Min lille familie passer ikke ind i julefilmenes dramaturgi, og det har den aldrig gjort

Louise Taarnhøj er kommunikationsrådgiver. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Julen er ikke bare en højtid. Den er et manuskript. Et sæt traditioner og fælles forventninger til, hvordan december skal se ud, hvem vi skal være sammen med, og hvordan det hele helst skal føles.

Vi har øvet os på den fortælling siden barndommen – i eventyr, julekalendere, romantiske komedier og reklamer. Den samme historie igen og igen: Kernefamilien samlet omkring træet. Mor, far, børn. Harmoni, og hvis der er konflikter, bliver de løst inden midnat.

Men langt fra alle lever i den fortælling.

For os, der ikke er en del af en klassisk kernefamilie - soloforældre, regnbuefamilier, skilsmissefamilier, enlige uden børn - findes der ikke på samme måde et klart udtryk for, hvordan julen skal se ud.

Vi må opfinde vores egen, og det er ikke altid let, når de billeder, vi er vokset op med, stadig er dem, kulturen gentager.

Jeg er selv solomor. Min lille familie passer ikke ind i julefilmenes dramaturgi, og det har den aldrig gjort. Alligevel mærker jeg hvert år, hvordan forventningerne sniger sig ind. Spørgsmålene. Sammenligningerne. Den lille fornemmelse af at stå lidt ved siden af.

Og så er der erkendelsen, som kan være svær at sige højt: I år er jeg dybt taknemmelig for, at jeg ikke skal dele julen med en eksmand. Der er ingen forhandlinger, ingen skemaer, ingen afsked midt i højtiden.

Jeg skal holde jul med mit barn, og den ro, det giver, er helt reel. Ikke triumferende, men det er stadig et faktum, som jeg er dybt taknemmelig over. Jeg ved, hvor svært det er for skilsmissefamilier i denne tid.

Det er for mange hjerteskærende at skulle undvære sine børn juleaften, og måske savner man også sin tidligere ægtefælle. Pludselig er julen langt fra den harmoniske fortælling om fællesskab og kærlighed.

Samtidig er julen også den tid på året, hvor det bliver ekstra tydeligt, at jeg ikke lever i et parforhold. Hvor den romantiske tosomhed, som december næsten dyrker ritualiseret, er fraværende i mit liv.

Kalenderlys, der tændes sammen. Hænder, der flettes på julemarkeder. Fortællingen om kærligheden, der kulminerer netop her. Det er jo essensen af enhver julefilm, god som dårlig.

På den måde rummer julen for mig, og for mange andre, modsatrettede følelser på samme tid. Lettelse og savn. Taknemmelighed og ensomhed. Glæde og en stille sorg over det, der ikke er. Julen er ambivalent. Og måske er det ikke et problem, der skal løses.

Måske er det netop her, vi kunne tillade os at udvide fortællingen. Give plads til flere måder at være familie på. Flere måder at holde jul på. Flere sandheder på én gang. Også den, hvor man kan være alene og lykkelig. Eller sammen med sit barn og lettet. Eller uden for kernefamilien og stadig fuldt ud hel.

Julen behøver ikke ligne eventyrene for at være rigtig. Den må gerne være hjemmelavet. Sammenstykket. Ærlig. For det er i virkeligheden der, den begynder at give mening.

Glædelig jul.