
Denne lille, bilfri bjerglandsby har stor personlighed - og udsigter, du aldrig glemmer

Den bilfri bjerglandsby Mürren byder på skiløb, ro og ikoniske alpeudsigter.
Foto: PR
Mürren kan kun nås med svævebane eller bjergbane, og allerede på turen dertil sættes tempoet ned. Den lille landsby med sine 450 indbyggere er omgivet af stejle klippevægge og snedækkede tinder, og fraværet af biler giver en helt særlig og sjælden ro.
Langs smalle og snoede gader ligger traditionelle chalets med mørke træfacader og sne på tagene. Røgen stiger dovent fra skorstene, og duften af brænde blander sig med en frisk alpeluft. Om aftenen tændes lanternerne, og byens restauranter summer af liv. Her serveres fondue og rösti, ledsaget af et glas rød Dôle eller hvid Fendant fra Valais – i en stemning, der er både rustik og elegant.

