Annonce
Samfund
10. november 2025

Ingen kvinder skal stå alene med smerter, inkontinens eller utryghed, bare fordi de har født et barn

"Det er uacceptabelt, at vi som samfund i årtier har accepteret, at mødre går med smerter og gener lang tid efter fødslen, uden at det bliver taget seriøst". Sådan skriver Lisbeth Bech-Nielsen, Astrid Carøe, Sisse Marie Welling og Michella Meier-Morsi i et debatindlæg.
Af: Lisbeth Bech-Nielsen, erhvervsordfører SF, Astrid Carøe, Ligestillingsordfører SF, Sisse Marie Welling, overborgmesterkandidat i København for SF og Michella Meier-Morsi, aktivist og influencer
debatindlæg

Lisbeth Bech-Nielsen, Michella Meier-Morsi og Sisse Marie Welling.

Foto: Privat

Lisbeth Bech-Nielsen er erhvervsordfører for SF, Astrid Carøe er ligestillingsordfører for SF, Sisse Marie Welling er overborgmesterkandidat i København for SF og Michella Meier-Morsi er aktivist og influencer. Dette er et debatindlæg. Debatindlægget er et udtryk for skribenternes egne holdninger.

I foråret lød den offentlige debat nærmest som et kvantespring for kvinders sundhed i Danmark. Pludselig fyldte det på den politiske dagsorden, og beretningerne væltede frem. Historier om kvinder, der bliver misforstået og nedprioriteret i sundhedsvæsenet. Kvinder, der lever med endometriose, underlivssmerter eller følger efter en fødsel - uden at få den hjælp, de har brug for.

Vi fik for første gang en ærlig debat om, at forskningen alt for ofte tager udgangspunkt i mandekroppen, og at kvinders sygdomme og smerter stadig alt for tit bliver overset. Endelig blev der sat ord på den strukturelle ulighed, som kvinder i årevis har råbt op om.

Annonce

Derfor glæder det os, at der nu skal behandles et borgerforslag i Folketinget om landsdækkende efterfødselsklinikker for alle kvinder.

For hvert år føder 60.000 danske kvinder, men så snart barnet er født, er moren og hendes krop ikke længere en prioritet for sundhedssystemet. Det er ikke i orden. Og slet ikke når tallene taler for sig selv: 80% af førstegangsfødende brister. 40% er inkontinente 1 år efter fødslen og 50% får nedsunket underliv. Det er uacceptabelt, at vi som samfund i årtier har accepteret, at mødre går med smerter og gener lang tid efter fødslen uden at det bliver taget seriøst.

Annonce

Det er vigtigt at understrege, at et øget fokus på kvinders efterfødselsproces og sundhed ikke bare er et spørgsmål om retfærdighed. Det er et spørgsmål om sund fornuft.

For en omfattende McKinsey-rapport viser, at det betaler sig at investere i kvinders sundhed. Hvis vi lukker sundhedsgabet mellem mænd og kvinder, så vil kvinder leve markant flere år uden sygdom og smerter, hvilket vil give hver eneste kvinde syv ekstra sunde dage hvert eneste år. Det lyder måske småt, men det svarer til halvandet år mere uden smerter, uden sygedage, uden at blive sendt hjem fra hospitalet med et “du må lære at leve med det”.

Annonce

Hvis kvinders velvære ikke kan overbevise regeringen, burde økonomien kunne, for i Danmark bruger vi årligt omkring 2% af sundhedsudgifterne på urininkontinens alene. Samtidig viser det sig også, at for hver krone vi investerer i kvinders sundhed, får vi tre kroner igen i økonomisk vækst. For Danmarks vedkommende betyder det kort og godt, at vores samfund både bliver rigere, sundere og mere lige, hvis vi tør prioritere kvinders sundhed.

Vi mener, at det er på høje tid, at vi tager kvinders kroppe alvorligt - også efter graviditet og fødsel.

Annonce

Derfor foreslår vi, at der oprettes landsdækkende efterfødselsklinikker med specialiseret personale som gynækologer, gyn.obs.fysioterapeuter og jordemødre. Her skal alle nybagte mødre indkaldes til et grundigt efterfødselstjek 6-8 uger efter fødslen. Og de skal have adgang til genoptræning og mulighed for opfølgning, hvis der fortsat er problemer.

Det handler ikke bare om livskvalitet. Det handler også om forebyggelse. Når kvinder får korrekt vejledning og genoptræning, kan vi forebygge en lang række ubehagelige gener. Og i lande som Sverige, Frankrig og Tyskland har man for længst set værdien af at hjælpe moren efter fødslen både menneskeligt og økonomisk.

Annonce

Så lad os investere i at hjælpe kvinderne, før skaderne bliver kroniske, i stedet for at betale prisen bagefter. Vi har fysioterapi og genoptræning klar, når nogen brækker benet på skiferien. Men når kvinder føder et barn, må de klare sig selv. Det er uacceptabelt.

Derfor kæmper vi sammen for landsdækkende efterfødselsklinikker.

For ingen kvinder skal stå alene med smerter, inkontinens eller utryghed, bare fordi de har født et barn.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.