Morten Hee Andersen er i sit es i ny forestilling på Det Kongelige Teater

Molières ‘Don Juan’ fra 1665 er en af teaterhistoriens mest berømte fortællinger om begær, hykleri og moral. Den franske dramatiker skabte med Don Juan en figur, der stadig både fascinerer og frastøder – en mand, der lever for nydelsen og betaler prisen for den.

I Anna Balslevs nyopsætning på Det Kongelige Teater får klassikeren et nutidigt tvist. Scenen er renset for barokke kulisser, og i centrum står Morten Hee Andersen som den evige forfører.

Historien tager sin begyndelse ved vielsen mellem Donna Elvira og Don Juan. Kort efter brylluppet stikker sidstnævnte af med sin trofaste tjener Sganerelle, spillet af en fremragende Özlem Saglanmak, og efterlader den ulykkelige brud. Denne flugt sætter tonen for resten af stykket, der er en fortælling om lyst, svigt og konsekvenserne af uansvarlig frihed.

Mesterligt skuespil skaber komplekse karakterer

Morten Hee Andersens Don Juan er både karismatisk og kompleks, og han formår at gøre karakteren levende og nærværende. Hans præstation er på én gang fysisk udadvendt og inderligt intens, hvilket giver forestillingen en herlig fremdrift, uden at den mister sin dybde. Når han forfører sine “ofre”, er han i sit es og lader passionen flyde med imponerende veltalenhed. Når han forsvarer sine handlinger med logik, bliver det til tider klodset, men også sammenhængende og menneskeligt.

Men Don Juan er mere end bare en karakter, der skal fordømmes. Der er noget ægte i hans passionsdrevne natur – en længsel efter intensitet og begær, som de fleste i en eller anden grad kan genkende.

Den dobbelthed og kompleksitet gestalter Hee eksemplarisk.

Spændingen stiger yderligere, når Don Juan konfronteres med sine ugerninger over for Elvira, da hendes bror Don Carlos, spillet af Simon Kongsted, opsøger ham. Scenen er på én gang både underholdende og forførende, samtidig med at den tilføjer mere dybde til det i forvejen interessante persongalleri. Konfrontationen tvinger nemlig Don Juan til at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af sine handlinger.

Birollerne skaber kontrasterne

Balslev har desuden givet forestillingen et skønt moderne tvist, der passer perfekt til handlingen. Don Juans begær er nemlig ikke begrænset til kvinder. Rollen som Charlotte, der oprindeligt er en af de mange kvinder, Juan forfører, spilles af Kristoffer Eriknauer. Uden at gøre noget ekstraordinært ud af dette greb understreges det, at begær ikke nødvendigvis er kønsbestemt.

I rollen som moderen Donna Louise leverer Karen-Lise Mynster som altid en pragtpræstation. Hun er sjældent på scenen, men når hun er, fylder hun rummet med autoritet og varme. Hendes moralske styrke står i skarp kontrast til sønnens kynisme, og da Don Juan – efter hendes tale om kærlighed og ansvar – ønsker hende død, fremhæver Mynster effektivt hans totale mangel på empati.

Også Laura Skjoldborg som Donna Elvira formidler kærlighed og afvisning med stor intensitet og overbevisning og bliver dermed et følelsesmæssigt modspil til Don Juans charme.

Alle karaktererne omkring Don Juan er med til at give stykket sårbarhed og dramatisk tyngde samt intellektuel dybde med følelsesmæssigt nærvær.

Aktualitet gennem kontrasterende stemmer

En af forestillingens helt store kvaliteter er dens evne til at gøre Molières tekst relevant. Dette fremhæves særligt gennem Don Juan og Elviras afslutningsmonologer, der er omskrevet, så de passer til samtiden – uden at det går på kompromis med den originale tekst.

Don Juans sidste ord er præget af overmod, selvsikkerhed og en næsten provokerende frihed – han ser lysten som en naturlig og uundgåelig kraft, og hans retfærdiggørelse af egne handlinger skinner igennem med både charme og arrogance. Elviras monolog står i skærende kontrast: Hendes ord udtrykker smerte, afvisning og en søgen efter forståelse og retfærdighed.

Denne kontrast skaber en kraftfuld dramaturgisk spænding, hvor publikum både kan identificere sig med og kritisk reflektere over karakterernes handlinger. På den måde formår forestillingen at tale direkte til nutidens publikum, der tvinges til at forholde sig til de helt store og evigt aktuelle tematikker som menneskelige valg, følelser, magt og moral.

Forestillingen viser, hvorfor vi stadig fascineres af manden, der ikke kan elske, samtidig med at den sætter fokus på passion, ansvar og menneskelig længsel. Moralen er tydelig: Evnen til empati er afgørende – selv i jagten på frihed.