Han er 37 år og lever en stille tilværelse hos sine forældre i Jylland. Og så har han måske 100 børn

Ved første øjekast er der intet sært ved billedet, Bjørn viser frem på telefonen. Fire mennesker – Bjørn samt tre piger, den yngste omkring seksårsalderen, den ældste nok omkring 13 år – sidder på en bænk. De smiler og kniber en anelse med øjnene, som om solens stråler er lige skarpe nok. De sidder tæt, men med hænderne ind til kroppen. Her er nærhed, men også distance.

– Det er første gang, jeg møder de to yngste. Den ældste havde jeg mødt en gang før, siger 37-årige Bjørn og peger skiftevis på de tre piger.

Det tager et øjeblik, før det går op for mig, at pigerne er søskende. Halvsøskende, vel og mærke. Når man ved det, kan man måske godt ane det. De har alle mellemlangt, mørkeblond hår og typiske skandinaviske træk. Kort efter finder Bjørn flere billeder frem af andre børn på sin smartphone. Drenge og piger, nogle, der er helt små og andre, der er i skolealderen.

– Jeg har børn i Danmark, Norge, Sverige, Island og England. Det er helt sikkert. Men der kan jo sagtens være mange flere, jeg ikke kender til, fortæller han.

På mange måder virker Bjørn som et forstenet fortidslevn, der er tøet op i en tid med TikTok-danse og Instagram-reels. Han bærer sixpence, har sømandsskæg og kan godt lide tweed. Han bruger ord som ‘træffe’ og ‘stævnemøde’. Han har et våbenskab og går på jagt i sin fritid, gerne ude i store skove, der ligger langt ude på landet. Han er ikke vild med storbyen, siger han.

Men der er også en side af Bjørn, der planter ham unægteligt i nutiden, hvis ikke fremtiden. Det mener jeg bogstaveligt – for Bjørn har muligvis over 100 børn.

Hans historie taler direkte ind i den aktuelle samtale om donorbørn og ikke mindst anonyme donorfædre. I Danmark har sædbankerne kronede dage, fordi der er stor efterspørgsel på dansk sæd i hele verden. Men hvordan er det at være donor? Og hvordan er det at sige ja til at ville kende sine potentielt 100 børn? I artikelserien ‘Donorfaren’ følger vi Bjørn, der står midt i det. Det er en historie om at være nogens far på en anderledes måde, om psykisk sygdom og halvsøskende, der nu er begyndt at finde hinanden på tværs af landegrænser. Men det er også en historie om en mand, der er i tvivl om, hvorvidt han bør få børn på grund af den, han er, men nu har nogle børn uanset. Dette er første afsnit.

En åben donor

Det er svært at forudse, hvordan en mand med utroligt mange børn ser ud. Man fristes nok til at trække på larmende karakterer som Genghis Khan og Elon Musk, men Bjørn er det stik modsatte af støj og fylde. Han har en forsigtig stemmeføring og mimik og virker lidt genert. Han er undseelig, og man ikke ville studse et sekund over ham, hvis han gik forbi én i supermarkedet.

Det er da også nogle år siden, at børneeventyret begyndte. Da Bjørn var 21 år, gav hans daværende kæreste ham en flyer fra universitetscampusset, der reklamerede for sæddonation. Det lød interessant, syntes han, så han tog ind til klinikken. 95 procent af mænd, der donerede sæd, blev sendt hjem igen, fordi sæden ikke var god nok, men det var ikke tilfældet for Bjørn. Hans sæd var i topform. Han blev tilbudt at være sæddonor og var det konsekvent i fire år.

– Dengang ville jeg gerne selv have børn. Jeg tænkte, at hvis jeg en dag stod i en situation, hvor jeg ikke kunne få dem på normal vis, så ville jeg sætte pris på, at der var nogen, der hjalp. Jeg er generelt et hjælpsomt menneske, og jeg vil gerne gøre andre glade. Det var helt naturligt for mig, fortæller han og tilføjer, at han som fattig studerende heller ikke sagde nej til pengene, der fulgte med.

Vi sidder i København og drikker kaffe en sen sommereftermiddag. Solen kaster gule firkanter ind gennem ruden, og der er en afdæmpet lyd af susende biler et par etager under os. Stemningen er rolig, men omkring os raser en debat. Én, der handler om sæddonation, donorbørn og ikke mindst retten til anonymitet.

Som tidligere sæddonor har Bjørn fulgt debatten tæt. Han har sågar sendt mig flere artikler om emnet op til vores møde. Om nu voksne donorbørn, der begræder anonym sæddonation og råber højt om retten til at kende sit ophav.

Det forstår Bjørn godt. Han er selv åben sæddonor – et valg, der betyder, at hans børn får mulighed for adgang til hans identitet og kan kontakte ham, når de bliver myndige. Og selv om hans ældste biologiske børn kun er omkring 14 år gamle, er han alligevel blevet kontaktet af flere. Han har sågar også mødt flere af dem allerede. Hver for sig, men også flere samtidig – det er blandt andet et af disse møder, han viser mig et billede af, da vi mødes. Det er sket et par gange, at Bjørn er taget til København og har mødt et eller flere af sine børn, og det kommer nok ikke til at stoppe foreløbigt i takt med, at der kommer flere børn ind i billedet.

– Det kan være, at jeg bliver nødt til at starte en gruppechat med dem, så vi kan effektivisere. Så behøver jeg ikke svare på de samme spørgsmål igen og igen, griner han med en distinktiv, jysk røst.

Jeg spørger ham, om det er mærkeligt at have mange børn fordelt på mange lande.

– Jo, det er da lidt mærkeligt. Men det er også sjovt. Nu vil jeg ikke lyde hverken selvfed, eller som om jeg tror, jeg er Guds gave til menneskeheden, men mine gener er nok ikke de værste at give videre.

Mens det i mange øvrige europæiske lande – herunder Sverige, Norge, Finland og Island – er ulovligt at være anonym sæddonor, er det stadig lovligt i Danmark. Det blev først muligt at være åben sæddonor i 2012, hvorfor fænomenet er relativt nyt herhjemme. Det er dog et område i hastig bevægelse, og Jakob Knudsen, der er chef for den danske sædbank Donor Network skønner, at der er omkring 1.000 åbne sæddonorer i Danmark i dag.

– Grunden til, at mange gerne vil, er, at de faktisk godt forstår behovet for at have mulighed for at kende ens ophav. Lidt ligesom adoptivbørn. Den, der vælger at blive donor, vil typisk ikke anskue sig selv som “far” til de donorbørn, han bliver ophav til, og derfor er det måske heller ikke så farligt, fortæller han.

Bjørns attitude til faderskabet er præcis sådan. ‘Farligt’ er ikke ordet, der popper op i hovedet, når Bjørn smilende swiper gennem billeder af sine børn.

– Der er jo flere af dem, som ligner mig en del. Det er spændende at se, hvordan det bliver, når de når 20-års alderen. Om de er som snydt ud af næsen på mig, siger han, inden han går ud for at ryge en cigaret.

Han bærer en falmet rød tanktop og et par brede, khakifarvede bukser. På fødderne har han et par store læderstøvler. I hjørnet er der kastet en stor taske, pakket til en weekend i København. Bjørn kommer langvejsfra, fra Jylland – og det er også der, hans historie begynder.

Skæbnens ironi

Bjørns liv har været et broget et af slagsen. Han blev født i 1988 i Jylland og er opvokset i en kernefamilie med søskende og to forældre. Som barn gik han til spejder, sang i kor og spillede forskellige instrumenter. Og så elskede han at læse. Både skøn- og faglitteratur slugte han råt – noget, der desuden forekom naturligt i familiens akademikerhjem.

Det er tydeligt, at Bjørn er begavet fra det øjeblik, han åbner munden. Han er velargumenteret og virker til at have en betydelig viden om alt fra litteratur og film til videnskab og psykologi. Direkte adspurgt, om han er intelligent, svarer han ydmygt, at det står ret godt til med hovedet.

– Jeg klarede mig godt i skolen og fik pæne karakterer. Senere har jeg fået taget en del kognitive tests, der blandt andet måler intelligens. De viser alle sammen, at jeg ligger et sted mellem højt og meget højt begavet. Det er ikke lykkedes mig at færdiggøre en uddannelse, men jeg er rimelig velorienteret alligevel.

Efter studentereksamen flyttede Bjørn til Aarhus, hvor han begyndte på universitetet. Han kastede sig ud i flere forskellige studier – først teologi, siden musik og senere andre uddannelser. De næste 10 år flyttede han en del rundt i landet og var inde og ude af diverse studier og job. Undervejs faldt han og slog hovedet – noget, der resulterede i en traumatisk kranieblødning, sprængt trommehinde og nedsat hørelse. Han begyndte også at opleve depressive perioder, som prægede ham fysisk og psykisk.

– Mit liv har da haft sine nederlag, og nogle dage tynger det mig. Det er en stor frustration, at jeg ved meget og kan meget, men at jeg så ikke kan omsætte det til et eller andet brugbart. Jeg har fejlet gang på gang og er droppet ud af seks uddannelser, siden jeg blev student, siger han og tilføjer, at han håber, jeg vil fremstille ham som mere end bare en “college drop out med 8.000 børn”. Så smiler han lidt.

Efter at have boet nogle forskellige steder i Danmark, flyttede han tilbage til hjembyen i Jylland, hvor han nu har boet i seks-syv år. Han har egen lejlighed, men bor for det meste hos sine forældre. Han arbejder deltid på et arkiv, hvor han nørkler med gamle fotos, aviser og kirkebøger for at grave menneskers skjulte rødder frem. For, ja, skæbnen ville, at Bjørn arbejder med slægtsforskning.

Ironisk nok var det netop slægtsforskning, der førte mødrene til hans børn på sporet af ham. Drevet af nysgerrighed efter sit eget ophav tog han flere DNA-tests fra diverse slægtsforskningsfirmaer.

– Jeg har taget DNA-tests hos både Ancestry, MyHeritage og 23andMe, og det var egentlig mest af nysgerrighed. Men jeg var også bevidst om, at der godt kunne dukke nogle børn op, fortæller han og åbner en af appsene, hvor et kort over Europa toner frem og markerer de steder, han har kunnet spore sit ophav til. Det er kun Danmark, Nordtyskland og Nederlandene, der er farvet, og Bjørn har måttet konkludere, at han er så nordeuropæisk, som man nu engang kan være.

Et par gange om ugen poppede en notifikation om et DNA-match op. De fleste var fjerne slægtninge, som Bjørn delte en tip-tipoldefar med.

Men så, for to et halvt år siden, dukkede et match op, som Bjørn delte 50 procent DNA med.

Det var en kvinde i England, der havde fået to børn med Bjørns sæd, hvoraf det ene barn havde taget en DNA-test. Et lille år efter kom der endnu en notifikation, denne gang fra en mor i Danmark, der havde fået ét barn – den ældste pige på billedet, Bjørn viste mig i begyndelsen af vores samtale. Begge matches var akkompagneret af en kort besked.

– De skrev tak for deres børn, at de var dejlige børn, og at de var så glade for dem. De skrev også, at de ikke forventede, at jeg svarede på beskeden. Men selvfølgelig svarede jeg. Det er jo grunden til, at jeg blev åben donor.

Da de ældste af Bjørns børn formodentligt er omkring 14-års alderen, er der altså ingen af hans børn, der endnu har fået frigivet information om hans identitet, og det er derfor ad bagveje, via DNA-tests og facebookgrupper oprettet af mødre til donorbørn, at de har fundet ud af, hvem han er og kommet i kontakt med ham. Det generer ikke Bjørn, der opfatter det som en positiv overraskelse, når en ny mor til hans børn tager kontakt.

– Jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg er blevet fundet på den her måde. Jeg er glad for, at mødrene tager kontakt, for det er da også spændende at se børnene, mens de er børn. At følge med på sidelinjen. Se, hvordan de vokser op, se, hvem de bliver til.

Han tror også, at han har gjort det nemmest for sig selv ved at være åben donor, da anonymitet, mener han, er mere eller mindre umuligt i dag. Det kan være, han har ret – for chef for Donor Network Jakob Knudsen istemmer og fortæller, at fuld anonymitet er død i dag.

– Udviklingen går hurtigt på det område, og derfor siger vi altid til donorer, at hvis de ønsker at være helt sikre på at være anonyme, så skal de ikke blive donor.

Det første møde

Selv om Bjørn godt vidste, at der var kommet børn til verden via hans hjælp – det havde sædbanken oplyst ham om – mindes han, at det alligevel var lidt syret at modtage en direkte besked fra mødrene til hans børn. Særligt da det viste sig, at en af dem var dansker og boede i København.

– Der kunne jeg godt mærke, at det pludselig kom tæt på, siger han.

Han skulle tilfældigvis til København ugen efter og spurgte, om moren og datteren på 11 år havde lyst til at mødes med ham.

– Moren læste min besked højt for datteren, der syntes, at jeg lød sød. Så de sagde ja. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg ville reagere, når jeg mødte hende. Hvad hvis det var traumatiserende for sådan en 11-årig pige, at der pludselig stod en fremmed mand foran hende og brød sammen. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville få tårer i øjnene, siger han.

Først aftalte de at mødes på en café i byen, men senere spurgte moren, om Bjørn ikke ville komme hjem i deres lejlighed i stedet. Hvor mødet ikke føltes opstillet, og datteren var i trygge rammer.

– Jeg fik lidt tårer i øjnene, da de åbnede døren, siger han, let genert.

Hvordan så hun ud, din datter?

– Meget smuk, svarer han.

Han viser mig et billede af en spisestue. Bjørn sidder på den ene side af et stort træbord og kigger smilende op mod kameraet. På den anden side sidder en ung pige med tykt, mørkeblond hår. Hun smiler også. Han swiper på telefonen og viser så et billede af to sæt fødder ved siden af hinanden.

– Hun (datteren, red.) sagde, at hun havde sådan nogle krogede tæer, og at hendes mor ikke havde. Så måske hun kunne have arvet det fra mig. Så tog vi strømperne af og sammenlignede, og ja, det ligner, at det er mig, hun har det fra. Vores fødder er ret ens.

Der er løbende blevet skabt et netværk mellem mødrene og de forskellige halvsøskende på tværs af lande. Det er blandt andet via hans donornummer, at det har været muligt for dem at finde hinanden. De har fået en relation og mødes af og til. Da jeg mødes med Bjørn, fortæller han, at mødrene og børnene netop har holdt familiesammenkomst oppe i Oslo to uger forinden.

– Jeg tror, der var omkring syv børn, der mødtes. Jeg blev ikke inviteret med, men jeg er jo heller ikke rigtig en del af deres fællesskab. Det er jeg indirekte, for jeg er det biologiske bindeled, men jeg ved ikke, hvilken type samkvem de har. Men hvis jeg blev inviteret, kunne det sagtens være, at jeg ville tage afsted, siger han.

Adspurgt om han tænker på sig selv som børnenes far, tøver han.

– Jeg er ikke far. Det ville være meget mærkeligt og akavet, hvis jeg mødte nogle af de her børn, og de kaldte mig far. Nu har jeg ikke stået i situationen, så jeg ved ikke præcis, hvordan det ville føles, men det ville jeg ikke bryde mig om, fordi det er ikke det, jeg er, og det ville gøre mig til mere, end jeg er. Jeg er donorfaren. Jeg er deres biologiske far. Jeg omtaler dem som mine biologiske børn, fortæller han.

Bjørn kender indtil videre til ti børn fordelt på syv familier. Han har mødt sine børn i Danmark og to fra Island og har en korrespondance med et par af børnene i England. Han hiver en mappe frem med håndtegnede jule- og påskekort og rækker mig et syv sider langt, håndskrevet brev, han har skrevet, hvor han beskriver alt fra sin opvækst og arbejde til hobbyer og kæledyr.

Som det står til nu, er det overskueligt og hyggeligt at mødes og korrespondere med børnene – men det kan være, at situationen ændrer sig, når de ældste af hans børn bliver myndige om få år.

– Forhåbentlig kommer de drypvis ind i indbakken. Worst case scenario er, at der pludselig vælter henvendelser fra 50-100 børn ind. Men det ville nok ikke være så slemt heller. Jeg skal bare ikke danne præcedens. Jeg vil ikke forskelsbehandle og kun mødes med nogen og ikke med andre. Følelsesmæssigt vil jeg heller ikke komme til at holde mere af nogen end andre. Men det bliver for dyrt og bøvlet, hvis jeg skal rejse langt for at mødes med mine biologiske børn hver gang, siger han.

Et liv med og uden børn

Jeg betragter Bjørn og tænker, at han er en slags sort svane inden for forældreskabet. Mens det er en udbredt sandhed, at livet ændrer sig markant, når man får børn, så sidder Bjørn foran mig, smilende og rolig, med et liv, der er mere eller mindre uforandret på trods af sine potentielt 100 børn ude i verden.

Selv har Bjørn ikke stiftet familie på traditionel vis. Han har overvejet, om han ville have børn, men livsomstændigheder og helbred har gjort, at han er i tvivl om, hvorvidt det er en god idé. Når han af og til er sammen med små børn, må han erkende, at han ikke holder deres selskab ud ret længe. Han har stadig problemer med hørelsen efter ulykken i 20’erne, og børnestemmer rammer en frekvens, der gør ondt på ham. Og så er der Bjørns til tider skrøbelige psyke, der ikke giver gode forudsætninger for at være far på fuldtid. For nogle år siden fik han en skizofrenidiagnose – en diagnose, der både rejser etiske og praktiske spørgsmål ved det at få børn. Den del af historien, og hvad den betyder for Bjørn, folder vi ud i andet afsnit af serien.

– Det er ikke så tit, jeg er i selskab med børn. Det ærgrer mig vildt meget, men mest af alt kan det føles som en straf og som en smertelig påmindelse om, at jeg måske ikke bør få børn. Ville det være forsvarligt? Det lyder hårdt. Men der kan man så sige, at jeg i det mindste kan glæde mig over, at der alligevel er nogle børn, selvom de ikke er mine børn, siger han.

At have donorbørn har “taget lidt af presset af” i forhold til ønsket om at få børn – noget, han er taknemmelig for.

– Selv hvis jeg ikke får børn, så har jeg alligevel nogle børn. Det er ikke på den samme måde, som hvis jeg havde en kone eller kæreste og fik dem sammen med hende, siger han, men tilføjer smilende:

– Men det kan da være, at der alligevel er nogen, der kommer til min begravelse og har lyst til at besøge mig.

Bjørn er et opdigtet navn. Hans fulde identitet er kendt af redaktionen.