
Jeg konfronterede min mand med hans forhold til en anden kvinde. Hans reaktion kom helt bag på mig

Anna Mejlhede svarer på ugens læserbrev til brevkassen.
Foto: Betina Fleron
Kære Anna
Min mand og jeg er i midten af 50’erne, og vi har en voksen datter, der netop er flyttet hjemmefra samt en datter, som lige er fyldt 14. For omkring to år siden fik jeg et opkald på min mobiltelefon, der vendte op og ned på det liv, jeg troede, vi havde.
Kort fortalt var personen i den anden ende en meget ulykkelig kvinde, som fortalte, at hun havde et forhold til min mand, og at hun elskede ham. Jeg kan dårligt nok huske, hvad jeg fik sagt – jeg var bare rystet og ja, fortvivlet selvfølgelig.

Det mærkelige var, at jeg ikke havde fornemmet noget på min mand. Vores samliv fungerede jo godt, og han var lige så kærlig som altid, så da først jeg havde sundet mig, var min tanke, at det måtte være løgn. Jeg konfronterede ham alligevel med opkaldet, og jeg forventede egentlig, at han ville benægte det hele, men i stedet brød han helt sammen.
Det viste sig, at han igennem næsten et år havde haft en affære med kvinden i telefonen, men at han længe havde fortrudt det og bare ønskede, det aldrig var sket. Han havde også gjort det forbi nu, og det var sikkert grunden til, at kvinden ringede til mig. Lige siden dengang har min mand virket meget bange for at miste mig. Han er konstant opmærksom på, hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker – næsten så det er irriterende.

Helenes kæreste var utro: "Det her var de første tegn, jeg så"
Jeg elsker ham virkelig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg ved bare ikke, om jeg egentlig har tilgivet ham, og om jeg overhovedet kan det? Og hvis nu ikke man kan tilgive, kan man så stadigvæk godt leve sammen?
Kærlig hilsen kvinden i tvivl
Kære kvinde i tvivl
Mens kærligheden kan overleve det mest utrolige, så forholder det sig anderledes med den tillid, vi har til hinanden. Den kan godt lide et så voldsomt knæk, at vi ikke tør hengive os igen. Imidlertid skriver du ikke noget om, at du slet ikke stoler på din mand længere. Spørgsmålet er derfor, om du i virkeligheden ikke allerede har tilgivet ham?
Tilgivelse kan komme til udtryk på flere måder. Helt at glemme hvad der sårede os i en relation, er de færreste nok i stand til. Men det er heller ikke altid nødvendigt. Det er to år siden, din mand afsluttede affæren, så hvordan har det været at leve sammen med ham i den tid? Mærker du hans kærlighed – og ikke kun hans anger?
Selv om han har såret dig dybt, kan jeres samliv jo ikke baseres på, at han hver eneste dag resten af jeres liv skal sige undskyld. På et eller andet tidspunkt må forvridningen af jeres relation løsne sig. Der vil altid være mærker efter de sår, vi giver hinanden. Men det er muligt at leve videre sammen trods dem.
De fleste mennesker bliver irriterende og overopmærksomme, hvis de konstant føler sig usikre i en relation. Måske mangler din mand at høre dig sige det, du skriver her: At du virkelig elsker ham og rent faktisk vil ham? Stol på den kærlighed, der er imellem jer. Lad den tale for sig selv og overdøve tvivlen.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Psykologen afslører en af de mest almindelige årsager til brud. Men den, der går, lyver ofte om det
Udvalgt indhold

Livet efter en blodprop: "Succeskriteriet ikke er at vende tilbage - det er at blive en version 2.0 af sig selv"

Det er en grænseoverskridende samtale - men den kan spare din familie for tusindvis af kroner
