Der er på alle måder tale om "en helt særlig filmoplevelse"

Forestil dig en gammel gård. En af den slags med gamle bjælker og træværk, der giver sig om natten. Hvor det føles, som om spøgelser fra forgangne tider danser i støvet, når solen skinner ind gennem vinduerne. Kort sagt – et sted med historie.

Præcis sådan en gård er omdrejningspunktet i tyske Mascha Schilinskis både mystiske og mesterlige ’Se mod solen’, der knytter generationer, tider og skæbner sammen med mursten og bindingsværk.

’Se mod solen’ er fortællingen om fire generationer af kvinder, spredt ud over 100 år, men bundet sammen af en stor, gammel gård i Nordtyskland, fuld af hemmeligheder og ånder, og en skæbne, der synes at trække dem mod afgrunden – den ydre eller den indre. En efter en. Alma, Erika, Angelika, Lenka. Navnene er på én gang flygtige og det eneste håndgribelige, de efterlader sig.

Gemt og glemt

Vi starter i tiden omkring århundredeskiftet, hvor tjenestepiger er mænds ejendom, og døden er et håndgribeligt vilkår. Ikke mindst børneliv er skrøbelige, og når de dør, er det skik og brug at tage billeder af dem, stadset op, som var de stadig levende. Et memento mori – husk, du skal dø.

Eller et sidste vidnesbyrd om det undertiden alt for korte liv, der gik forud for døden, før næste barn kom og overtog samme navn, tøj og legetøj. Videre. Så taler vi ikke mere om det.

Som da lille Alma opdager, at hun er opkaldt efter en afdød storesøster, hvis eksistens hun slet ikke kendte til, men som hun ligner uhyggeligt meget. En erkendelse, der får hende til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen eksistens. For bærer hun sjælen af sin ældre søster i sig sammen med hendes navn?

Hun bliver efterfulgt af Erika, der belurer sin amputerede onkel om natten, fascineret af hans maskuline krop, der ligger ubevægelig hen, badet i sved, som samler sig i navlen. Kun for siden selv at gå en endnu mere grum skæbne i møde, ligesom mange andre kvinder af hendes generation. Hun forbliver som et tyndt ekko af liv og latter i sin søsters liv, der er så glædesløst og hæmmet, at kun tragedier kan få hende til at grine.

Usynlige smerter

Og tragedier er der nok af. Ikke mindst i skikkelse af datteren Angelika, hvis liv er en stor jagt efter grænser – ikke mindst når det gælder hendes gryende seksualitet. Angelika drømmer om den store verden, som hun håber at se, inden hun dør af kedsomhed. Eller af det, der er værre.

For hendes erotiske flirten skjuler den smerte, den grænsesøgende adfærd samtidig påfører hende. Hun drømmer om at komme væk. Være en anden. Eller slet ikke være.

Og endelig er der Lenka, der sammen med sin mor, far og lillesøster indtager gården i 1980’erne. Ivrige efter at skabe deres egen fortælling i de idylliske rammer langt fra den storby, de ikke kunne ånde i. Men Lenka kan ikke mærke glæden. I stedet er hun misundelig på nabopigen, der har mistet sin mor, og dermed har en grund til at føle den smerte, som Lenka selv er opslugt af.

”Det er mærkeligt, at noget, der ikke er der, kan gøre ondt,” siger Alma om sin brors fantomsmerter fra et amputeret ben. Men hjertet gemmer og glemmer ikke. Og spøgelser hvisker i væggene.

Mænds overmagt

’Se mod solen’ er ikke en let film. Den føles mest af alt som en realistisk spøgelseshistorie. Den er lang – mere end to en halv time – og fuld af kryptiske antydninger, tidsspring og poetiske pauser. Den kræver, at den, der ser på, også gætter med og lever sig ind i handlingen og personerne. Mærker dem.

Men det er heldigvis ikke så svært, for det er umuligt ikke at blive fanget ind i Mascha Schilinskis stemningsfulde univers og fortællingens på én gang smukke og brutale budskaber om forbundne skæbner, nedarvede drømme og længsler – og døden som livets vilkår.

Selvom der ikke er egentlige ånder på spil, vandrer kvindernes ånd videre gennem historien sammen med deres fortællinger, drømme, traumer og smerte – men også deres livsgnist, håb, lyst og begær.

For selvom ’Se mod solen’ er en temmelig dyster historie, hvor drømmen om at være en anden eller måske slet ikke være går igen, er den også poetisk og dybt rørende. En sammenvævet syndflod af historie og kvindeskæbner til alle tider.

Bundne og begrænsede af samfund, normer og ikke mindst mænds overmagt, men frie i tanke og hjerte og umulige at holde nede. Eller glemme.

Kameraet er en næsten usynlig medfortæller, der kigger gennem nøglehuller, følger blikke og af og til spiller os et puds med billeder, der viser sig at udspringe af fantasien frem for virkeligheden.

Kombineret med et lydspor, der hele tiden varsler katastrofer, bliver man holdt fanget i sædet, som var det en spændingsfilm – selvom fortælletempoet bedst af alt kan beskrives som adstadigt.