Ny thrillerserie brillerer med stærke skuespilpræstationer

'The Beast in Me' spiller på alle thrillerens tangenter med katten-efter-musen-leg, et komplot, der stikker dybt – og måske sågar et kæmpe plottwist i ellevte time.

Claire Danes er den følelsesmæssigt og økonomisk udmattede forfatter Aggie Wiggs, hvis liv stille og roligt går fra tragisk til værre. Fire år forinden har hun mistet sin søn i en bilulykke, og eftersom det aldrig er lykkedes hende at lære at leve med sorgen, er hendes ægteskab også forlist.

For at det ikke skal være nok, er hendes hus noget gammelt møg, hvis rør er gennemtærede af trærødder, og pengene er ved at slippe op, fordi Aggie ikke rigtigt har kunnet skrive, siden sønnen døde.

Men så flytter der en morder ind ved siden af. Det burde jo ikke være godt, men Aggie bliver meget nysgerrig på Nile Jarvis (Matthew Rhys) – ejendomsrigmand og tidligere gift med en kone, som ingen har set i årevis, og som især sladderpressen er sikker på, at Nile har slået ihjel.

Selvom Nile måske er morder, kommer han hurtigt ind på Aggie og får hende til at føle, at hun ikke kun er en sørgelig fiasko, men måske stadig en talentfuld forfatter, der bare ikke har fundet det rigtige emne.

Før hun ved af det, har hun skrottet sin bog om højesteretsdommeren Ruth Bader Ginsburg og sat sig for at skrive den sande historie om Nile Jarvis – hvad den så end er.

Snart dukker der en fuld FBI-agent op en mørk aften, og meget mere kan man ikke afsløre uden at ødelægge oplevelsen af 'The Beast in Me'.

Makker med morderen

Serien lever i første omgang rigtig godt af, at man er i tvivl om Niles sande natur, og det er på mange måder i interaktionerne mellem Nile og Aggie, at serien peaker. Matthew Rhys ('The Americans') er en glimrende måske-psykopat, fordi han altid ser ud til at more sig over at interagere med andre mennesker – nærmest som om al kontakt er en slags syg leg for ham.

Ligeledes får Claire Danes lov til at folde sig ud som Aggie, der både rummer en stor skrøbelighed og en fantastisk vrede, og som derfor giver 'Homeland'-skuespilleren mulighed for at folde hele følelsesregisteret ud.

Danes får simpelthen formidlet en Aggie, der passer lige så godt til seriens titel som Nile Jarvis, fordi hun muligvis har sit eget monster boende indeni.

Man forstår faktisk godt, hvorfor Aggie kan lide Nile, for han er temmelig morsom, og modsat alle andre bekræfter han Aggie i, at det er okay, at hun stadig er rasende over, at den unge mand, der kørte fuld ind i hende og dræbte hendes søn, aldrig er blevet straffet.

Denne fortælling om straf, hævn og retfærdighed kunne have hævet serien til nye højder, hvis den bare havde haft lidt bedre plads.

Mindre plot, mere dans

Rundt om de to hovedroller er David Lyons interessant som den fordrukne FBI-mand, Brian Abott, der har udpeget Nile Jarvis som sin Moby Dick – han skal fanges, koste hvad det vil.

Nathalie Morales udgør en kontrast til Aggie som ekskonen Shelley, der på en helt anden måde har sluttet fred med tingenes tilstand. Ikke mindst fungerer Brittany Snow ('Pitch Perfect') godt som Niles nye kone, Nina Jarvis, som man ikke kan finde ud af, om er et potentielt mordoffer, eller måske selv en udspekuleret satan.

Der ender desværre med at være for meget plot, der ikke hører til vores hovedhistorie om forfatteren og morderen. For hertil kommer balladen om et nyt boligkompleks og et helt FBI-spor.

Historien bliver aldrig uspændende eller decideret rodet, men man kunne ønske, at forfatterne havde stolet på styrken i det psykologiske spil mellem Aggie og Nile.

Særligt måtte der gerne have været flere absurde venskabsscener som den, hvor Nile og Aggie drikker sig fulde i whisky, og han danser rundt til Talking Heads’ 'Psycho Killer'.

Skærende strygere og knirkende gulve

Stemningen understreges af skyggefulde billeder og et soundtrack med skærende strygere og dybe, dronende synths. Der er masser af kreativitet i fotograferingen, hvor kameraet ofte står stille på uventede steder med masser af interessante vinkler og dybde i billederne.

For eksempel i en scene, hvor Aggie gennem en dør med metalkæde på tigger sin eks om at tage hende tilbage, og hvor billedets beskæring på fornem vis illustrerer, hvor langt de er fra hinanden.

'The Beast in Me' brillerer først og fremmest med to hovedkarakterer med virkelig god kemi og mange facetter. Undervejs bliver der flettet lidt mange elementer ind i historien, men det ændrer ikke på, at vi stadig ender med en spændende serie, hvor man ofte er i tvivl om, hvad der egentlig sker, og hvem der mon har et monster indeni.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.