Næsten fuld plade: Ariana Grande og Cynthia Erivo lukker med stil

Selvom der naturligvis var en teoretisk mulighed for, at bolden blev tabt mellem første og anden film, kommer det ikke som den store overraskelse, at 'Wicked: For Good' er en flot afslutning på et fyrtårn i moderne musicalhistorie.

Her filmatiseres den sidste halvdel af den succesfulde Broadway-forestilling, og vi skal nu forestille os, at vi bare har været til pause i omkring 20 minutter. Et gensyn med første film kan altså på mange måder anbefales, da Elphaba, Glinda, Fiyero, Boq, Nessa og deres indbyrdes forhold bør være i frisk erindring, hvis man skal have mulighed for at glide helt ind i fortællingen.

Til kamp mod propagandamaskinen

Der er gået et ukendt tidsrum siden handlingen i første film, men et godt bud kunne være et par år. Elphaba (Cynthia Erivo) har dannet en form for solohær, der kæmper mod Troldmandens styre. Glinda (Ariana Grande) er til gengæld blevet Troldmandens talsperson og spydspids for den ozianske propagandamaskine, der forsøger at sværte hendes tidligere veninde.

Ved sin side har Glinda prins Fiyero (Jonathan Bailey), der er blevet kaptajn for den styrke, der skal fange Elphaba – nu kendt som Den Gale Heks fra Vest.

Med Dorothys ankomst til Oz begynder filmen for alvor at flette sig sammen med 'Troldmanden fra Oz', hvor den onde heks som bekendt møder sit endeligt.

Vores hekse vokser op

Anden del af historien føles mørkere og mere voksen, da undertrykkelsen af dyrene når nye højder, dæmoniseringen af Elphaba intensiveres, og hele handlingen er fjernet fra det nuttede Shiz Akademi. Fiyero kommer også på tværs i venindeforholdet, og den flotte duet ’As Long as You're Mine’ ledsager en erotisk scene, der yderligere trækker historien væk fra det humoristiske og ind i mere komplekse følelser.

På mange måder er ’For Good’ Cynthia Erivos film, for den britiske stjerne virker især castet til denne sidste del, hvor der er mere koste-action, flere smukke læderkostumer og en mindre uskyldig energi mellem hende og Fiyero.

Hendes stemme kommer især til sin ret i 'No Good Deed', hvor hun i frustration spørger sig selv, om hun faktisk gør verden bedre med den mørke magi fra troldmandens bog. Hen mod slutningen kan man godt mærke, at det ikke for alvor er blevet etableret, hvor grænserne for Elphabas magi går, hvilket mudrer visse plotpunkter lidt, men det er mest detaljer.

Ariana Grande har, udover sin smukke sopran, især brilleret med sit store komiske overskud. Det var der bedre plads til i første film, men Grande er også skrøbeligt følsom og glimrende som en Glinda i krise.

Oz’ mest elskede og beundrede kvinde skal nu finde ud af, om al hendes popularitet mon kan bruges til at hjælpe andre end sig selv. Grandes kostumer har i øvrigt fået et ordentligt nøk op i anden del, hvor man især fortaber sig i pailletarbejdet på en drøm af en lilla Barbie-balkjole, som heldigvis er med i flere scener.

I musicalteater er der en fornem tradition for, at den samme sang synges to gange, men med omvendte betydninger. Her vender Elphabas stille solo fra første film, ’I’m Not That Girl’, tilbage, men synges nu af Glinda, der i denne film er den, der føler, at prins Fiyeros hjerte tilhører en anden.

En hyldest til venskab

Jeff Goldblum er en vidunderlig tegneserieskurk som Troldmanden, der viser, at man sagtens kan være en spændende antagonist uden at være uhyggelig. Et kæmpe smil breder sig simpelthen automatisk i ens ansigt, hver gang han klovner ind i billedet. Han suppleres godt af Michelle Yeohs Madame Morrible, der har dronningeenergi i spandevis og et permanent resting bitch face. Sammen bekæmper de Elphaba med sovjetlignende propagandamateriale, der effektivt vender folket mod den grønne heks.

Især her i anden del opdager man, hvor magisk godt arbejdet med at etablere forholdene mellem karaktererne blev gjort i første film. Elphaba og Glindas venskab er den kompasnål, der leder handlingen, og Ariana Grande og Cynthia Erivos udgave af sangen ’For Good’ trækker med lethed en tåre frem i øjenkrogen. Kameraet placeres oftest helt tæt på spillernes ansigter, når de synger, og det er genialt, at der kan etableres så intime rum i en kæmpe musical, at man virkelig mærker venskabets magi, kærligheden og smerten i musikken.

Justice for Nessa

Det giver mening, at man har forlænget filmens spilletid i forhold til forestillingen for at lave plads til lækkerhed og publikums engagement i karaktererne. Men de to film hører sammen, og idéen om at bedømme dem hver for sig føles en smule kunstig. Der er dog et enkelt sted, hvor denne anden film ikke holder niveau.

Nemlig i udviklingen af Nessarose (Marissa Bode), Elphabas søster, som bliver guvernør af Munchkinland, og hvis forhold til søde Boq (Ethan Slater) er blevet underligt bittert i den mellemliggende tid, hvor han nærmest er blevet hendes tjener. De andre karakterer virker til maksimalt at have været væk et par år, men Nessa ligner 10 års bitterhed, og hendes forvandling til Den Onde Heks fra Øst virker forhastet og klodset i forhold til de andre store karakterer i fortællingen.

Når biografkørslen af 'Wicked: For Good' er ovre, ser jeg meget frem til at se de to film sammen som et fem timers musicaloverfald, hvor man bedre kan nyde, hvordan opbygningen fra den første forløses i den anden.

Instruktør Jon M. Chu og resten af holdet får den store, fantasifulde Hollywood-musical til at se lyslevende ud her i 2025, og så kan man vist dårligt sige noget pænere.