
Ny sæson af populær fængselsserie: Og den er bedre end nogensinde før

Jeremy Renner, Edie Falco og Tobi Bamtefa leverer stærke præstationer i Mayor of Kingstown sæson 4.
Foto: Dennis P. Mong Jr./Paramount+
Mayor of Kingstown sæson 4
Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premieredato: 30. oktober 2025
Genre: Krimi, drama
Serieskabere: Taylor Sheridan, Hugh Dillon
Showrunner: Dave Erickson
Medvirkende: Jeremy Renner, Edie Falco, Tobi Bamtefa, Lennie James, Laura Benanti, Taylor Handley, Richard Brake, Hugh Dillon m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10 (anmeldt på baggrund af de første seks afsnit)
Vurdering: 4 uf ad 6
Det har ikke altid været nemt at holde af ’Mayor of Kingstown’.
SkyShowtime-serien begyndte mere eller mindre som en ’The Wire’-pastiche, hvor der bare var skruet godt op for actiondelen, og droslet ned for den fængende historie.
Derfor har det også været op og ned i de enkelte sæsoner, om den overordnede historie fungerede – og forrige ombæring lagde frustrerende svagt fra start. Men afslutningen på sæsonen lagde byggestenene til en eksplosiv fjerde sæson, der ikke alene lægger stærkt fra land, men også udfolder sig overraskende godt, som afsnittene forløber.
Efter endelig at have fået ærkefjenden, den russiske gangster Milo (Aiden Gillen), ned med nakken, skulle man tro, at livet ville blive nemmere for den hårdt prøvede ”borgmester” Mike McLusky (Jeremy Renner).

Clayton Cardenas og Jeremy Renner i 'Mayor of Kingstown' sæson 4
Foto: Dennis P. Mong Jr./Paramount+
Men det ville være en noget sløj krimiserie, hvis ikke nye fjender meldte sig på banen, og de er over det hele i sæson fire.
Ikke alene er han på kant med den nye fængselsinspektør Nina Hobbs (altid kraftfulde Edie Falco), der ikke har tænkt sig at danse efter Mikes pibe, så er der også krig i gaderne blandt nye og gamle bekendte.
En gruppe hensynsløse, colombianske håndlangere nedslagter bogstaveligt talt alle, som står i vejen for dem, herunder bandelederen Bunnys (seriens fyrtårn Tobi Bamtefa) folk. Han indgår til gengæld et samarbejde med Detroit-gangsteren Frank Moses (Lennie James), der leverer både visdom og soldater til bandekrigen.
Det er disse to plotlinjer, som er de mest interessante i de første seks afsnit af fjerde sæson, men der er én, som simrer fra start, og har potentiale til at udvikle sig til at være den mest afgørende i ’Mayor of Kingstown’ nogensinde.
Diabolsk fascinerende
Ved at have lagt det russiske spor i graven har showrunner Dave Erickson fået mulighed for at forme serien, som han vil. Gamle karakterer er blevet dræbt, og der ryger også et par stykker i løbet af de første seks afsnit, der ellers har været med helt fra starten.
Det er med til at skabe en god usikkerhedsfølelse, så ingen karakterer føles sikre på at overleve. Selv Mike kunne godt risikere at ryge i svinget.
Ikke mindst fordi hans bror Kyle (Taylor Handley), efter at være røget bag tremmer, langsomt men sikkert er ved at blive hvervet af chefen for Det ariske broderskab, Merle Callahan (Richard Brake), der har mere end et horn i siden på Mike.

Tobi Bamtefa og Jeremy Renner i 'Mayor of Kingstown' sæson 4
Foto: Dennis P. Mong Jr./Paramount+
Og hvordan tager man bedre hævn over sin fjende end ved at bruge deres familie imod dem?
Det er diabolsk fascinerende, og selvom det ikke fylder mange minutter i hvert afsnit, bliver det mere og mere afgørende for Mikes sindstilstand og flyder over i de andre historier. Og det er præcis sådan, man skal skrive fængende serier.
Bedre end nogensinde
Som altid med ’Mayor of Kingstown’ er det politidelen, der er det svage led.
Selvom vi nu er fire sæsoner inde, er det endnu ikke lykkes hverken serieskaberne Taylor Sheridan og Hugh Dillon eller Dave Erickson at gøre de korrupte pansere interessante eller vedkommende.
Der er ikke en eneste af dem, man har sympati med, fordi de langt hen ad vejen faktisk opfører sig værre end de forbrydere, de ellers skal forestille at bekæmpe. Diverse forsøg på at tilføje formidlende familielivsomstændigheder gør aldrig rigtigt indhug i os publikum, og i stedet sidder vi og hepper på, at de kommer ned med nakken på den ene eller den anden måde.
Det er også derfor, at fjerde sæson indtil videre ikke kommer helt op at ringe, fordi der er for meget med de irrelevante politifolk. Noget, vi nok må affinde os med, da medserieskaber Hugh Dillon netop spiller en af de førnævnte korrupte pansere.

Lennie James i 'Mayor of Kingstown' sæson 4
Foto: Dennis P. Mong Jr./Paramount+
Selvom det stadig er Jeremy Renner, der er frontfigur for ’Mayor of Kingstown’, er det nok engang bifigurerne, der stjæler scenerne.
Tobi Bamtefa er magnetisk, og med tilføjelsen af den eminente Lennie James har skuespilleren en ny veteran at spille op ad og hæver sin præstation flot. Selv når Edie Falco er afdæmpet og tilbageholdende, tiltrækker skuespilleren sig opmærksomhed med en scenetilstedeværelse, ingen kan matche.
Det er med længder den bedste sæson af ’Mayor of Kingstown’. Der er stadig et stort frustrationsmoment omkring politidelen, men forhåbentlig bliver det løst i løbet af de resterende fire afsnit.
Sker det, skal der lægges et ekstra hjerte til bedømmelsen af fjerde sæson, der endelig indfrier noget af al det potentiale, serien er i besiddelse af.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Udvalgt indhold

Efter 30 år tog Ellen opgøret med sine forældre: "Det er sårbart at gøre sit bedste – og så stadig ikke være god nok"

Livet efter en blodprop: "Succeskriteriet ikke er at vende tilbage - det er at blive en version 2.0 af sig selv"

