Camillas sammenbrud lagde hende ned. Nu har hun en opfordring til alle kvinder

"Heeej", lyder det fra en skrattende dørtelefon med begejstrede bjæf i baggrunden da jeg ringer på Camilla Miehe-Renards gadedør på Vesterbro.

Hun tager imod i en klassisk smal københavnerentré og viser ind til køkkenet.

Den hyggelige lejlighed, hvor man kan se det levede liv, er noget af en kontrast til den perlerække af store, totalistandsatte villaer med dørhamre og fnugfri flader, som hun ellers har boet i meget af sit liv.

Fra barndommen, hvor hun voksede op hos sin morfar og mormor i Nordsjælland, samt senere i livet, hvor hun boede i store, flotte villaer med sin daværende mand.

Camilla Miehe-Renard har siden sin ungdom været fast inventar i ugeblade, magasiner og tv. Både for de programmer hun selv har været vært på, som talkshowet ’Damernes Magasin’, ’Melodi Grand Prix’ og ’Her er dit liv’, men også på grund af sit berømte efternavn, der også tilhører en række andre kendte familiemedlemmer, som beskæftiger sig med film og tv.

Gider ikke facader og præstationsræs

I dag har hun flyttet sig på flere måder end den fysiske. Skilsmissen, hvis forløber var et stress-sammenbrud, betød nemlig ikke kun en ny adresse, men en ny livsstil – og et nyt syn på livet.

Nu gider Camilla Miehe-Renard ikke flere fine facader og præstationsræs.

Hun tilhører en generation, hvor kvinder skulle løbe rigtig stærkt for at matche mændenes karriere uden at gå på kompromis med hjem, børn - og deres eget udseende.

De krav, samt tyngden af opvækstens familiehemmeligheder, blev nemlig for tunge at bære for hende.

Det har hun for nylig udgivet bogen 'Lettet om. Den har undertitlen 'et helt almindeligt sammenbrud'.

En forårsdag for cirka tre år siden, hvor Camilla Miehe-Renard som sædvanlig var taget på job i produktionsselskabet Monday, hvor hun havde en ledende stilling, begynder tårerne pludselig at løbe ned ad hendes kinder, uden at hun kan stoppe dem.

Samtidig føltes det som om kroppen nærmest gik i opløsning, og at hun ikke længere havde kontrol over hverken sine lemmer eller sin vejrtrækning.

– I bogen har jeg de ting med fra min barndom, ungdom og voksenliv som førte til sammenbruddet for at forstå, hvad der bragte mig derhen, siger hun.

Overgreb og fortielser

Det er en fortælling om voldsomme familiehemmeligheder og fortielser. Som den om Camilla Miehe-Renards morfar, der blev dømt for mord på sin ekskæreste, mens han var gift med hendes mormor. Hun ventede troligt til dommen var afsonet og levede videre som om intet var hændt.

Moren, som i kraft af sin unge alder, nærmest fik sin rolle og plads i Camilla Miehe-Renards liv overtaget af hendes mormor, som hun også boede hos, samt morfarens onani foran hende som lille pige, når de var alene.

– Når man vokser op med fortielser og stille dramaer, så bliver man et antennebarn, der bliver god til at læse mennesker og stemninger. Du har advarselslamper, der hele tiden blinker, når noget er ude af balance. Man kender det også fra børn i misbrugerhjem. Vi har svært ved at berolige os selv, men kan vi berolige andre og sørge for god stemning, betyder det tryghed for os. Er andre ude af balance er det farligt. Det fucker med dig hele livet.

Opvæksten har sat sig spor i både hendes tilgang til arbejde, kæresterelationer og andre livsvalg, kan Camilla Miehe-Renard se i dag. Ud over at danne med par mænd, der var ”tydelige og succesrige på hver deres felt”, som en musiker, en jagerpilot og en filminstruktør, var hun også i en periode kæreste med en rocker fra Hells Angels.

At hun ikke er den eneste, der er vokset op med tilgangen det-taler-vi-ikke-om, er Camilla Miehe-Renard ikke i tvivl om.

– Jeg tror, at hemmeligheder var meget udbredt i min mormors generation, og de var ekstra udbredt i min familie. Dem havde jeg brug for at skrive om og sige højt for at forstå, hvordan jeg i så mange år kunne køre ud af et spor i mit liv, der lå så fjernt fra den, jeg er indeni, siger hun og fortsætter:

– Det kan være svært at se, at et liv har taget en forkert drejning, når man står i det på grund af travlhed, forventninger – ikke mindst dine egne – og samfundsnormer. De gør, at du kører ud af en motorvej og pludselig står du måske ligesom mig et sted, hvor kroppen trækker stikket.

Når kropppen trækker stikket

Med Camilla Miehe-Renards ord bankede hendes krop til sidst i bordet og fortalte med store bogstaver, at den havde forsøgt at sende hende tusinde signaler om, at hun lever skævt i forhold til, hvad hun har brug for.

– Hvis du ikke vil høre efter, så trækker jeg stikket og tager al kontrol og magt fra dig og lægger dig ned. Der bliver du liggende, til du forstår mit budskab, siger hun om, hvordan hun i dag forstår budskabet fra sin krop.

Det førte til et mentalt mørke, der skulle tage måneder at komme ud af.

Når du i bogen beskriver dit liv på det tidspunkt, var du meget i kontrol. Hvordan var det at miste den?

– Ja, både på mit arbejde og privat har jeg været megakontrolleret og megatravl. Jeg havde altid en tætpakket kalender og styr på brikkerne på mit skakbræt, når det gælder hvem, der skulle hvad, hvornår og hvorfor. Når jeg havde kontrol med alt og alle, følte jeg mig tryg, men det var en falsk tryghed. Jeg havde ikke brug for kontrol, jeg havde brug for at mærke mig selv og leve i pagt med min essens. Men spørgsmålet om, hvem jeg er, havde jeg ignoreret i så mange år, at jeg til sidst brød sammen.

Fokus på andres behov frem for egne

For Camilla Miehe-Renard har rollen som omsorgsgiver fyldt så meget, at det har været på bekostning af hende selv.

– Jeg var altid i gang med at hjælpe, fikse og drage omsorg for andre. Det lå der også kontrol og værdi i, fordi det gav mig en funktion.

Er det også nemmere at fokusere på andres behov end sine egne?

– Ja ,100 pct. Det er meget nemmere at lytte til andre og at fikse dem end at fikse sig selv. Når jeg holdt mig beskæftiget med andre, havde jeg ikke tid til at kigge på mine egne problemer. Det var en måde at undgå mørket i mig selv.

Behovet for at lægge låg på de ”grimme” følelser startede i barndommen, men tog fart senere.

– Ud over alt det jeg slæber med mig fra min barndom, rammer jeg skærmen og bliver kendt som helt ung, før jeg er færdigbagt. Der har jeg følelsen af at dele mig selv i to. Jo mere offentlig den ene del blev, jo mere privat blev den anden del. Og jo dybere begyndte jeg at begrave alt det, jeg ikke kunne vise offentligheden, alt det jeg skammede mig over og som føltes dårligt.

Imens finpudsede hun facaden, ”hvor alt var skidegodt”, som Camilla Miehe-Renard siger og tilføjer:

– Men det forsvinder skammen ikke af. Den synker dybere ned i fundamentet, og så begynder du at rådne op indefra. Det var det, der skete for mig.

Hvornår går krisen over?

Selv da hun brød sammen, var hun utålmodig og handlekraftig som altid.

– Jeg gjorde alt for at prøve at blive rask igen. Jeg tænkte kun på, hvornår det ville gå over, og hvornår jeg bliver mig selv igen. Men det bliver du ikke, når du har været nede at ligge på den måde, og det skal du heller ikke. Den krigerkvinde, der på overfladen klarer alting, skulle begraves.

Vendepunktet kom da hun ikke længere kunne kæmpe mod krisen og opgav håbet om, at hun nogensinde ville blive sig selv igen.

– Først da jeg holdt op med at prøve at fikse og kontrollere mig selv og bare accepterede, at jeg havde det, som jeg havde det, begyndte jeg stille og roligt at få det bedre. Jeg sov og sov. Pludselig lagde jeg mærke til, at solen skinnede, eller at en fugl sang og fik det langsomt bedre.

At komme ud på den anden side, var også at lære en ny Camilla at kende.

– ”Goddaw hvem er du? Kan jeg lide dig og hvad kan du?", fortæller hun om følelsen.

Processen med at lære sig selv at kende er hun stadig i gang med. Den giver sig bl.a. udtryk i nogle nye måder at måle sin egen værdi og succes på.

– I dag er jeg færdig med at tænke i mål og resultater og at sætte mig selv i bokse. Jeg bryder mig ikke længere om at sige ”sådan er jeg” og ”det kan jeg lide og ikke lide”. I dag accepterer jeg, at noget kan føles rigtigt den ene dag og forkert den næste. Det er ok, at man lytter til sig selv og ændrer mening.

Har byttet penge og prestige ud med frihed

Også når det gælder hendes arbejdsliv, har Camilla Miehe-Renard sagt farvel til fast indkomst og faste forpligtelser.

De seneste tre måneder har hun som redaktionschef været ansvarshavende for TV 2's store flagskib, indsamlingsshowet 'Knæk Cancer'.

– Det beviste over for mig selv, at jeg arbejder endnu bedre end før, fordi jeg er mere nærværende. Nu står jeg op hver morgen og fokuserer på, at den dag skal jeg sparke røv frem for at slå mig selv i hovedet med mine tidligere fejl eller alt det, jeg skal nå. Og nu hvor showet er slut, kan jeg stå op en mandag morgen uden at skulle noget.

Er det ikke angstprovokerende?

– Nej, for jeg er så privilegeret, at jeg har kunnet skære ned på alle udgifter. Min datter er voksen, jeg bor billigt til leje, jeg har ingen bil mere, men et metrokort jeg elsker, jeg har solgt en masse ting fra de store huse, vi boede i og solgt huset. Derfor behøver jeg ikke at løbe så stærkt og at tjene så mange penge. Jeg kan gå ture, glo ud af vinduet og lave ingenting. Det er at bytte penge og prestige ud med tid og frihed.

Ud over at bogen har været frisættende for hende selv at skrive, fordi alt det skamfulde fra barndommen og voksenlivet er lagt frem, håber Camilla Miehe-Renard, at den kan hjælpe andre.

– Jeg vil ikke fortsætte det dna, der løber i vores familie om at pakke det grimme væk og vise det pæne frem. Det blev nødt til at slutte med mig. Så nu siger jeg tingene højt. Måske sidder der andre og bliver klogere på sig selv og deres familie, fordi de kan spejle sig i alle mine hemmeligheder og konsekvenserne af dem. For med hemmeligheder følger skyld og skam. Det æder dig op indefra. Men siger du hemmelighederne højt, kan det være skammen letter. Det skete i hvert fald for mig.

En generation af kvinder med et særligt pres

Selvom det budskab er universelt, har Camilla Miehe-Renard alligevel en særlig modtager i tankerne. Kvinder som hende selv mellem 40 og 60 år.

De er, som flere andre fortællinger også sætter fokus på i disse år, bundet sammen af nogle særlige vilkår.

– Vi er en generation, der har så travlt med at servicere andre og at have så mange kasketter på, at vi risikerer at miste kontakten til sig selv. Vi har levet med samfundets, hinandens og egne forventninger til, hvad vi skulle præstere på arbejdet, i hjemmet og socialt. Samtidig eksploderede de sociale medier og lagde et kæmpe pres på kvinder og alt det, vi skulle være.

Vejen ud af det forventningspres er at punktere det, mener Camilla Miehe-Renard.

– Jeg har lært, at Det stærkeste du kan være er sårbar, for så bliver du mødt af en stamme af kvinder, som oplever det samme som dig, og som man kan udveksle erfaringer med. Det har været en kæmpe lettelse for mig bare at sige tingene højt, siger Camilla Miehe-Renard.

Lettet er også titlen på hendes bog.

Den udkom 5. november på forlaget 28B.