Annonce
Samfund
25. november 2025

Marie vinder pris for designløsning, der skal gøre hverdagen lettere for millioner af kvinder

Hun fortæller om visionen bag Obtinu og håbet om at gøre hverdagen lettere for millioner af kvinder.
Af: Aida Hasic
Obtinu blev årets vinder ved Danish Design Award 2025.

Obtinu blev årets vinder ved Danish Design Award 2025.

Foto: Nicolaj Springborg

Ved årets Danish Design Award er en af priserne blevet tildelt den danske virksomhed Obtinu. Her blev stifter Marie Ihlemann hædret for arbejdet med at udvikle en ny løsning til kvinder med stressinkontinens - et område, der påvirker millioner, men som stadig er omgærdet af tabu.

Vi har stillet Marie fem spørgsmål om betydningen af prisen, designløsningen og håbet om at ændre samtalen om et udbredt, men ofte usynligt problem.

Danish Design Award

Danish Design Award er Danmarks årlige designpris, der hylder designløsninger, som gør en forskel for mennesker og planeten.

Vinderne udvælges af en fagjury ud fra fem designværdier: Design for good, Pursue beauty, Lead the way, Prove your impact og Solve problems worth solving.

Prisen er et partnerskab mellem DDC - Dansk Design Center og Design denmark og har siden 2016 fejret enestående danske designpræstationer.

1. Hvad betyder det for dig personligt og for Obtinu at vinde Danish Design Award 2025?

“Det er en stor anerkendelse af det arbejde, der ligger bag udviklingen af Obtinu. Prisen bekræfter, at vores design- og innovationsprincipper gør en reel forskel, og den styrker vores ambition om at skabe et effektivt, trygt og diskret produkt til kvinder med stressurininkontinens.

Annonce

Selvom Obtinu endnu ikke er på markedet, er prisen et vigtigt kvalitetsstempel i vores fortsatte arbejde mod CE-godkendelse og den efterfølgende lancering.”

Hvad er Obtinu?

Obtinu er en ny dansk designløsning under udvikling til kvinder med stressinkontinens. Produktet er en blød, diskret silikoneindsats med en indbygget ventil, der forhindrer ufrivillig vandladning. Blæretømning aktiveres nemt med en lille magnetisk klips.

Stressinkontinens rammer op mod 50 % af kvinder i overgangsalderen og hver fjerde nybagte mor. Bag udviklingen af Obtinu står stifter Marie Ihlemann samt designerne Rune Wetlesen og Niels Erikstrup.

Produktet er endnu ikke på markedet og afventer CE-godkendelse.

2. Hvad var motivationen for at udvikle Obtinu, og hvilke behov hos kvinder ønskede I at imødekomme?

"Motivationen udsprang af et tydeligt og ofte overset behov: kvinder, der lever med stressurininkontinens, mangler løsninger, der både er diskrete, komfortable og nemme at bruge i hverdagen. Målet med Obtinu er at tilbyde en løsning, der kan integreres ubesværet i dagligdagen og give kvinder større frihed, selvtillid og kontrol.”

Annonce

3. Hvad gør produktet unikt i forhold til andre løsninger på markedet?

"Obtinu adskiller sig da vi har udviklet en unik løsning med en magnetisk åben- og lukke funktion som gør det nemt at tisse. Det er tænkt som en løsning, der kan anvendes fleksibelt og tilpasses individuelle mønstre."

4. Kan du give et eksempel på, hvordan produktet har ændret hverdagen for kvinder, der bruger det?

"Da Obtinu endnu ikke er kommercielt tilgængeligt, kan vi ikke udtale os om erfaringer fra almindelig brug i markedet. Men i udviklingsprocessen har brugertest og samarbejde med kvinder givet os værdifuld indsigt. Feedbacken peger på, at en løsning som Obtinu potentielt kan øge trygheden i dagligdagen, mindske bekymringen for ufrivillig lækage og give større frihed til at deltage i både sociale, fysiske og arbejdsmæssige aktiviteter."

Annonce

5. Hvilken effekt håber du, prisen og opmærksomheden kan have på tabuet omkring stressinkontinens?

"Vi håber, at prisen kan være med til at skabe større åbenhed om stressurininkontinens, som stadig er forbundet med tabu for mange. Når designdrevne løsninger anerkendes offentligt, sender det et signal om, at området fortjener opmærksomhed, innovation og investering. Vores ambition er, at omtalen kan være med til at normalisere samtalen, styrke forståelsen og fremme bedre adgang til hjælpemidler, der understøtter kvinders sundhed og livskvalitet."

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.