Er du også vild med Barbie og Wicked? Her er forklaringen

Thea Torp er selvstændig kulturjournalist og anmelder. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Efterhånden synes jeg, det kan være en ret nedladende oplevelse at gå i biografen. ’Wicked - Part II’ har premiere inden længe, og nu skal vi igen til at se en film målrettet voksne, hvor tilsvarende kønsmodne mennesker har iført sig prinsessekjoler.

Den ellers gode instruktør Guillermo del Toros seneste film, den ømme ’Frankenstein’, besidder en kompleksitet, der passede mere til opmærksomhedsforstyrrede teenagere end et voksent publikum for Mary Shelleys klassiker. Her deler monstret bær med en abnorm CGI-hjort. Han er jo så sød, han æk’ engang spiser dyr.

Tendensen til, at filmindustrien taler mere og mere ned til sit publikum, er ikke ny, men har været gældende de seneste 20 år. Øjensynligt er det også, hvad folk vil have (hvis man ser bort fra, at færre og færre går i biografen).

Ser man box office-listerne over de mest indtjenende film, er det én lang parade af børnefilm til voksne: superhelte, 'Barbie' og 'Star Wars'. Den første voksenfilm på listen, som ikke også indeholder blå mænd og seje maskiner, der siger wroom wroom, er fra 1997: James Camerons ’Titanic’.

Gider vi slet og ret ikke længere forholde os til mellemtekst, kompleksitet, det svære? Er vi simpelthen holdt op med at være voksne?

Muskuløse helte i spandex

Marvelfilmene har tæppebombet det filmiske landskab med CGI-eksplosioner og veltrænede mennesker i spandex i seks faser siden 2011. Den kunstneriske ambition har ikke altid været til at tage og føle på. "Er børnefilm målrettet voksne blevet en genre for sig?," spurgte Christoffer Zieler i Weekendavisen om "Marvels dekadente computerfarveladefilm".

Martin Scorsese gik endnu længere og mente, at Marvel ikke kunne kaldes filmkunst, og sammenlignede i stedet filmene med forlystelsesparker tilbage i 2019 i et interview med Empire Magazine.

Selvfølgelig er der intet i vejen med den lette, hyggelige underholdning. ’Thor: Ragnarok’ fik mig til at græde-le, Tom Holland er en uendeligt god Spider-Man, og fankulturens evne til at samle folk om historier, de holder af, er et fællesskab for glæde.

Det bekymrende er, at Marvel-franchisen er kulturbærende – og typisk for underholdningsbranchens frygt for at udfordre sit publikum.

En permanent klovnemaske

At voksenunderholdning synes målrettet barnet i os, er nemlig ikke bare et problem i filmindustrien. Det er, som om det letfordærvelige og slikagtige vinder indpas overalt.

– I takt med at det storpolitiske mørke trænger sig stadig tættere på, synes scenekunsten paradoksalt nok at gå den modsatte vej. Mod lyset og det lette, ja, billige grin, skriver teater- og litteraturkritiker Kathrine Amaan i Kristeligt Dagblad om dansk teaters tendens til tyk ironi. Hun skriver videre:

– De overbelastede, dopaminjunkende hjerner har brug for konstante fix for at bevare koncentrationen. Så det leverer man. Et øjebliks stilstand er fatalt. Man må grine, grine, grine, til ansigtet stivner i en permanent klovnegrimasse.

Ikke bare i teatret spreder forlystelseskulturen sig.

Man har fodboldborde hos store virksomheder, juicekartonen Capri-Sun bliver markedsført til voksne, og tryllefilm bliver målrettet et voksent publikum – såsom netop ’Wicked’.

Vi har et politisk system, der synes mere optaget af at slås om identitet end af at løse tidens udfordringer: dens krige, klimakrise, dens sandhedskollaps.

Vi taler til mavefornemmelser – og måske i særdeleshed navlen.

Det er skærmene, stupid

Der bliver lavet gode film. Det er bare ikke flertallet, der ser dem. De cinefile kan stadig tage i biografen og se Jonathan Glazers grusomme Holocaustfilm ’The Zone of Interest’ eller Wim Wenders’ livsbekræftende ’Perfect Days’.

I disse tider, hvor man ellers gør så meget ud af at udligne forskellen mellem elite og den bredere befolkning, kan man frygte, at det kun vil være den absolutte top, som vil nyde godt af, hvad den gode film giver. At masserne havner foran tech-giganternes skærme på sociale medier i en halv- og helbedøvet dopaminrus – væk fra den faktiske tilværelse.

Undersøgelser peger på, at der er en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og skærmforbrug – særligt det, man udsætter sine børn for.

For netop dét at kede sig, at turde være i tomrummet, i stue med sig selv, er at være voksen. Her tvinges man til at reflektere, ja, måske inspireres man tilmed til at handle. Og vi kan jo godt. Selv Ingmar Bergman var engang bred. ’Fanny og Alexander’ var en af de julefilm, mine forældre, der ikke har gået på gymnasiet, så.

Man kan spekulere over, om tendensen til at lave overtydelige, barnagtige rabalderfilm kun bliver værre med tiden. Om filmene mister deres relevans og bliver AI-genererede mentale pyjamasfester, der aldrig har nærmet sig det egentlige livs stoflighed.

Da bliver barndommen et lyserødt sæbeboble-fængsel, man må løsrive sig fra.

For når vi først vænner os til at blive fodret med det let fordøjelige, stopper vi med at tygge selv – og så er magthaverne fri til at servere, hvad de vil.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.