar til at dele historien om, hvordan det hele begyndte.

Bedstemors skattekiste

Helene tager os med til sine bedsteforældres hytte i Rauland i Norge – bygget af bedstefaren selv og nu til glæde for en helt ny generation. Under skråloft og ved vægge af fyrretræ stod også skabe fyldt med tøj, som bedsteforældrene ofte brugte i hytten.

– En gang for nogle år siden åbnede jeg klædeskabet for at kigge på mormors tøj. Det var lidt som at åbne en skattekiste fyldt med gamle anorakker og uldsweatre i alle mulige farver og mønstre.

– Der var meget gammelt norsk design, som stadig havde kvalitet, selvom tøjet var over 30 år gammelt.

Hun lånte nogle af hendes mormors sweatre, men samtidig blev de startskuddet til en idé, hun fik lyst til at realisere: sit eget tøjmærke.

I 2024 købte hun og hendes forlovede Andreas Hem et hus i Lofoten, hvor de bor store dele af året – lever i naturens takt og utakt, lys og mørke, sol og vind.

1,2 millioner mennesker kender hende som @helenemoo på Instagram. Iført pastelfarvede uldsweatre springer hun op på Lofotens fjeldtoppe – eller tager et isbad kun et stenkast fra huset.

Efter mange fjeldture har hun især lagt mærke til én ting:

– Næsten alle, jeg møder, går tur i sort, hvidt eller brunt. Det var dér, jeg fandt de lånte sweatre fra mormor frem og tog dem med ud på tur. Man har jo altid uld inderst – så hvorfor ikke også have uld yderst? Det er genialt at kunne gå i varm uld og samtidig føle sig komfortabel.

Billederne af Helene i farverige uldsweatre – i nuancer der nærmest lyste i takt med himlen – fik følgerne til at spekulere på, hvor de kunne få fat i de smukke beklædningsdele.

Hun undersøgte mærkerne i sweaterne. “Benetton” stod der i kraven på én af dem.

– Så jeg sendte dem en besked for at høre, om man stadig kunne købe den, men de sagde, at den var fra et gammelt sortiment.

– Jeg er heldig at kunne gå på skattejagt og raide det, jeg finder af alle mulige smukke sweatre, men det er der ikke alle, der kan. Det ville jeg give dem.

Hun forklarer begejstret vigtigheden af bæredygtigt kvalitetstøj.

– Jeg vil ikke promovere, at man skal købe noget nyt og fylde sit skab. For man behøver ikke så meget. Har man god kvalitet og bæredygtigt tøj, holder de hele livet – og lever videre i generationer, ligesom mormors sweatre.

At realisere drømmen

Forespørgslerne blev ved med at strømme ind fra hele verden til Helene. Følgerne var nærmest besatte af at få fat i hendes mormors uldsweatre, og en skrev blandt andet:

“I pay anything for that sweater! Where did u buy it?”

Men ikke alle spørgsmål har det svar, man ønsker. Det fik Helene til at tænke nyt. Hvis den ikke længere blev produceret – hvorfor så ikke lave sit eget tøjmærke, inspireret af de gamle skatte i hendes mormors klædeskab?

– Jeg ville skabe et tøjmærke, som føles rigtigt i maven, hvor produktionen er ansvarlig. Ikke sætte mit navn på noget, jeg ikke har rødder i.

Det satte gang i en proces: Var det muligt at producere alt i Norge?

– Det var dér, jeg stødte på Oleana-fabrikken. De kan virkelig alt med uld, og alt er både designet og produceret ansvarligt her i Norge under gode arbejdsforhold.

Hun tog kontakt for at dele drømmen – en drøm, som nu var ved at gå i opfyldelse. Det tog ikke lang tid, før hun blev inviteret på besøg på fabrikken.

Cirka tyve minutters kørsel uden for Bergen ligger fabrikken.

– Det var et roligt og fredfyldt område, men samtidig summede det af liv inde på fabrikken.

Det er Gerda Sørhus Fuglerud, der driver Oleana-fabrikken og viderefører livsværket, som hendes mor var med til at starte. Her bliver alt tøj designet, strikket og syet i Norge fra start til slut – nærmere bestemt i Arna, en bydel i Bergen.

– Der er få af den slags virksomheder tilbage. De fleste mærker, man opfatter som norske, bliver ofte delvist eller helt produceret i udlandet.

– Fabrikken ser ret industriel ud udefra, og det virker næsten, som om der ikke sker noget. Men derinde arbejder de – og de er virkelig nogle arbejdsheste. Bygningen har store vinduer med udsigt til både fjord og fjeld.

Under besøget mødte Helene flere af dem, der arbejder der – blandt andet en kvinde, som kettler, altså syr og samler masker ved hals, manchetter og kanter på striktøj.

– Det havde hun gjort i tyve år, og hun begyndte at græde, da hun talte om, hvor meget hun elskede sit arbejde og det at få lov til at bruge hænderne. For det er ingen selvfølge i en verden, der bliver stadig mere digital.

– Når man ved, hvor mange fabrikker med elendige arbejdsforhold og lav løn der findes, var det rart at komme ind og se, at folk har det godt og virkelig brænder for det, de laver.

Nyt liv i det gamle

Helene kiggede sig omkring og fik øje på fabrikkens gamle arkiver. Her lå opskrifter på tøj, de producerede i 90’erne.

– I et af skabene fandt jeg en gammel sweater. Jeg tog den op og sagde til Gerda: “Laver I ikke denne længere?”

Den sweater, som for fabrikken var gammel, var for Helene helt ny. Det førte til, at den fik nyt liv, og mønsteret blev brugt som skabelon til en af sweaterne i hendes eget mærke, Moo Knit.

– At kunne hente tidløse, gamle mønstre frem og udforske, hvordan man kan give dem nyt liv, har været fantastisk.

Derudover har hun naturligvis givet nyt liv til mormors gamle sweater.

– Den er også opkaldt efter mormor: Torgunn. Hun blev så glad, at hun begyndte at græde, da jeg fortalte hende det.

– Mormor var også med til lanceringen, og jeg er meget glad for, at jeg har kunnet dele rejsen med hende.

Hvad inspirerede dig ellers, da du skabte tøjmærket?

– Naturen og dens kontraster, uden tvivl. Jeg elsker en lyserød himmel, så den første kollektion er inspireret af de smukke farvespil, jeg har set i den nordnorske natur.

– Derudover ville jeg lave en blå sweater inspireret af vinterens farver. Hvis en sweater kan give nogen lyst til at komme sig ud i den mørke årstid, giver det mig enorm glæde. Det at komme ud betyder så meget for psyken. Målet er, at sweaterne skal være mere end bare et stykke tøj – de skal give motivation til at gøre det, man holder af, og til at komme ud.

Moo Knit, tøjmærket skabt af Helene Myhre, solgte for over én million norske kroner på under fem minutter ved lanceringen i slutningen af oktober og passerede fem millioner norske kroner i omsætning en uge senere – primært via webshoppen og med fokus på bæredygtige uldprodukter. Det skriver Finansavisen.

– Det er så stort og virkelig sjovt at se andre gå klædt i mit tøjmærke. Sweaterne er blevet bestilt fra alt fra Norge til Canada.

Hun stopper op et øjeblik og tænker igen på mormoren – kvinden, der er hendes største inspirationskilde.

– Min drøm er, at nogen finder mine sweatre i skabet, når jeg bliver ældre. At sweateren med tiden bliver den billigste, man har i garderoben, fordi man har brugt den så meget.

Det kendte og kære

I 2023 samarbejdede Helene Moo med garn- og strikkemærket 'Skappel' om kollektionen 'Skappel x Helene Moo'. Da samarbejdskollektionen blev lanceret online, brød webshoppen sammen, og produkterne blev udsolgt på rekordtid.

Men hvad er det, der gør striksweatre så populære?

– Det er godt nok lidt tid siden nu, men under og efter pandemien var det, som om vi for alvor fik øjnene op for det taktile, det nære, kendte og kære. Ikke så mærkeligt. I krisetider søger vi ofte netop dét, forklarer moderedaktør på KK.no, Ida Elise Eide Einarsdóttir.

– Den tid, vi lever i nu, er ingen undtagelse. I en usikker og ustabil verden vender vi os gerne mod det, der føles trygt og godt, og som forankrer os.

Under coronapandemien var det alt fra puslespil og bananbrød til det at bruge hænderne. Strikning og hækling blev populært, og mange tog strikkepindene frem for allerførste gang.

– Det ser ikke ud til at forsvinde – tværtimod. Og det er der flere grunde til: Det taktile, helt åbenlyst, men også det nostalgiske. Det lokalt producerede og glæden ved gør-det-selv – i kontrast til fast fashion og trendkarusellen, der drejer stadig hurtigere rundt (ude af kontrol, mener mange).

– Her ligger også kvalitet frem for kvantitet, men det koster. Og derfor er “luksusstrik” ikke nødvendigvis for alle.

Men selv om prisen er højere, giver kvalitetstøj ofte mere og bedre brug.

– Forhåbentlig er det tøj, man kan have i garderoben hele livet og give videre. En slags investering, med andre ord. Én ting er i hvert fald sikker: Strikkebølgen er kommet for at blive – uanset om man strikker selv eller køber færdigt.

Du kan besøge Moo Knit og gå på opdagelse i Helene Moos smukke strik her.