Annonce
Brevkasse
22. december 2025

Min veninde skylder mig 3500 kroner og bliver fornærmet, når jeg nævner det

"Jeg føler mig udnyttet," skriver en læser til feminas brevkasse.
Af: Redaktionen
kære brevkasse

Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Jeg har lånt en veninde 3500 kroner, som hun lovede at betale tilbage efter to måneder.

Nu er der gået et halvt år. Når jeg nævner det, bliver hun vred og siger, at jeg er pengefikseret. Jeg føler mig udnyttet.

Skal jeg droppe pengene, venskabet – eller insistere?

Hilsen bank-veninden

Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt! 

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!

Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk

Svar 1

Kære bank-veninde

Hvor er det sødt af dig, at du har hjulpet din veninde i pengenød.

Det er altid svært med penge mellem venner, men det bliver ikke lettere af, at man ikke taler åbent om det.

Min første tanke er, at din venindes opførsel ikke er rimelig. Hun har lånt penge under en klar aftale om, at hun ville tilbagebetale efter to måneder, og så er det ikke i orden, at der går et halvt år, og at hun oven i købet bliver vred over, at du minder hende om jeres aftale.

Men der kan jo være en god grund. Nu skriver du ikke, hvordan hendes økonomiske situation er, eller hvordan din egen er, men hvis du ikke mangler pengene, og hun virkelig ikke har dem, så kan det være, du skal forsøge at være lidt mere large.

Annonce

Måske I kan aftale, at hun betaler i rater over nogle måneder, så det er mere overskueligt for hende?

Men hvis hun faktisk har pengene, så tænker jeg ikke, at det er verdens bedste veninde, du har, og måske kan det i så fald være en overvejelse værd, om I skal blive ved med at være veninder?

Uanset hvad vil det bedste være, at du finder frem til årsagen til, hvorfor hun ikke har betalt dig tilbage, og hvorfor hun reagerer så stærkt, når du spørger til det.

Kærlig hilsen Stinne Kaasgaard

Journalist på femina og er trods mine 42 år stadig ikke vildt godt til at være strukturet om min økonomi, men beundrer dem, der har en blomstrende aktiesparekonto og ved, hvor meget der står på deres pension.

Svar 2

Kære du

Hvor er det ærgerligt, at du er blevet sat i den her situation, fordi du var en god ven og hjalp, da din veninde havde brug for det.
Det er ikke urimeligt eller pengefikseret at spørge til penge, man har lånt ud, når den aftalte tilbagebetalingsfrist er overskredet med fire måneder.

Annonce

Tværtimod er det helt legitimt. At din veninde reagerer med vrede og bebrejdelser, når du bringer det op, er ikke fair over for dig og efterlader dig i en ubehagelig position, hvor du både føler dig udnyttet og forkert.

3500 kroner er mange penge for de fleste – uanset om man er studerende eller har fast job. Og i virkeligheden handler det ikke kun om beløbet, men om tillid, respekt og grænser i jeres venskab. Derfor er det vigtigt, at du mærker efter: Hvad betyder mest for dig her: pengene, venskabet eller princippet om, hvordan man behandler hinanden?

Uanset hvad du ender med at beslutte, mener jeg, at du har ret til at insistere på en ordentlig samtale. Din veninde kan ikke både låne dine penge og nægte at tale om, hvornår og hvordan hun kan betale dem tilbage. Det er simpelthen en del af aftalen. Det kan sagtens være, at hun ikke har pengene lige nu og reagerer med stress, skam eller afmagt, når du bringer emnet op. Det ændrer dog ikke på, at hun skylder dig ærlighed.

Annonce

Hvis hun ikke kan betale beløbet nu, er det helt rimeligt at lave en aftale om afdrag eller en ny tidsramme. Men man kan ikke forvente at låne penge af sin veninde uden at kunne tale åbent om det.

Det er også værd at huske på, at når man låner penge af en ven, er det ikke givet, at personen kan undvære dem på ubestemt tid. Derfor ville det være empatisk, hvis din veninde også kunne tage højde for, at du måske selv har brug for pengene for tiden.

Og så er der den mere ubehagelige mulighed: at hun håber, at tiden arbejder til hendes fordel, og at du til sidst opgiver eller glemmer det. Hvis det er tilfældet, siger det noget alvorligt om jeres venskab – og din veninde som person, og så er det værd at overveje, om det er et forhold, der er værd at holde fast i.

Annonce

Du er ikke forkert på den. Det er helt rimeligt at stå fast – både på dine penge og på din ret til at blive behandlet ordentligt.

Kærlig hilsen Selma Abourrida Elkadmiri

Som for tiden kæmper med næb og kløer for at møde op til yoga, og ikke opsige mit medlemskab, fordi mørket og kulden skubber mig i ryggen mod uldtæppet på sofaen, der skriger, at jeg skal komme og svøbe mig i det, så snart jeg har fri fra arbejde.

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.