I ’Herkules falder’ viser Dar Salim en af sine mest nuancerede roller til dato

Der er lavet mange fortællinger om PTSD-ramte soldater. Om krig og dens konsekvenser. Om splittede familier. De fleste er voldsomme, eksplosive og dystre.

Christian Bonkes ’Herkules falder’ går den modsatte vej. Den er afdæmpet, eftertænksom og melankolsk og giver tilskueren plads til virkelig at føle og forstå, hvorfor det ikke er helt lige til at slippe den krig, man som veteran har lagt bag sig, men stadig bærer i sig.

Dar Salim er fuldstændig fremragende som Youssef, der efter flere ture som soldat er vendt tilbage til sin lille familie, bestående af hans søde hustru og snart 10-årige søn. Han har fået job som vagt og prøver at falde naturligt ind i kernefamilielivets rammer. Med noget held.

Men en aften går det galt. Han falder i søvn i sofaen, og da hans søn prøver at vække ham, overfalder han ham. Det fører til et dyk ned i et sort hul for Youssef, der elsker sin søn over alt på jorden.

Derfor siger han også ja til et frivilligt ophold på Strynø Natur Retreat for Veteraner, hvor han sammen med ligesindede kan prøve at finde fred, heling og ny mening med tilværelsen ved at indgå i dagligdagens gøremål: passe dyr, fælde træer og deslige.

Og undervejs finde et fællesskab og dele alt det, der er så svært at sætte ord på. Eller måske bare være tavs med ligesindede, der forstår.

At prøve, fejle og prøve igen

Et fællesskab, Youssef dog til at begynde med har ualmindeligt svært ved at finde vej ind i. For i virkeligheden vil han bare gerne være alene, overbevist om at han aldrig igen vil føle sig tilpas blandt andre mennesker. Flov over den mand, han er blevet. Bange måske også. Og frem for alt træt.

Men stedets ledere, Anne-Line og hendes australske mand Stuart, der selv er veteran, ved, hvilke knapper der skal trykkes på, og navnlig hvornår der ikke skal trykkes på noget som helst. Og langsomt begynder Youssef at åbne sig.

Spørgsmålet er bare, om det er nok til at kunne vende tilbage til livet udenfor, eller om det kun lige er nok til at tåle at eksistere indenfor lejrens efterhånden kendte rammer?

For én ting lægger ’Herkules falder’ aldrig skjul på, nemlig at har man først været i krig, kommer man aldrig til at kunne vende tilbage til helt det samme liv som før. Eller blive den person, man var engang.

Og den erkendelse er en del af kampen. Krig ændrer mennesker, og det må man lære at leve med. I accept, kærlighed og måske med tiden også fred. Hvis man kan.

For ’Herkules falder’ gør det også tydeligt, at det langt fra lykkes for alle. Blandt de veteraner, der bor med Youssef på Strynø, er der både nogen, for hvem det lykkes at komme tilbage, nogen der prøver – men fejler, og nogle der erkender, at krigszonen er det eneste sted, de føler sig som hele mennesker, og derfor søger om at tage af sted igen.

Store, stille dramaer

Strynø Natur Retreat for Veteraner er et virkeligt sted, Anne-Line og Stuart er faktisk ledere af stedet, og de veteraner Youssef møder på øen, er virkelige veteraner, der for de flestes vedkommende selv har haft ophold på Strynø.

Det giver fortællingen en stærk, stilfærdig troværdighed. Sjældent har man fået et så direkte indblik i, hvad det vil sige at skulle samle sit liv og sin identitet op igen efter udsendelse.

Man kan mærke, at de virkelige – og virkeligt modige – veteraner brænder for at fortælle deres historie, og derfor får man også lyst til virkelig at lytte til dem. Samtalerne rundt om bordet er som at få et råt og ægte indblik i en verden, de færreste kender. Eller ønsker at kende. Men som det er vigtigt at forstå.

Og ’Herkules falder’ er da også stærkest i den del, der foregår på Strynø. Her kommer man helt ned i tempo. I kontakt med følelser, konflikter og dilemmaer. Her er der ikke brug for mange store ord for at forstå de store indre dramaer.

Særligt ikke med en skuespiller af Dar Salims kaliber, der taler med øjne, ansigt, muskler og krop. Med tavshed, tøven og tempo. Det er i skrøbeligheden og sprækkerne, at historien lever og ånder. Det store drama behøver ikke bulder og brag for at gå lige ind.

Når historien inddrager Youssefs lille familie udenfor lejren, ryger noget af intensiteten. Man bliver pludselig bevidst om, at man får fortalt en historie. Fiktionen tager over.

Men det er jo også en pointe – at for Youssef føles intet af alt det udenfor som virkelighed. At være familiefar er bare en rolle, som han også selv må erkende er svær for ham at spille.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.